Læsetid: 5 min.

Sprudlende svensk herlighed

Børnepunkfilm ’Vi er de bedste!’ kan ses som Lukas Moodyssons refleksion over sine politisk indignerede værker
Vi er de bedste! lyder det i Moodyssons powerpunkfilm, der følger tre seje pigers oprør mod småborgerlighed og rundkredspædagogik. Blandt hans ofte ubehagelige samfundsbilleder er disse piger de mest opløftende rebeller i hans filmkarriere.

Fra filmen

27. maj 2014

Ligesom vi på Informations morgenmøder starter dagen med en frejdig fællessang, så lad os starte her med en punksang – skrevet af de tre seje piger i den svenske auteur Lukas Moodyssons biografaktuelle og herligt sprudlende børnepunkfilm, Vi er de bedste!

»Hader sport! Hader sport! Hader hader hader hader sport!« Der er rebeller og ofre – og altid en slags uretfærdighed, enten konkret manifesteret eller strukturelt på spil – i Moodyssons film. Vi er de bedste! er betitlet med et udråbstegn og med et udråbs-tegnsenergisk soundtrack, der giver lyst til at hoppe dumt ud af biografen med løse skuldre og uglet hår. Den er rebelsk i den mest pjattende, børnepowerpunkede og ad den vej progressive forstand. Udråbstegn! Udråbstegn!

Filmen foregår i Stockholm i 1982. Punken er død, siger nogen. Men punken dør aldrig, mener de to seje bedsteveninder, Bobo (Mira Barkhammar) og Klara (Mira Grosin). Punk er ungdom. Og ungdom er modkultur. Med partisantørklæder og sæbe i håret øver de deres hjemmestrikkede sang inde på børneværelset og tæsker løs på gryderne. Men så kommer Klaras far (David Dencik) luntende ind med sin gamle klarinet. Han vil gerne spille med. »Uuuuuud!« råber Klara forfærdet over den akavede støtte fra familien. Lillebror står i baggrunden med en lille synthesizer og klimter. Sådan skulle det jo ikke være! Oprør skal ikke være fælleshyggeligt, det skal smadre det hele!

Selvironisk instruktør

Vi er de bedste! føles som en udhvilet og veltilpas, endog selvironisk, instruktørs værk. Som at han smilende er faldet i staver over barndommens dagbøger. For den altid politiske Moodysson synes at stille sig selv det samme spørgsmål i hver af sine film: Når nu man blev kunstner, altså æstetiker, når nu man ikke gik i direkte kamp, men i stedet lavede film (og digte og romaner) om dem, der faktisk gik i kamp, og når man lavede film om alt det uretfærdige, som man bør gøre oprør imod, hvordan rammer man så hårdest?

I Vi er de bedste! er han tilbage i det oprindelige drive, der dirrede både sjovt og hårdt i spring-ud-historien Fucking Åmål (1998) og ikke mindst i kollektivkomedien Tilsammans i 2000. Siden er det drive, på godt og grimt og ondt, blevet forrået af en politisk indigneret motor – både tematisk og filmsprogligt.

Den rejse i emner og æstetik sættes i perspektiv af hans nye børnepowerpunkfilm, der kører frejdigt derudad som en glad hyldest til modkultur. For når man som Moodysson har samme vilje til at ændre verden, hvordan rammer man så bedst?

Sultende børn

Fra 2000 begynder Moodysson at rase hårdere mod patriarkatets endeløse perversioner, mod den globale uretfærdighed, mod udbytningen af kvinder. Han reagerer også over tabet af Fader – et tema, man kan spore i instruktørens biografiske liv, og som i filmene stikker sit hoved frem hist og pist i enten vrede eller i en særlig øm og kærlig forståelse for det svigtede og ensomme barns perspektiv. Moodyssons rebeller og hans ofre er oftest de unge. I dokumentarfilmen Terrorister fra 2003 giver han stemme til en gruppe af de unge politiske aktivister, der fik tunge fængselsdomme for deres opstand under EU-topmødet i Göteborg samme år. Filmen begynder med en montage af sultende, skeletvaklende børn i Afrika, af dyreforsøg, af soldater, der plaffer får ned for sjov og bomber landsbyer. Oplæst over billeder af kampe mellem politi og demonstranter lyder et digt:

Det der er utrygt i denne verden

er undertrykkelse og uretfærdighed.

Når mennesker skader mennesker, dyr og natur.

Det der er smukt her i verden

er modstand.

Når folk siger ’nok er nok’ og handler.

Det er et ret patetisk digt, det er langt fra »Hader Sport!«, men det er ikke ironisk ment. Og hvorfor skulle det egentligt være det? Distancen kryber ind på os senere i livet. Ungdommen er endnu ikke blevet uretfærdighedsblaserte.

Det helt forfærdelige

Man smiler sig normalt ikke igennem en Lukas Moodysson-film. At føle noget godt er ikke det, Moodysson har mest lyst til at tilbyde os. Han er interesseret i at undersøge skiftet mellem at have det helt forfærdeligt med en film og så at mærke, hvordan den film alligevel rører ved noget. Et dårligt indtryk kan også sætte et kritisk aftryk. Et hul i mit hjerte (2004) er således et dystert billede af den mest trashede del af pornobranchen, gjort af flimrende close-ups af kønslæbeoperationer, af opkast og smertende analsex. Her er det ubehaget, der er politisk. Det samme er også Lilja 4-evers (2002) nedadgående spiral om trafficking, om en østeuropæisk pige, der bliver solgt og voldtaget og solgt, indtil man ikke kan bære at se på det længere. Det er også et konkret politisk og æstetisk oprør med publikum. Vi skal se det lort, vi lever i. Vi skal trækkes ned i helvedes ubærlige sump, og så lidt længere ned. For mange var det for meget. Der er rebeller og ofre i Moodyssons film, men måske har de mest hårdtslående, han har lavet, ikke været dem, der ramte bedst.

De bedste

Vi er de bedste! rammer noget. Her er ingen ofre. Her er nogle klamme rockdrenge med langt fedtet hår, der i en ungdomsklub i Stockholm i 1982 hånende kalder 13-årige Klara med hanekammen og den rundt bebrillede Bobo med det korte troldehår for ’skolens smukkeste piger’, hvorefter disse to piger booker drengenes øvelokale for næsen af dem og danner punkbandet ’Skolens smukkeste piger.’ »Hader sport, hader sport«, synger de så og smadrer rådvildt løs på instrumenterne i oprør mod dem, der går mere op i basketball og pandehår end i atomkraftværker og sultende afrikanske børn. Hvem er de bedste? Der er nærmest ingen konkurrence. Rebellerne er de bedste. Pigerne spiller energisk, nærmest pjattet, men med en sans for deres vredes alvor og grænser. Det er ikke instruktøren, der skælder sit publikum ud, men vores små energiske helte, der siger »fuck af!« til dem, der driller. Det er et performativt udsagn, der passer en lille smule bedre, hver gang man siger det.

Vi er de bedste! er der også en (tilbageskuende, herigennem selvironisk) refleksion over det rebelske, over modkulturens potentialer og paradokser, over automatisk-dum politisk indignation og over reel oplevet modstand, som skal bekæmpes. Filmen er baseret på erindringstegneserien Aldrig Godnat af instruktørens hustru, Coco Moodysson, men den er også hans egen historie, har han fortalt.

Man kunne kalde filmen en af Moodyssons mest tilforladelige, nærmest ufarlige film – der er en træls hyggefar med en klarinet, for fanden! Men den er altså også et spejl for de stadier, som Moodysson har bevæget sig igennem. Moodysson som den evigt politiske, den evigt indignerede, der i sine mørkeste øjeblikke måske har vægret sig mod oprøret som begejstring, men gjort oprøret til et introvert og mørkt dyk ned i helvede.

Efter at have instrueret den underligt belærende Mammut (2009) om global uretfærdighed, holdt han en lang pause fra film. Gejsten var forsvundet. Så lavede han Vi er de bedste! Hans småhelte nu, hans små musikalske ungdomsklubsterrorister, gør her oprør gennem begejstring og rammer det store perspektiv klokkeklart, når de angriber den lille verdens uretfærdigheder for fuld blæs.

’Vi er de bedste!’. Instruktion og manuskript: Lukas Moodysson. Svensk. Premiere torsdag den 29. maj i Grand i København og i Øst for Paradis i Aarhus

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer