Læsetid 3 min.

Sølle forelskede kældermenneske: Tak!

Utroligt. At al den bitterhed og sentimentalitet kan løbe sammen til en sorgfuld, sjov og håbløs kærlighedshistorie
15. maj 2014

Det forbitrede og det sentimentale står og læner sig tungt mod hinanden i Peter Højrups nye roman Island, men den braser ikke sammen, eller det vil sige: romanen er ét stort sammenbrud, men samtidig et hårdt, satirisk og forelsket vidunder, som virker.

Den navnløse forfatter, som er Islands hovedperson, møder vi på et fly, efter han har taget en panikbeslutning om at forfølge sin kæreste, som har forladt ham og er rejst til Island med deres fælles børn. Han er knap til stede i nuet, men rives konstant med af sine fantasier, bekymringer, minder:

»I stedet for at tænke på det, jeg burde tænke på, nemlig på dig og på børnene og hvorfor du har forladt mig, forestiller jeg mig, hvordan Island om ganske kort tid, og måske allerede lige om lidt, vil dukke op af havet på en overdramatisk og spillefilmsagtig måde ...«

Fin, ond satire

Han tænker for eksempel tilbage på et middagsselskab, hvor han (og læseren) sidder og dør sjælens stille død, mens bekendtskabet Lone kværner floskuløst om sin gymnasieklasse, eller: han tænker knust, men roligt, på sin nyligt afdøde forfatterveninde. Især vender han tilbage til dagene omkring uddelingen af Danske Banks Litteraturpris på Bogforum, som han var nomineret til, og på ingen måde orkede at deltage i. I passagerne, hvor den tyndhårede og regnverjsmudrede forfatter vandrer vrangvilligt mod Forum, tegnes en fin, ond satire over det litterære miljø.

Jeg kom til at tænke på Dostojevskijs kældermenneske, det her sortsynede sølle væsen, der slet ikke kan holde ud at være til midt i verdens dårskab. Hos Højrup møder vi en moderat mindre ødelagt inkarnation af kældermennesket: forfatteren, som forbitret ser alverdens (især litteraturbranchens) falskhed skærende klart, men samtidig er håbløst, naivt og ydmygende forelsket. Det er et sugende centrum i romanen: den elskede, som er rejst, og som var det eneste, der gjorde tilværelsen tålelig. Hovedpersonen er for begavet og for brugt til at tro på de livsløgne, vi jævnligt fortæller os selv. At det hele nok skal gå, for eksempel. Egentlig burde han også være for stor en kyniker til at tro på kærligheden. Alligevel er han kærlighedens bitch, men i det mindste mand nok til at indrømme det.

Det er imponerende, at en fortælling kan være så latterlig og så smertelig på samme tid. Så ved man ikke om man skal le eller græde, så gør man lidt af hvert.

Smertelig solidaritet

Højrups bog minder mig ikke om andre forfattere, men måske om den norske instruktør Joachim Triers film Oslo 31. august. Også her skildres stille desperate kunstnertyper, de arrogante og stakkels, med en øm lethed i stilen, syrlig humor og en smertelig solidaritet med dem, som ikke kan holde ud at være til i verden. Bittersødt, melankolsk som et selvmord en sommernat. Måske er det med tungen i kinden, når Højrups fortæller giver sig til at drømme højstemt om træer og død og nåde, men i så fald er jeg ligeglad, oprigtigt solgt til tårer var jeg:

»(S)elvom ingen selvfølgelig kan eje et træ. Det er træet, der ejer vores bevidsthed om det og binder os til det. For at eje træet, må vi fælde det og slå det ihjel, så vi er sikre på, at det ikke vil overleve os, hvilket ellers var det, der i første omgang gjorde os bløde om hjertet og bandt os til det. (...) Når man ligger i jorden, og træet rækker ned efter én og omfavner én med sit fintmaskede rodnet, er den første sarte rod, der trænger gennem huden en tavs befrier, som drikker den galde, der brændte i kroppen.«

Af hjertet: fuck ja. Jeg håber I allesammen vil læse den.

Peter Højrup: Island. 211 sider, 250 kroner. Basilisk

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu