Læsetid: 3 min.

Alice Munro i barndomsland

Novellekunstens mester bryder formen i sin sidste bog, der indledes med 10 noveller og slutter med fire autofiktive fortællinger fra dengang, hun var lille
I ’Livet’ fortæller 81-årige Alice Munro for første gang om sin egen barndom.

Derek Shapman

6. juni 2014

Det er angiveligt Alice Munros sidste bog, Livet. I hvert fald annoncerede den 81-årige canadiske nobelpristager forrige år, at hun nu ville gå på pension og ikke agtede at skrive mere. Da en forbløffet journalist spurgte, om Munro virkelig mente det, svarede hun: »Ja, da. Læs de noveller, jeg har skrevet. Der er nok af dem.«

Siden debuten i 1968 er det blevet til fjorten originale samlinger i et enestående forfatterskab, der handlingsmæssigt kredser om kvinders søgen efter viden, kærlighed, eventyr, uddannelse, sex og frihed. Næsten alle udspiller sig i de canadiske landdistrikter og småbyer, hvor Munro selv voksede op, og anslaget har forfatteren efterhånden forædlet til, hvad man kan kalde munrosk: En hverdagsstemning slås an, inden en dramatisk begivenhed erindres, hvorefter det antydes, hvordan denne begivenhed, der skrives rundt om, har påvirket et helt liv.

Således også i Livet, hvis ti noveller suppleres med en kvartet af tekster, hvor forfatteren for første gang fortæller om sin egen barndom.

»De sidste fire tekster er ikke som sådan noveller,« skriver Munro i sit forord, inden hun understreger, at disse tekster stemningsmæssigt er selvbiografiske, »men når det gælder kendsgerningerne, er de det ikke helt. De er måske det første og det sidste, jeg har at sige om mit eget liv. Og det der kommer tættest på.«

Dramaturgien flagrer

Tilsammen kan de såkaldte autofiktive tekster betragtes som en ung piges dannelsesrejse i et samfund præget af både sagte og usagte regler for, hvordan en kvinde bør opføre sig.

Samtidig er fortællingerne tydeligvis Alice Munros forsøg på at indkredse de hændelser, der formede hende som både kunstner og kvinde – en babysitters dødsfald, en voldsom, men kærlig far, en mor, der blev ramt af Parkinsons, en fest med en prostitueret og et par britiske soldater og så videre. Eller som fortælleren siger i Ida og Gudrun Jessens fornemme oversættelse: »Nu hvor jeg er blevet gammel, er jeg blevet nysgerrig nok til at gide slå op i protokoller og til det kedsommelige arbejde med at lede efter spor.«

Men spor kan være falske, erindringer kan svigte, og netop fordi, »det jeg skriver nu er ingen historie, bare taget fra livet«, kan fortællingerne i denne omgang ikke konstrueres, så de lever op til den munroske novelles standarder. I stedet er de båret af en flagrende dramaturgi komplet med charmerende sidespor og begavede spekulationer, der sammen med forfatterens vanlige besnærende og usentimentale tone underbygger indtrykket af kvartettens – ja, måske forfatterskabets – helt centrale tema, nemlig spørgsmålet om, hvordan tid, selvindsigt og erindringer er med til at forme vores tilværelse.

»Jeg kom ikke hjem under min mors sidste sygdom og var ikke med til hendes begravelse,« skriver Alice Munro i bogens sidste passage. »Vi ville knap nok have haft råd til rejsen, og min mand foragtede ceremonier. Men hvorfor skyde skylden på ham? Jeg havde det jo på samme måde. Vi siger om visse ting at det er utilgiveligt, eller at vi aldrig vil kunne tilgive os selv. Men det gør vi – vi gør det hele tiden.«

Samlingens ti noveller er i sig selv en værdig sortie for et mesterligt forfatterskab. Men det er fortællingerne fra barndommen, der gør Livet til uomgængelig læsning for enhver med interesse for ikke blot Alice Munro, men også det spændende forhold mellem en forfatters levede liv og hendes bøgers fiktion.

Livet
Alice Munro
Oversat af Ida og Gudrun Jessen
Gyldendal
312 sider
300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu