Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Slavehandel var en skidt forretning

Handlen med Østasien gjorde Danmark rigt i 1700-tallet, ikke den transatlantiske slavehandel. Kåre Laurings detaljemættede fremstilling af den danske trekantshandel emmer af dokumentation og fortællelyst
Det usædvanligt righoldige kildemateriale giver mulighed for at beskrive de pinsler og rædsler, såvel slaverne som slaveskibenes besætninger var udsat for. Illustration fra bogen.

Det usædvanligt righoldige kildemateriale giver mulighed for at beskrive de pinsler og rædsler, såvel slaverne som slaveskibenes besætninger var udsat for. Illustration fra bogen.

Kultur
2. maj 2014

Der er ikke noget bedre, end når en moden forsker tager bladet fra munden og én gang for alle nedskriver sit samlede bud på en historie, der har fascineret ham i hele hans forskerkarriere. I efterordet til denne bog gøres der beskedent opmærksom på, at de senere års videnskabelige landvindinger vedrørende den danske slavehandel ikke rigtig er trængt igennem til en større kreds uden for tidsskrifternes verden. Den mangel rådes der i dén grad bod på med Laurings bog, som både rammer i dybden og i bredden.

En gammel aflivning af en endnu ældre myte tager ikke skade af at blive gentaget: 1400-tallets europæiske søfarer troede bestemt ikke, at jorden var flad. Den slags overtro var forbeholdt kirkens folk. Men det var jo forbundet med en vis fare at begive sig vestpå ud i det ukendte; omkring Afrika kunne man i det mindste følge kysten. Så hvis portugiserne ikke havde været låst fast i tanken om at nå Indien ved at sejle syd om Afrika, og Columbus derfor måtte gå til spanierne for at få finansieret sit berømte forehavende, havde hele Sydamerika talt portugisisk i dag – sammen med USA’s næststørste sproggruppe.

Hurtige profitter

Hele det store drive for at finde søvejen til Indien var i høj grad ansporet af den stigende osmanniske kontrol med det østlige Middelhav, kulminerende med erobringen af Konstantinopel i 1453, som indsnævrede og fordyrede importen af luksusvarer fra Orienten til Europa via Norditalien. Da først søvejen var åbnet – portugiserne fandt den i 1498 – gik det stærkt: Allerede omkring år 1500 kunne man sælge peber i Lissabon for en femtedel af, hvad det kostede i Venedig. Kåre Lauring, født 1947 og tidligere inspektør ved Museet for Søfart, interesserer sig dog mere for følgerne af denne proces, nemlig det net af lokale handelsstationer, der i de følgende årtier skød op langs Afrikas og Sydasiens kyst, grundlagt af portugisere, men i stigende grad i konkurrence med nederlændere, franskmænd og briter. Handlen med de arabiske, indiske og kinesiske riger – og efterhånden også koloniseringen af de områder, der ikke allerede var underlagt en centralmagt – skabte grundlaget for den gigantiske velstandsstigning, der ramte Vesteuropas sociale eliter i 1700-tallet. Her skabtes incitamentet for den transatlantiske handel. De hurtige profitter lokkede investorer til, og efter en række usikre tilløb blev den danske handel i Vestafrika og Vestindien løbet i gang. Men trekantshandlen Europa-Vestafrika-Vestindien-Europa blev aldrig det lukrative smørhul for handelskompagnierne, som de drømte om. Faktisk var de lange og ekstremt farlige skibsrejser så dyre i udrustning, løn og forsikring, at der stort set ingen gevinst var, selv hvis skibene vendte sikkert hjem, hvad mange ikke gjorde. Slaveeksporten i sig selv skæppede slet ikke i kassen; omkostningerne var simpelt hen for høje. Snarere var det importen af bomuld, sukker og tobak, der holdt forretningen gående, men heller ikke her kom det rigtig til at fungere. De store tab og diminutive gevinster er også påvist for andre slavenationers vedkommende, f.eks. Nederlandene. Hvad der derimod holdt den gående, var datidens europæiske konkurrencestater, som med deres merkantilistiske ideer samlede på handelsoverskud, begrænsede importen fra deres rivaler og anbefalede selvforsyning. Enhver nation måtte opbygge sit eget handelssystem og gøre sig usårlig. Det var før liberaliseringen af verdenshandlen!

Pinsler og rædsler

En kompetent indledning opstiller de geografiske og kronologiske rammer; Del 2 giver en grundig indføring i trekantshandlens udvikling fra den spæde start i 1625 til omlægningen af Vestindisk Kompagni fra statslig drift til private ejerskabsformer omkring 1787. Del 3 bringer mindelser om antropologen Clifford Geertz’ thick description. Her er the beef – og en saftig én af slagsen. Kun det usædvanligt righoldige kildemateriale giver mulighed for at beskrive de pinsler og rædsler, såvel slaverne som slaveskibenes besætninger var udsat for i de måned- og ofte årelange togter, hvor en del skibe returnerer til Danmark, alt sammen under død, pine og tænders gnidsel, mens andre skibe forliser, erobres af pirater og fribyttere eller plettes af blod fra slaveoprør, der udbryder i et ubevogtet øjeblik i fortvivlelse og desperation over vilkårene under dæk. Slavernes dødelighed lå typisk omkring de 20-25 procent, men ofte højere, og besætningsmedlemmernes endnu højere, takket være de tropesygdomme, de slæbte med om bord, mens de lå for anker ud for handelsstationerne i Vestafrika.

Det er i mikrohistorien, de gode historier kan hentes frem af arkiverne og fortælles, og forfatteren gør det på et så nutidigt og mundret dansk, at det er en sand fornøjelse. Det er tydeligvis denne historie, der for alvor ligger ham på sinde.

En skidt forretning

Del 3 runder af og forklarer, hvordan slavehandlen endelig ophørte, ikke på grund af kristen næstekærlighed, men fordi det var blevet for skidt en forretning, ligesom oplysningstidens menneskerettighedsidealer var begyndt at trænge igennem. Efter mere end 200 togter blev der sat en stopper for den danske slavehandel i 1807. Da havde danske skibe transporteret 86.000 afrikanere til Vestindien – ud af et samlet tal på anslået 12,5 millioner.

Congo er ikke »det nuværende Zaire« – Zaire hed det kun mellem 1971 og 1997. At Caribien på dansk stadig kaldes Vestindien, skal man nok tilhøre Laurings generation for at nikke genkendende til, og den svenske slavehandels fader Louis de Geer slog sig ikke ned i Göteborg men i Norrköping. Og så havde det været rart med nogle mere detaljerede kort over »Guineakysten« og Dansk Vestindien.

Men dette er kun regibemærkninger. Laurings bog er uhyre informativ, og den emmer af overskud og fortælleglæde – og dét trods et trist emne, der nærmest kalder på det modsatte. Lauring fortæller historier, der er alt andet end opbyggelige, men som forstår og forklarer, uden at løfte moralske pegefingre. Den slags overlades nemlig bedst til læseren.

Kåre Lauring: Slaverne dansede og holdt sig lystige – en fortælling om den danske slavehandel. Gyldendal. 368 sider. 299,95 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her