Læsetid: 5 min.

Det bliver aldrig rigtigt pinligt

Dansk politik er en fest for politikerleden, og sådan et sørgeligt faktum fortjener at blive grinet af. Desværre har holdet bag DR2’s komedieserie ’Partiets mand’ ikke fundet på nok vittigheder til at holde grinet kørende. Eller bare til at løbe grinet i gang
Dansk politik er en fest for politikerleden, og sådan et sørgeligt faktum fortjener at blive grinet af. Desværre har holdet bag DR2’s komedieserie ’Partiets mand’ ikke fundet på nok vittigheder til at holde grinet kørende. Eller bare til at løbe grinet i gang

Fra DR

26. juni 2014

Grundvittigheden i DR2’s satireserie Partiets mand er historien om den joviale og naive socialdemokrat Poul Glengaard (Jesper Asholt), der er kommet i Folketinget som suppleant. Nu vil han som politiker gerne have lidt indflydelse i det politiske system. Det projekt går dårligt, viser hvert afsnit. Gid det var sjovere!

Det er det bare ikke, når replikkerne er variationer over de samme få temaer, og karaktererne har cirka to facetter hver.

Handlingen udspringer i hvert afsnit af kulturforskellen mellem den joviale halbestyrer fra Herning og de drevne politikerkolleger, spindoktorer, embedsmænd og lobbyister, han skal arbejde sammen med. Det bliver understreget i hver anden scene, at vi her har at gøre med en naiv og snusfornuftig jyde, der i ét væk siger ting som »som vi siger omme i Herning …«, »der hvor jeg kommer fra …« og »det ved man da, hvad er«.

Bondeknoldens blik på parnasset er et okay greb, og lad endelig serien spille på det provinsielle, men lad dog være med at undervurdere den provinsielle jargon. Den kan være så meget sjovere, så meget mere rablende i sit forsøg på at puste sig op til at være en autoritet, der kan tages alvorligt.

Det ved man for eksempel fra en vellykket jydekarakter som cykelholdslederen Henning Primdahl i Drengene fra Angoras føljeton om Team Easy On. Virkelighedens verden er heller ikke fattig på Poul Glengaard-typer, deres floskler falder bare lidt mere uforudsigeligt.

Med Poul Glengaard går Partiets mand efter rekorden i jydenolleri i dansk tv-dramatik, men Jesper Asholt har desværre kun de mest slidte klichéer at gøre godt med.

Politikeren som snothvalp

Det er ellers ikke noget ueffent hold, der laver Partiets mand. Instruktøren, Parminder Singh, instruerede sammen med Morten BH den noget skarpere satireserie A-klassen (2012) om livet på et jobcenter. Her var der også nogle let punkterbare autoriteter, der skulle pustes op hele tiden. Men sammenlignet med A-klassen, hvor mennesker med magt og urealistiske forestillinger om egne evner behandlede kvikke arbejdsløse som dumme børn, er Partiets mand mere overbærende og forsonlig.

Især over for sin hovedperson, der fremstår som et meget dumt barn i en midaldrende halbestyrers krop. Han kan ikke gøre for, at han havner i lommen på sukkerlobbyen, når sukkerlobbyisten giver ham flødeboller. Han kan ikke gøre for, at han kommer til at skrive på twitter, når han prøver at skrive en sms på sin iPhone, og han kan ikke gøre for, at det politiske system er så styret af strategi og hykleri, at det ikke er til at gennemskue for et lille guds ord fra Jyske Bank BOXEN i Herning. Det er ikke let for Poul Glengaard, men det er heller ikke let for dem, der gør hans liv besværligt. Alle er klemt mellem deres personlige ambitioner og deres nytteværdi i andre menneskers magtspil.

A-klassen imiterede dokumentarfilmen og spiddede jobkonsulenternes arrogance, systemets usmidighed og den forlegenhed, der opstår, når autoriteters uformåenhed bliver tydelig. Partiets mand læner sig mere op ad folkekomedien, når det viser sig, at alle er i samme båd (padler af sted med egoet og omverdenens krav), og den latter, serien lægger op til, er mere overbærende end ond.

Desværre. Den dumhed, hovedpersonen lægger for dagen, er så tykt parodieret, at den ikke er til at genkende nogen steder fra. Det er ærgerligt, når nu der ligger så meget dumhed derude og venter på at få nogle høvl. Man kan ikke rigtig godte sig over, at det går så ubehjælpsom en type dårligt. Han er en magthaver, der hverken kan finde ud af at bruge sin magt eller at undgå at blive brugt i andres magtspil. Som sådan er han ikke harmløs (dumheden har vel også brug for nogle vandbærere for at lykkes), men han påkalder sig heller ikke til ens harme. Man ser ham smile og fejle, smile og fejle, smile og fejle, han fatter det knap nok selv, og så trækker man på skuldrene og tænker; herregud.

’Nåøh … såøh’

Det gør man også, fordi Partiets mand får alt for lidt ud af historien om en magtesløs politiker, der løber forvirret rundt, søger efter anerkendelse og prøver at forstå sin rolle i selveste Folketinget.

Der mangler friske vittigheder, når man har set det første afsnit. De samme optrin bliver gentaget gang på gang: Glengaard spørger sekretariatschefen om noget relevant, hun tysser på ham, fordi han ikke er højt nok på strå til at gøre sig fortjent til hendes opmærksomhed. Glengaard beder sin sleske politikerkollega (i Peter Gantzlers velvalgte skikkelse) om en tjeneste og ender med selv at løbe ærinder for ham. Glengaard udtaler sig strategisk uklogt, pressechefen Jeppe prøver at minimere skaden, imens det viser sig, at knoldesparkerstilen gør indtryk, og pressechefen lader, som om den er en genial kommunikationsstrategi, han selv lige har opfundet.

Det er ærgerligt, at handlingen er så søgt, at replikkerne er så flade og karaktererne så overforklarede, når ideen er oplagt og skuespillerne er glimrende.

Gid man kunne se Rasmus Bruun spille en vægelsindet medløber af en pressechef med et dynamisk kropssprog i perfekt tomgang uden at blive irriteret over, hvor lidt mening handlingen giver. Der er mere spænding i hans forsøg på at holde sin skråsikre stil kørende og i at se ham gå på grund i replikker som »nåøh … såøh«, end der er i konflikterne. Gid man kunne se Paprika Steen spille en følelsesmæssigt udfordret/afstumpet mellemleder med lidt flere strenge at spille på end ekstrem sparsommelighed (lige her går serien kontra på de vittigheder, man ellers fortæller om Christiansborg), uforbeholden irritation og overtydelig forelskelse. Gid Jesper Asholts figur var kvik nok til at få sig nogle mere spændende problemer end dem med sukkerlobbyen og flødebollerne.

Det kan være en fryd at se gode intentioner falde til jorden og kyniske magtmennesker være på glatis. Men når karaktererne over hele linjen er så fatsvage, at deres egne nederlag går hen over hovedet på dem, bliver det aldrig rigtigt nervepirrende pinligt. Og dermed ikke for alvor sjovt. Ingredienserne i Partiets mand er velvalgte, men som komedie er den højst halvbagt.

Syvende afsnit af ’Partiets mand’ sendes i dag kl. 22 på DR2.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Jyder er dumme og latterlige og en samling bonderøve.
Bare hør på den måde, de taler på.
Og Herning er da bare for ufed.
Så er det endnu engang konstateret og slået fast.

Og hvad kan satirikerne så finde på næste gang? En blondine med store patter, som er dum? En flok børn som er nuttede, når de taler forkert og falder på halen? Klovne med store fødder og rød næse?

jeg kan næsten ikke vente..

Torsten Jacobsen

Måske det kritiske blik rammer alt andet end egen praksis? Så er det nemt at blive lidt usjov.

For nogle år siden lavede Lex og Klatten en satire over deres egen profession, som jeg stadig synes er meget sjov: Tilblivelsen af musicalen KopVandTis!

http://youtu.be/4qbaro-HtNg

Den kan man jo hygge sig med, mens DR2 får deres satire justeret.

Vibeke Rasmussen

Hæ, og det er så noget helt, helt andet jeg har set. :)

For mig viser serien på glimrende vis – jeg kan i hvert fald genkende det, fra det jeg oplever i virkeligheden – hvad der sker på Christiansborg. Og det gøres helt uden at forfalde til den ellers til hud- og bevidstløshed anvendte og vildt overdrevne latterliggørelse. Her er ingen alt for store gebisser, grimme fedtede parykker, beskidte netundertrøjer, ekstremt grimt tøj på ekstremt grimme mennesker. Eller 'grinagtige' jyske accenter.

Og Poul Glengaard er jo netop ikke den dumme jyde – hvilket jeg forud havde frygtet, han ville blive ud- og fremstillet som. Hvis man endelig skal tale om "jydenolleri", var det da i langt højere grad, hvad Henning Primdahl i Drengene fra Angora fremstillede, så sammenligningen med ham, hvor hans figur skulle være den mest vellykkede, forstår jeg overhovedet ikke. Han var sjov, men vildt overdrevet.

Jesper Asholt figur Poul Glengaard, er ikke på samme måde karikeret helt ud på det jyske overdrev, men med sin stilfærdige snusfornuft/naivitet afslører han netop hvor overfladiske, let-at-løbe-om-hjørner-med og ikke mindst hykleriske, de andre, de kjøwenhavnske politikere, spindoktorer og medarbejdere, er.

Det er noget af det bedre satire, jeg længe har set på tv. Velskrevet, velspillet og underholdende. Samtlige skuespillere er glimrende – men ud over Jesper Asholt, bliver jeg altså også nødt til at fremhæve Paprika Steen. Hun er så øretæveindbydende, og samtidig så langt uden for pædagogisk rækkevidde i sin indskrænkethed, at man krymper sig. Det er både pinligt og morsomt.

Synes altså jeg. Men jeg bryder mig så heller ikke så meget om overdreven satire, der er skåret ud i pap, bøjet i neon og stavet … langsomt. ;)