Læsetid: 6 min.

’Det er vigtigt at udvise empati for sin modstander’

I en ny dokumentarfilm bruger den tidligere forsvarsminister sofisteri til at krybe udenom og afvise sit medansvar for Irak-krigen. Det står i kontrast til Errol Morris’ tidligere film om Robert McNamara, hvor Kennedys og Johnsons forsvarsminister ransager sin sjæl
To forhenværende amerikanske forsvarsministre debatterer underbevidst med hinanden i Erol Morris’ dokumentarfilm. I den seneste, ’The unknown known’ om Donald Rumsfeld, har hovedpersonen selv intet af den selvkritik, tidligere forsvarsminister Robert McNamara giver udtryk for i den 11 år gamle interview-dokumentar ’Fog of War’

To forhenværende amerikanske forsvarsministre debatterer underbevidst med hinanden i Erol Morris’ dokumentarfilm. I den seneste, ’The unknown known’ om Donald Rumsfeld, har hovedpersonen selv intet af den selvkritik, tidligere forsvarsminister Robert McNamara giver udtryk for i den 11 år gamle interview-dokumentar ’Fog of War’

Miracle Film

22. maj 2014

Titlen på Errol Morris’ nye dokumentarfilm, The Unknown Known, henviser til ét af tidligere forsvarsminister Donald Rumsfelds berømte verbale krumspring under hans uudholdeligt lange pressekonferencer mellem 2001 og 2007.

I februar 2002 spurgte en amerikansk tv-journalist den ofte spøgende, men aldrig selvironiske krigsminister, hvorvidt præsident George W. Bushs regering havde beviser, der knyttede Iraks leder, Saddam Hussein, til »terrororganisationer«.

Rumsfelds svar lagde et tykt røgslør over de egentlige motiver til invasionen af Irak – et land, der beviseligt intet havde at gøre med angrebet 9/11, 2001.

»Som vi ved, er der kendt viden. Der er med andre ord ting, vi ved, vi ved. Vi ved også, der er ukendt viden. Det vil sige, vi ved, der er ting, vi ikke har kendskab til. Men der er også ukendt viden – altså viden, vi ikke er klar over at have kendskab til,« sagde Rumsfeld med sit sædvanlige selvglade smil på læberne.

Det var rent sofisteri og udenomssnak.

I sit svar i 2002 gjorde Rumsfeld det i virkeligheden klart, at beviser på Saddam Husseins forbindelse til en terrorgruppe ikke var nødvendige for at invadere Irak.

I Morris’ fascinerende dokumentarfilm uddyber Rumsfeld, at det egentligt blot drejer sig om at bruge sin forestillingsevne. Terrorangrebet mod USA lykkedes kun, hævder han, fordi ingen i USA’s efterretningstjenester kunne forestille sig, at sådan noget kunne ske.

Beslutningstagerne skal med andre ord forholde sig til det metafysiske fremfor den empiriske virkelighed. De skal handle ud fra en forestilling om, hvad der kunne ske, dersom de undlader at handle og slå ned på en trussel (selv om den skulle være imaginær).

»Fraværet af et bevis er ikke det samme som et bevis på dets fravær,« lyder hans devise, som er lånt fra astronomen Carl Sagan.

Den irrationelle Saddam

Det er denne ulykkelige logik, som førte USA ud i den værste krig siden Vietnam. Saddam Hussein var ikke involveret i terrorangrebet, men det lykkedes for Bush, vicepræsident Dick Cheney og Rumsfeld at overbevise den amerikanske befolkning om det præcist modsatte.

Men de vidste, det var et for tyndt grundlag at gå i krig på. Den rygende pistol blev derfor påstanden om, at Saddam Hussein – i strid med FN-resolutioner – fortsat rådede over kemiske våben.

I de tre-fire dage den pensionerede Donald Rumsfeld lader sig underkaste Errol Morris’ spørgsmål i et studie i Boston kommer han flere gang tilbage til et spørgsmål, han ikke har været i stand til at kapere.

Det var irrationelt af Hussein, siger den tidligere forsvarsminister, standhaftigt at benægte besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Den irakiske diktator kunne bare have fremlagt beviser for deres ødelæggelse. Så ville han have reddet sig selv, Irak og – underforstået – USA fra en meningsløs krig.

Men her går der – så at sige – hul på Rumsfelds epistemologi. Bush-regeringen begik nemlig en fatal brøler ved at undlade at sætte sig ind i Saddams motiv for så stædigt at afvise at fremlægge beviserne på våbnenes ødelæggelse.

Diktatorens magt var bygget op omkring indre og ydre fjenders uvidenhed om, hvilke voldsmidler han var i besiddelse af – og hvem han var parat til at bruge dem imod. Saddam kunne ikke afsløre sin sårbarhed over for USA og andre fjendtlige stater – f.eks. Iran og Saudi-Arabien.

Det er netop Bush-regeringens uvilje mod at sætte sig ind i Saddams situation – altså at udvise empati og prøve at forstå hans motiver – der ledte USA i uføre.

McNamaras selvransagelse

Det er her, Morris’ fascinerende portrætfilm af Rumsfeld kommer til sin ret ved at række tilbage til hans Oscar-vindende dokumentarfilm, The Fog of War, fra 2003 om Rumsfelds berømte forgænger Robert McNamara, forsvarsminister under Cuba-krisen og i den første fase af Vietnam-krigen (1961-68).

Hvor Rumsfeld bruger sofisteri til at sløre sandheden, grubler McNamara over de etiske og moralske dilemmaer, præsidenter som John F. Kennedy og Lyndon B. Johnson stod overfor i en række ekstremt farlige situationer for verdensfreden.

(Det er en god idé at se Morris’ McNamara-portræt på Youtube, inden man går i biografen og ser The Unknown Known).

Der er to episoder i dokumentarfilmen om McNamara, som illustrerer forskellen mellem de to forsvarsministres tilgang til krisehåndtering.

I 1962 spørger Kennedy sine rådgivere, om de mener, han skal sætte hårdt mod hårdt og i et ultimatum erklære, at USA vil invadere Cuba, med mindre Rusland fjerner sine missiler fra den caribiske ø.

General Curtis Le May vil bombardere øen i stumper og stykker. Det fraråder den netop aftrådte amerikanske ambassadør i Moskva, Tommy Thompson. Han forklarer Kennedy, at Nikita Khrusjtjov hellere end gerne vil afmontere missilerne. Men det må bare ikke se ud, som om den russiske leder gør det under amerikansk pres.

Han anbefaler Kennedy at undlade at true offentligt med invasion af Cuba. Herefter vil Khrusjtjov trække missilerne ud under påskud af, at de ikke længere tjener til at at forsvare Fidel Castros styre. Det er præcist, hvad der sker, og det redder verden fra et atomart helvede.

McNamara forklarer: »Det er vigtigt at udvise empati for sin modstander.«

Han tilføjer: »Jeg vidste det faktisk ikke selv på det tidspunkt. Men CIA havde flere gange prøvet at snigmyrde Castro. Det vidste Khrusjtjov.”

Russerne og cubanerne havde altså gode grunde til at opstille missiler som en sikkerhedsgaranti for regimets overlevelse. Under et senere møde med Castro finder McNamara til sin forfærdelse ud af, at atomsprænghoveder var blevet monteret på missilerne.

Iraks våben

I The Unknown Known fortæller Rumsfeld, hvor tæt USA var på at dræbe Saddam Hussein under et nøje planlagt bombardement af en bygning i Bagdad, hvor han ifølge informanter skulle befinde sig.

Men i modsætning til McNamara foranlediger det ikke Rumsfeld til at ransage sin hjerne og sætte sig ind i Saddams situation. Måske så diktatoren USA’s mangel på præcis viden om Iraks masseødelæggelsesvåben som et skjold. De skulle ikke vide, at kejseren var nøgen.

I stedet spørger Rumsfeld: »Hvordan kan man forhandle med en irrationel leder? Jeg ville ønske, jeg var blevet låst inde i et rum med Tariq Aziz. Han var rationel.«

Aziz var Saddams engelsktalende vicestatsminister, der i kraft af sin vestlige uddannelse og kristne tro blev en yndling hos journalister og diplomater. Rumsfeld havde som præsident Ronald Reagans udsending mødt ham ved et besøg i Bagdad midt under Iraks krig med Iran i 1983. De to mænd havde tilbragt timevis sammen.

»Bare jeg kunne have talt med Aziz i 2003,« sukker Rumsfeld.

En anden episode i Fog of War illustrerer forskellen mellem de to krigsministre. Da Vietnamkrigen er ovre, tager McNamara til Vietnam og møder en uidentificeret kommunistisk leder.

»Han forklarede mig, at vietnameserne anså os for at være de franske kolonihaveres efterfølgere. De kæmpede for deres nationale uafhængighed. Vi amerikanere så vores engagement helt anderledes. For os var Vietnam en brik i Den Kolde Krig,« siger han til Errol Morris.

Rumsfeld befinder sig i Det Ovale Kontor med præsident Gerald Ford, da USA ved afslutningen af Vietnam-krigen i 1975 evakuerer amerikanere og vietnamesere fra USA-ambassadens tag i Saigon med helikoptere.

Nogle ting mislykkes

Errol Morris beder Rumsfeld reflektere over det historiske øjeblik, hvor supermagten er blevet besejret af en lille nation.

»Nogle ting lykkes, andre ting mislykkes,« lyder den lakoniske replik.

Rumsfeld er totalt ude af stand til at genoverveje sine beslutninger og handlinger. For ham er rationalitet og fornuft en og samme ting. Han kan ikke have begået fejl, og de fejl, der er, slører han med tågede formuleringer.

Filmen er bygget op omkring de godt og vel 20.000 memorandaer, han dikterede i sine regeringsår. De fleste af dem er korte, på grænsen af det ordknappe. Mange af dem handler om definitioner af begreber som terrorist og tortur. Rumsfeld forstår, som George Orwell gjorde det, at sprog er ensbetydende med kontrol over andre.

McNamara er derimod den antikke græske filosof, der opstiller 11 retningslinjer for at håndtere kriser. Han er villig til at indrømme sin fejlbarlighed, skønt han afviser at diskutere, hvorvidt han føler nogen skyld.

Karakteristisk for McNamaras selvransagende refleksion siger han: »Japanerne ville utvivlsomt have sigtet os for krigsforbrydelser, hvis de havde besejret USA i 1945.«

Rumsfeld snor sig udenom og er hele vejen igennem stensikker på at ville gå over i historien som den, der havde ret. Han ytrer ikke et gran af selvtvivl. Sandheden er de ord, han vælger at bruge.

’The Unknown Known’. Instruktion: Errol Morris (Dagmar og Vester Vov Vov i København, Øst for Paradis Aarhus, Cafebiografen i Odense, Biffen i Aalborg, Gentofte Kino, Ishøj Bio 1-2-3, Nicolai Bio i Kolding)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Lene Timmermann
Lene Timmermann anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Balling

Morris' film plejer at være fantastiske. En af hans lidt oversete perler er filmen "Tabloid". Den ses bedst med en pude under hagen, så man kan tabe den, uden at det gør nas :)

Kristian Løwenstein

Til folk som er trætte af dokumentarens til tider unødvendige kunstneriske tåger og foretrækker en skarp pen, der tvinger en til at tænke, uanset om man er enig eller ej: http://www.chomsky.info/articles/199508--.htm

"... the 50th anniversary of the U.S. fire-bombing of Tokyo, which killed some 80,000-200,000 people, leaving over a million homeless in the ruins of the largely undefended city and removing it from the list of potential atom bomb targets because further destruction would hardly be impressive, merely piling rubble on rubble, bodies on bodies. The 300 bombers dropped oil-gel sticks and then napalm "on the tightly knit neighbourhoods of wooden houses," Stephen Herman recalls in the Far Eastern Economic Review, in Hong Kong. "The resulting inferno unleashed hell on earth" as people tried to escape by jumping into boiling ponds, planes "hunted down fleeing civilians to deliberately drop bombs on them," and napalmed the river to cut off an escape route. The U.S. Strategic Bombing Survey concluded that "probably more persons lost their lives by fire at Tokyo in a six-hour period than at any time in the history of man." Herman quotes Richard Finn of American University, one of the American authors of Japan's postwar Constitution, who describes the bombing as "a bloody stain on the pages of American history" that stands alongside the atom bombs.

...

Yet to enter approved memory is the "finale" described in the official Air Force history, a 1000-plane raid on civilian targets organized by General "Hap" Arnold to celebrate the war's end, five days after Nagasaki. According to survivors, leaflets were dropped among the bombs announcing the surrender.5

In his recently-published memoirs In Retrospect, Robert McNamara relates that by 1967 the "stresses and tensions" were so bad that he sometimes even had to take a sleeping pill."

Gad vide om Old Rummy har brug for hjælp til at sove om natten.

Kristian Løwenstein

Eller hvad med et counterpunch 10 år senere: http://www.counterpunch.org/2004/01/24/robert-mcnamara-10-errol-morris-0/

"We have so many sponsors of mass murder hanging around, it would be nice to see one of them, once in a while, take a real pasting. But no, they live on into happy old age, vivid in their worries about the human condition, writing in The New York Review of Books, passing on no honest records about the evil it really takes to run an empire. So suddenly people are shocked about a relative piker like George W. Bush and start talking about Hitler. If only they knew. It’s not that hard to find out.

As displayed by Morris, McNamara never offers any reflection on the social system that produced and promoted him, a perfectly nice, well-spoken war criminal. As his inflation of his role in the foe-bombing of Japan shows, he can go so far as to falsely though complacently indict himself , while still shirking bigger , more terrifying and certainly more useful reflections on the system that blessed him and mercilessly killed millions upon millions under FDR, Truman, Eisenhower, JFK, LBJ, Nixon. I don’t think Morris laid a glove on McNamara, who should be feeling well pleased. Like Speer, he got away with it yet again. "

Ondskabens banalitet, måske.

Niels Engelsted

Jeg ved ikke, om det er empati, men jeg har altid haft et soft spot for Rumsfeld og hans finurlige charme. Er det ikke forfærdeligt?

Morten Balling

@Niels

Jo, men jeg fik det samme for McNamara efter at have set "Fog of War". De fleste skurke, har jo også sider, som gør dem til mennesker.

Lars R. Hansen

Jeg har ikke en soft spot for Rummy, men hans udsagn før krigen, om de manglende beviser for Saddam havde forsynet terrorgrupper med masseødelæggelsesvåben, var lige plet:

Som vi ved, er der kendt viden, der er ting vi ved, vi ved. Vi ved også, at der er ting vi ved, vi ikke ved, men der er også ting vi ikke ved, vi ikke ved, the unknown unknowns.

Jeg synes det var en fin forklaring, og slet ikke et røgslør, men en erkendelse af uvisheden, der må træffes politiske beslutninger på.

Og beslutningen om Saddamregimet udgjorde en trussel mod amerikanske interesser og USA, som 9/11 havde vist hvor sårbar var, der ikke længere ville blive tolereret synes egentlig ikke svækket af Saddam ikke længere havde klargjorde masseødelæggelsesvåben eller overdraget sådanne til terrorgrupper.

Jeg synes egentlig heller ikke beslutningen om at vælte Saddam med magt var en fejl, men den efterfølgende plan for Irak og opbygningen af en ny demokratisk stat viste sig noget mangelfuld, lemfældig og katastrofal...

Sammenligningen med Vietnam synes jeg ikke er velanbragt, det mudder kun tingene til.

Lars R. Hansen

Og forresten, Rene, så er disse politikere blevet stillet til ansvar for deres politiske beslutninger, herunder beslutningen om at vælte Saddamregimet med militær magt, nemlig af vælgerne, der genvalgte alle tre, Bush, Blair og Fogh efterfølgende.

Dit problem er altså med vælgerne i US, UK og DK...

Lars R. Hansen

Og så der desuden intet som tyder på Rummy har gjort sig skyldig i nogen krigsforbrydelse, altså brud på krigens love, i Irak.

Skulle man finde noget her, skulle man hellere se det retssystem i fnregi, på fnpagtens forbud mod krig, uden mandat fra sikkerhedsrådet eller i selvforsvar, her ville der være mere at komme efter. Men skulle man komme efter det skulle det først gennem sikkerhedsrådet, sådan er FN og dets retssystem, og der sidder der jo nogle lande med vetoret...sådan er international ret så smuk og ideel...

Willy Johannsen

Jeg er ret sikker på, at de fleste psykiatere vil diagnosticere Rumsfeld som enten karakterafvigende eller psykopat. For mig er han simpelthen et skræmmende eksempel på den slags mennesker, som kravler op gennem et politisk system og ender med at få al for megen indflydelse og magt på begivenheder,de aldrig burde have fået indflydelse på. Især ikke i et land som USA. Han kan sikkert ikke selv gøre for, at han har udnyttet sine muligheder. Men andre burde have forhindret det. Men hvis de har været af samme "støbning", er der selvfølgelig ren ønsketænkning.

Anders Bertelsen

Uheldig typo i Rumsfeld-citatet.

Som vi ved, er der kendt viden. Der er med andre ord ting, vi ved, vi ved. Vi ved også, der er ukendt viden. Det vil sige, vi ved, der er ting, vi ikke har kendskab til. Men der er også ukendt viden – altså viden, vi ikke er klar over at have kendskab til,

Rumsfeld siger paa engelsk, at der er 'known knowns', 'known unknowns' og unknown unknowns.' Det er muligvis udenomssnak, men det er ikke noget daarligt citat, isaer ikke taget i betragtning at det kommer fra en mand, der ikke just er blandt de mest velformulerede i Washingtons historie.