Læsetid: 3 min.

Hvad dør man egentlig af?

Maja Elverkildes underlighed og uvirkelighed har en tæt forbindelse til overflodsamfundets virkelighed. Hendes noveller befinder sig godt lige der på grænsen mellem det absurde og realistiske
’Det dør man af’ stiller spørgsmålet: Hvad får vi så tiden til at gå med, inden vi dør? »Vi« er ikke alle mennesker i hele verden, men materielt privilegerede mennesker, som Lilly, der arbejder i en genbrugsbutik og er i gang med at rette op på den skæve fordeling af de materielle goder via en tøjindsamling til ’Børnehjemmet Solstrålen’.

Kåre Viemose

6. juni 2014

Det dør man af er den barske og direkte titel på Maja Elverkildes samling af syv noveller af den formmæssigt klassiske og lidt konservative slags. Det er seks år siden, vi sidst hørte fra forfatteren i bogform: det var, da hun debuterede overbevisende på Borgen med Alt det der er mit – også en samling noveller. Mellem de to novellesamlinger har Elverkilde publiceret noveller i tidsskrifter, en rejseskildring fra Armenien på nettet og tekster på sine to blogs, jeg for nemheds skyld vil kalde tekster, fordi de genremæssigt peger i flere retninger. Én teksttype er forfatteren som ører i det offentlige rum. »Snak« kalder Elverkilde disse og nummererer dem én for én. Her er nummer 82 fra den 5. september, 2013: »Mand: Og så står der: Jeg har fået kræft … Man bliver sgu så ked af det, når man får sådan en besked. Det er okay at man selv får den, men behøver man give den videre?/Ældre kvinde: (noget jeg ikke kan høre)/Mand: Jamen, jeg har arbejdet sammen med ham//(Bus linje 21, torsdag eftermiddag)«.

Der er forskel på Elverkilde på net og Elverkilde på bog, nemlig konceptuelt undersøgende i det første medie, traditionelt novelleskrivende i det andet, men jeg kan sagtens forestille mig, at disse replikker, der åbner novellen »Bedøvelse« i Det dør man af er snak hentet direkte fra en virkelig tandlægeklinik: »Klinikassistenten bliver ved. ’Jeg ringede altså til det rigtige nummer,’ siger hun. De kunne være mor og datter. Mor og pubertetsdatter. ’Jeg ringede til det rigtige nummer, jeg trykkede to for support OG fejlmelding,’ siger hun og kniber læberne sammen.«

I forhold til debuten er der i de nye noveller skruet op for realismen og ned for det fantastiske, men der er stadig en underlighed og uvirkelighed over historiernes steder og personer. Det faretruende i titlens ordlyd, Det dør man af, løber igennem bogen. Ordene henviser helt konkret til spisevægring i titelnovellen, hvor en far og morfar er holdt op med at spise, netop som han efter at have været enkemand i en årrække har fået en trind og livsglad Lilly som kæreste. I »Bedøvelse« beskriver ordene »det dør man af« noget irrationelt. Man dør ikke af at gå til tandlægen, men det kan føles sådan. Så døden er overalt – som en konkret fare (spisevægring) og som en abstrakt størrelse (tandlægeskræk).

Alt det vi har

Det dør man af stiller spørgsmålet: Hvad får vi så tiden til at gå med, inden vi dør? »Vi« er ikke alle mennesker i hele verden, men materielt privilegerede mennesker, der som den runde Lilly siger det, idet hun peger på et middagsbord fuld af mad: »alt det vi har, og vi tænker slet ikke over det. Vi tager for givet, at vi har nok.« Lilly arbejder i en genbrugsbutik og er i gang med at rette op på den skæve fordeling af de materielle goder via en tøjindsamling til »Børnehjemmet Solstrålen«.

I novellen »Alt jeg har« er en velhavende kvinde på en mere ekstrem mission i et for hende fremmed miljø. Hendes plan er at bytte identitet med en tiggerpige i Istanbul. Der er ikke noget verbalt sprog mellem hende og den fattige, mens de udveksler tøj. Først til sidst griber den fattige pige til et ubehjælpsomt engelsk: »Go to home«.

Ordløs er udvekslingen også i den mest syrede novelle, »Poma, en fantasi«. Menneskesprog er udskiftet med dyrelignende parringslege i naturen. I baggrunden er en byggeplads, her opføres et hotel og skilifte. Dén fede underlighed oplevede jeg også ved debuten. Det dør man af interesserer sig for mennesket i relation til andre mennesker, for mennesket som irrationelt væsen, for det dyreagtige i mennesket. Men hvorfor skal personerne smile så meget? Det er muligvis min anmelderallergi, der slår ud ved alle de smil, men når nu Elverkilde kan være så rå, så står smilene der og smiler helt overflødigt. De syv noveller er stærke som samling, samtidig med at den enkelte novelle udfolder sin egen særegne historie. Det brænder på hos Elverkilde. Her er ikke nye eksperimenter med novellen som genre, men det løfte giver Det dør man af så heller ikke.

Det dør man af
Maja Elverkilde
Forlaget Republik
136 sider
170 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ole eising
ole eising anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu