Læsetid: 5 min.

Talentmasse i rituelle rammer

Spot Festival er i sangens natur en rodebutik af et brancheorienteret udstillingsvindue. Men den bliver mest interessant, når den slår hul på sin egen selvfortælling
Enhver festival må have en fortælling om sig selv; en urmyte. For branchefestivalen Spot i Aarhus handler det om muligheden for at blive en musikeksportmæssig succes. Her forsøger det islandske indierockband Vök at brænde igennem.

Christian Hjort

5. maj 2014

En festival har brug for en skabelsesmyte. Og at gå på festival kan være en indgående lektion i den moderne mysteriereligion, der hedder corporate storytelling.

Roskilde har sin urmyte om de idealistiske gymnasiehippier, der i 1971 ville lave en beatfestival på Dyrskuepladsen inspireret af Woodstock: en humanistisk fortælling om social bevidsthed, der brandingstrategisk kan bruges i våbenkapløbet mod den voksende flok konkurrerende festivaler.

For branchefestivalen Spot i Aarhus er det en musikeksportmæssig succeshistorie, der i anekdoteform refereres til som den højere mening med den rituelt netværkende og fadølskonsumerende galskab. En forsikring udadtil om, at der faktisk er noget at komme efter.

Som førstegangsbesøgende skal man i hvert fald ikke have opholdt sig længe i det strømlinede og vindblæste kongresmiljø omkring Musikhuset for at erfare, at det var her, journalisten David Fricke fra magasinet Rolling Stone i 2002 besigtigede The Raveonettes og kickstartede bandets internationale karriere.

Men den gribende askepothistorie, der giver ekko i håbet om at ’lave en Raveonettes’ har nok mistet noget af sin kraft det seneste tiår. Dels ser vi et væld af lignende branchefestivaler, der konkurrerer på profil og eksponeringsevne. Og dels er realiteten nu, at et ambitiøst dansk navn kan komme frem af egen drift, hvis ellers den musikalske vision holder vand.

Post-punk-pakkeløsning

Tag blot de fire bands Hand of Dust, Communions, Lower og Iceage fra miljøet omkring spillestedet og kreativitetsfabrikken Mayhem, der fredag spillede med musklerne i en kompakt postpunk-pakkeløsning. Flere af dem skal optræde til pladeselskabet Posh Isolations kommende minifestival i Los Angeles.

Her har vi den omvendte situation, hvor især Iceage galopperer ud over de internationale stepper, mens det hjemlige masse- publikum stadig har til gode at nyde deres smadrede lyksaligheder. Derfor hvilede manges øjne denne aften på unge Communions, som med deres melodiøse, men stadig teknisk flagrende aftapning af postpunken kan åbne en portal ind i det knudrede københavnske sortsyn. Med en skefuld sukker smager medicinen mindre besk. Og lykkes det, er der måske atter en happy ending i vente for alle parter.

Arveløs frihed

Men det skinnende kontinuum af succeshistorier har undersider og afstikkere. En musikhistorie fuld af afbrydelser og aborterede forsøg. Fredag vistes Astrid Dynesens dokumentarfilm En køn balance om kønsfordelingen i rytmisk musik, der fint og nøgternt lader unge kvindelige musikere komme til orde om det prekære emne, som alle har en automatreaktion på, men få er villige til at debattere.

For en branchefestival er det en klædelig udvisning af vilje til selvrefleksion. I en efterfølgende paneldebat funderede sangprofessor på Rytmisk Musikkonservatorium Hanne Boel selv over sin egen indgang til musikken via 1970’ernes kvindebands.

»Vi var en del af en musikbevægelse, som egentlig var vokset ud af kvindesagen. Og dengang troede vi jo, at bevægelsen ville fortsætte med at udvikle sig i fremtiden. Men så knækkede filmen alligevel i 1980’erne. Det er mærkeligt,« siger hun.

Men som flere af filmens medvirkende er inde på, kan det også være en force ikke at have en tradition at forholde sig til. Kvindelige musikere kan skabe kreative rum uafhængigt af koder, konventioner og genreskel: arveløshed brugt positivt som nulpunktsformalistisk frihed.

Lørdag blev det demonstreret af den prunkløse rocktrio Nelson Can, der spillede i den rå Godsbanehal med et knogleknusende primitivt setup af blot vokal og rytmesektion. Nelson Can smadrer ikke guitarer, de fravælger bare at spille på dem. Man savnede dem heller ikke, når bassisten vred riffs, grooves og melodisk lokkemad ud af sin lille violinformede Paul McCartney-bas i en række muskuløse og sammenstampede numre.

Indholdsløs ærlighed

Den dansk-srilankanske aalborg-dreng Lord Siva var også på vellykket charmeoffensiv med sin lyse og hæse sang-rap om nattelivets vildfarelser. Det vævre energibundt skiftevis greb sig i skridtet og vinkede med løse håndled, hvis han da ikke kådt krammede sin producer Carl Barsk, der pillede ved knapperne iført cykelsolbriller som en halbal-dj. Et ikke synderligt originalt, men medrivende bud på r’n’b à la The Weeknd.

Et hurtigt blik på Spot-programmet antyder, at musikbranchen har nået et mætningspunkt med hensyn til den tidligere så dominerende neofolkbølge. Mens Spillemændene samme tid et andet sted gav deres moderne bud på dansksproget folkrock, så vi dog hos NovemberDecember et eksempel på bølgen i dens mindre kreative inkarnationer.

Ungersvendenes påståede americana-ærlighed virkede forløjet, da de fik publikum til at klappe i takt og synge med, som om vi befandt os i et forsamlingshus og ikke i et underligt lufthavnslignende glasmiljø i Musikhusets foyer, hvor det handler om at sælge sig selv.

»Tak for i afteeeen!«, råbte de som afsked, selv om det stadig kun var eftermiddag.

»Det var noget lårt,« var to unge mænd enige om, da de grinende gik væk.

Man kunne kvalificere dommen ved at tilføje, at teknisk kunnen og genrebevidsthed sjældent opvejer indholdsløshed.

Raketfart og cirkelslutning

Eventuelle tilstræbte jordforbindelser blev effektivt kappet, da en af festivalens mest positive overraskelser, orkesteret Lowly, stod på samme ubarmhjertige foyerscene. Ligesom i København er et nyt kuld af jyske rytmekonsstuderende også begyndt at massere indiebegrebet gennem mere eksperimentelle tilgange. Og det gælder også dette femhovedede kollektiv, der også indgår i forskellige band- og solokonstellationer på kryds og tværs af hinanden.

Her fik vi så en omvendt ABBA fra de to sangerinder med det ens platinblonde grydehår, som med deres unisone vokalmur lød som en mangedobling af den samme person. Synthesizernes overjordiske kvaliteter gjorde legende tilnærmelser til poppen, men med blik for at pille det hele fra hinanden og begynde forfra et nyt sted, hvor rytmerne og klangene overrumplede endnu mere. Der var ikke andet at gøre end at lave balstyriske rejehop til de eksplosive sambarytmer ligesom bandets vokalist Soffie Viemose, der også er kendt fra sit elektroniske soloprojekt Nanome.

Ude godt, men hjemme bedst. Skulle man undervejs i den vilde raketfart have glemt, hvor man kom fra, så fik Spot Festival sluttet cirklen for sin egen mytologiske selvfremstilling med Psyched Up Janis-genforeningskoncerten i kongrescentret. Her kunne folk i trediverne under indflydelse af distortionpedalen snapchatte sig på nært hold af deres egen forfløjne ungdom. Et nostalgitrip af en festivalafslutning blottet for aktuel relevans, men til gengæld med en mytologisk kraft, der om ikke andet overbeviser os akvarieguldfisk om at vende tilbage året efter.

Spot Festival: Aarhus, 2.–4. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu