Læsetid 3 min.

En flygtig duft af menneske

Raffineret tristesse i fransk debutroman
6. juni 2014

Tredje person ental er den almindeligste fremstillingsform i fortællekunsten hele vejen fra folkeeventyret til modernismen, selv om den monologiske 1. person er en yndet intim variant, f.eks. som dagbog, brev, personlig betroelse. Men med 3. person kan forfatter/fortæller enten fastholde hovedpersonen som ledefigur og iagttager eller lade synsvinkel og blik vandre ind og ud af forskellige agerende.

Den debuterende og allerede prisbelønnede franske forfatter Sylvie Bocqui (f. 1962) opnår med sin lille roman en særlig virkning med brugen af 3. person på den ensomme, ikke navngivne oldfrueassistent, der har taget et midlertidigt job på et luksushotel ved den franske riviera. Dette miljø kunne man forvente at se præget af et mylder af mennesker, men kun ganske få når inden for hendes bevidsthed og synskreds og kun i flygtig, næsten sprogløs kontakt. Hendes arbejde består i at kontrollere, om værelserne er i perfekt stand, og det foregår rituelt, mekanisk. Fortællemåden understreger således hendes skrøbelige identitet, en jegløshed og uformuleret fremmedfølelse for omverdenen. Der forlyder intet om herkomst, familie, anden baggrund, social eller følelsesmæssig forudsætning. Forfatteren formår at gøre alt dette fravær suggestivt og fastholde læseren i denne selvudslettelse.

Duftspor

Denne minimale livsgnist forstået som eksistentielt billede er foruroligende. Ikke mindst fordi sproget er energisk, sansemættet gennem iagttagelser og kropsbevidsthed allerede i optaktens staccato-syntaks, hvor hun ankommer med toget efter at have rejst hele natten: »Hun tager kufferten ned fra bagagenettet i en sky af støv. På perronen er lyset gyldent som æblegele, lidt uroligt, det får hende til at blinke med øjnene. Hun vakler, sløv af træthed. Hendes kamp med søvnen har udmattet hende; udsættelsen måske endnu mere. Der lugter af kryddersmør i banegårdshallen. Der bliver talt med sydfransk accent i højtalerne.«

Bliver hun iagttaget, eller iagttager hun selv? Sproget vikler sig om hende.

Fra rum til rum på hotellet går hun i fremmedhedens intime duftspor, først af oldfruens ophidsende duft af gule og røde roser, berusende overlegen som den er. Hun skal bl.a. kontrollere de tomme skuffer – som fremkalder »en hul og skrøbelig lyd som en tom kasse, en ligkiste, der slæbes hen ad gang med perlegrus«. Lyde, syn og lugte og tingenes hotelenkle mangfoldighed registreres med fænomenologisk nøjagtighed. En ung gæst lader hende prøve en kjole, i loungens facetslebne spejle flerdobles verden og hun selv, også som et udtryk for tvivlen om, hvem hun er i denne helt impressionistiske flimren. Hun synes ikke at være til stede som sig selv. Symptomatisk er det også, at hun må skifte værelse og bliver flyttet hen til hotellets dameskrædder blandt stoffer og kjoler. Egentlig ved hun ikke selv, at hun skjuler sig.

En registrant

Hendes eneste selvstændige aktivitet på hotellet er opsporing af dufte, parfumer. Hver en flacon på værelserne finder hun og tilegner sig en dråbe af, som var det et personligt skuffesystem. Oplevelsen kommer endelig fra dybet af hukommelsen som egentlige personmarkører. Hun noterer impulserne, katalogiserer dem, beskriver dem. Rene åbenbaringer: »et møde med syltetøj, havvand, kulsyreholdigt vand, sukker, vin, gift, pollen, varmt vand, feber, orgel, stjerne, chokolade, korn.« For hvert værelsenummer en kort karakteristik: »Værelse 241 Climat, berusende, skovbund, vådt træ, vedholdende. Værelse 225 Liu, citronduft, kinesisk slør. Værelse 443 Magie noire, krydderier, læder, reb, peber, klæbende.« Side op og side ned. Undtagen hendes egen duft. Hun ved, den er der, den er navnet på en absolut stilhed, en kommende tomhed, et ophør.

En skønne dag udebliver hun fra hotellet. Ved knapt hvorfor, som ville hun optage det ukendte i sig. Hun tager atter toget og bussen og synes vilkårligt at ende et andet sted ved Middelhavet, stranden. Roligt, i en art lyrisk skønhed, slutter romanen med det uundgåelige. Konsekvent i sin komposition, med en smag af salt. Sansevækkende som overalt i sproget med dets fastholden af flygtigheden og kampen med den. Smukt også fastholdt på dansk i den meget franske litterære atmosfære.

Sylvie Bocqui: En sæson. Oversat af Hans Peter Lund.. Forlaget Etcetera. 96 sider. 199,95 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu