Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Feberhed fortælling

Det sanselige drama ’Labor Day’ formidler livets skrøbelighed, så det er næsten ubærligt nervepirrende. Desværre snubler det antydningsvist i stereotype familienormer. Men kun antydningsvist
Kate Winslet er som altid fremragende. Her som den deprimerede mor Adele i ’Labor Day’.
Kultur
19. juni 2014

Seks hænder mødes i en glinsende ferskenmasse. Musikken tindrer samtykkende. Kameraet sukker i gyldne farver. Hænderne besegler en pagt. Ferskentærten bliver sat i ovnen. Men der er også lagt i ovnen til skabelsen af en ny familie. Hænderne tilhører Henry, hans mor og en undvegen straffefange.

Jason Reitman, der tidligere har vist sin evne til at dreje finurlige dramaer og levere lun personinstruktion i Juno og Up in the Air, har med Labor Day begået endnu et bittersødt drama. Denne gang med hjertet oppe i halsen.

13-årige Henry Wheeler (smukt underspillet af Gattlin Griffith) er alene med sin deprimerede mor Adele (altid fremragende Kate Winslet med fortvivlelse dirrende i øjnene). Faderen har giftet sig med sekretæren. Henry har ageret erstatning i mange af livets forhold, bortset fra de seksuelle, som den voksne Henry på lydsiden (med Tobey Maguires stemme) selv påpeger.

Et par stærkt savnede hænder

Den månedlige indkøbsdag, hvor moderen undtagelsesvis vover sig ud af huset, oprinder, og i supermarkedet render Henry ind i den undvegne straffefange Frank (Josh Brolin). Han tvinger den vingeskudte familie til at tage ham med hjem, og snart viser han sig at besidde et stærkt savnede par hænder. Et par hænder, der først foretaer reperationer i det forfaldne hus og siden berører moderens forsømte krop.

Nu gemmer man selvfølgelig ikke straffefanger helt problemfrit, men det egentlige drama i Labor Day er Henrys coming-of-age-historie samt afdækningen af de to voksnes traumatiske oplevelser med kærlighedens skuffelser og katastrofisk forældreliv. Filmsproget er dvælende, stærkt visuelt fortalt og båret igennem af et langsomt sugende anelsesfuldt soundtrack.

Især Terrence Malicks Days of Heaven, om en mand, der udgiver sig for at være en anden og finder kærligheden med denne andens hustru, rinder denne anmelder i hu. Fornemmelsen af lånt tid i både Days of Heaven og Labor Day. De smukke dvælende billeder, sommeren fortalt som en tyk sirup af sanselighed, de fornemt formidlede ordløse mini- og makrofortællinger, den fjerne torden af uafvendelige problemer, den druknende melankoli. Reitman er ikke Malick, men han er deroppead i perioder.

Han har også skrevet manuskriptet. Baseret på Joyce Maynards roman, som denne skrev på ti dage og ikke kendte slutningen på. Førend hun nåede til den. Den uvished har Reitman forstået at overføre til lærredet, og man føler flere gange, at de tre hovedpersoner træder på en marengsbund over en afgrund af urimelig skæbne.

Drifterne er et gennemgående tema. Moderens seksuelle underskud bliver også sønnens problem. I en tidlig grænseoverskridende scene beslutter moderen sig for at supplere Henrys seksualundervisning fra skolen med betoningen af den sult, der gemmer sig i sex. Længselen efter et andet menneskes berøring. Og Henrys far, Adeles eksmand – der i øvrigt fremstilles i et ganske nøgternt lys – siger om hende, at hun var »forelsket i forelskelsen«.

Den unge Henrys krop er også ved at komme i drifternes vold, og en jævnaldrende, men dybt kynisk pige fungerer som centrum for lysterne, ja, nærmest som en slange i paradis – komplet med, uh, farlig mørk makeup og fedtet hud.

Desværre hager Labor Day sig – trods mange muligheder for det modsatte – fast i stereotype kønsnormer og familiestrukturer. Henry mangler ikke bare en far, men en mand, der kan lære ham at spille baseball og skifte hjul på en bil. Ja, at Henry har danset med sin mor dér i køkkenet barndommen igennem, bliver ikke bare gjort til et billede på ensomhed, men også til et problem i hans udvikling. Da han senere fortæller sin far, at han måske hellere vil gå til moderne dans end til baseball, og faderens plastiksøn siger, at det kunne indikere, at han var bøsse, så får det lov at stå som et punktum i diskussionen. Og senere i livet bliver han så god til baseball, han skifter hjul under en date, han får sig en kone. Ganske vist formidlet kedeligt og upassioneret, men det ligner snarere et kvalitetsfald i filmen end en pointe. Og musikken elsker i hvert fald al idyllen.

Kernefamilieforelskelsen og de stereotype kønsrollemønstre virker begrænsende for Henrys muligheder for at udvikle sig til et reelt, komplekst menneske i manuskriptet og dermed i filmen. Hvilket kun ligger denne anmelder på sinde, fordi han rent faktisk var gedigent anfægtet af den feberhede skæbnefortælling.

’Labor Day’ Instruktion og manuskript: Jason Reitman. Amerikansk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her