Læsetid: 2 min.

Spies rimer på gammel gris

Teaterforestillingen ’Heidi’ skildrer en autentisk historie om rejsekongen, der købte sig teenagepiger som slaver i en barsk teaterdokumentar, der rammer kvalmepunktet
7. maj 2014

Hvad skete der egentlig mellem Simon Spies og hans berømte ’morgenbolledamer’? Det er nysgerrighedspunktet i Gritt Uldall-Jessens interessante og barske bud på et dokumentarteaterstykke om rejsekongens skyggeside.

Heidi er ikke alene ’dokuteater’ om en kendis. Det er også en dybt personlig teaterforestilling om et af Spies’ ikkekendte ofre. For denne Heidi blev morgenbolledame hos Spies som 15-årig, og da hun forlod Spies som 18-årig, var hun dybt afhængig af stoffer. Hun døde i 1987, kun 25 år gammel, af tidens dræbervirus aids.

Skrøbelig familie

Denne Heidi er altså en brutal historie om manipulation, svigt og misbrug – fortalt af en lillesøster –med åbenhjertige beretninger om en alkoholikermor og en far, der havde begået selvmord. Elendigheden er næsten ikke til at holde ud. Men Gritt-Uldall Jessens fokus er effektivt på voldtægtens destruktive kraft: Når din mor er blevet voldtaget, lever du i stor risiko for også selv at blive voldtaget ...

Instruktøren Line Paulsen har et overbevisende og klart greb om denne autentiske historie for performancegruppen CoreAct på Teater Grob. Og dermed bliver Heidi en erklæret dokumentationsrejse for lillesøsteren, performeren Anika Barkan, der fremlægger sine familiefoto med inderlig stemme og varme øjne.

Ingen selvbeskyttelse

Heidi spilles af den unge skuespillerelev Sara Hjort Ditlevsen. Hun har alt det, der skal til i denne rolle: Hun er køn i lårkort. Hun kan smile, og hendes krop er bøjelig. Og hun leger gladelig tagfat med den gamle Spies uden at vide, at det er dødsensfarligt. Samtidig kan hun spille ’blank’, så hun viser, at hun ikke aner, hvordan hun skal forhindre, at nogen misbruger hende. Det er uhyggeligt.

Scenografen Nathalie Mellbye har skabt en flot rund scenografi – dækket ind af et lummert showforhæng rundt om en guldseng og en drinksvogn. Og her er det så, i Edward Lloyd Pierces guldlys, at alle overgrebene finder sted. Til jazzet og tavshedsskabende musik af Søren Siegumfeldt.

Men hvordan spiller man Simon Spies? Skuespilleren Olaf Højgaard mestrer ondskaben; det viste hans stærke indlevelse i Breivik-rollen i Manifest unægtelig. I rollen som Spies vælger Olaf Højgaard bevidst at opsnuse mandens næsten skizofrene begær og hans vrangforestilling om sin egen rolle som pigernes beskytter. Han taler nasalt i en glimrende Spies-parodi, og han fanger flot denne magtmands psykopatiske opfattelse af andre menneskers slavetrang.

Voldtægtens effekt

Performeren Helene Kvint supplerer i sine roller som både moderen og en morgenbolledameinstruktrice – iført høje sølvsandaler og 1970’er-briller. Hun rammer subtilt moderens løgnagtige selvbedrag, men også Spies-vejlederens jordnære råd om at tilfredsstille en bedstefarliderlighed. Det er rå kost.

Alligevel ender forestillingen mere terapeutisk, end godt er. Slutningens zoom på Heidis aids og de mærkelige konklusioner om Spies som smittekilde virker i hvert fald underlige.

Men tilbage står en uhyggelig og gribende skildring af et smilende teenageoffer, der får påført et misbrug, hun ikke kan reddes fra: Den systematiske voldtægt.

’Heidi’. Idé: Anika Barkan. Tekst: Gritt Uldall-Jessen. Iscenesættelse: Line Paulsen. Scenografi Nathalie Mellbye. Lys. Edward Lloyd Pierce. Musik: Søren Siegumfeldt. CoreAct på Grob til 24. maj. www.grob.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu