Læsetid: 7 min.

Fodbold for folket ... eller?

Om en uge fløjtes fodbold-VM i gang i Brasilien. En svensk journalist går på opdagelse i brasiliansk fodboldkultur, hvor der kan gå både politik i fodbold og fodbold i politik. Og hvor et 60 år gammelt trauma ved navn Uruguay ligger og lurer
Den afpolitiserede fodbold hyldes ofte, som en af de ting, der kan bringe folk sammen, men årets værtsland er måske et af de bedste eksempler på, at underholdning og politik ikke sådan lige er at adskille.

Silvana de Ararujo Barcelo

6. juni 2014

Egentlig tegnede det hele til at blive lidt af en fiasko. Stadionbyggerierne var forsinkede, store demonstrationer mod det dyre VM-projekt raserede gaderne i Rio og São Paulo og offentlige oprydningspatruljer hærgede i favelaerne. Tilmed var det brasilianske landshold i dårligere forfatning end nogensinde før. Men så skete der noget. Den nye præsident Dilma Rousseff fik beroligede masserne ved at give flere penge til sygehus- og uddannelsessektoren. Materialerne til de dyre stadions fandt alligevel vej fra Europa, og sidste sommer faldt den sidste brik i de brasilianske forberedelser så på plads: Det ellers på papiret nogenlunde middelmådige brasilianske landshold vandt VM-opvarmningsturneringen Confederations Cup ved at slå de forsvarende verdensmestre Spanien med 3-0 i finalen.

En spinkel fyr fik med en tvivlsom hanekam fik med flere golazos brasilianerne til at mindes egenrådige fodboldlegender som Pelé, Sócrates og Garrincha, og når Brasilien den 12. juni indleder VM med at møde Kroatien på hjemmebane i São Paulo, hviler ansvaret for en hel nations velbefindende på den unge Barcelona-spiller Neymars skuldre. Han er eneren, der skal give en fodboldgal nation håb om et sjette verdensmesterskab og om at genetablere det fodboldhierarki, hvor brasilianerne sidder i toppen og kigger på andre gode, men blege efterligninger af selve fodboldens essens.

To læderbolde

Det var englænderne, der startede det hele. Også i Brasilien. I 1894 vendte Charles Miller, søn af en engelsk jernbanearbejder, tilbage til Brasilien efter et ophold i England. Med sig havde han to læderbolde, der skulle komme til at klæbe til mange bare brasilianske fødder inden den første egentlig fodboldklub opstod omkring et jernbanefirma i São Paulo på den brasilianske østkyst. Herfra skulle historien være velkendt. Og så alligevel ikke. Ifølge forfatteren til bogen Græsset er altid grønnere i Brasilien, den i Rio bosatte svenske journalist Henrik Brandão Jönsson, er det måske ikke på de hvide sandstrande, at den særlige brasilianske udgave af fodbold med hurtigt småspil, vævre driblinger og eksotisk ekstravagance er opstået. Den kan lige så godt være opstået langs Amazonas bredder, hvor brasilianske arbejdere med kugler af gummi fra træerne efterlignede det spil, de engelske sømænd spillede, mens skibene blev lastet. Henrik Brandão Jönsson rejser selv ind i det uvejsomme Amazonas. Bl.a. til millionbyen Manaus, hvor der i næsten 50 graders varme skal spilles VM kampe på det nyopførte Arena Amazônia. Med en pris på cirka 1,7 milliarder VM’s dyreste stadion, som myndighederne efter sommeren regner med skal bruges til musikkoncerter, da ingen af de lokale klubber kan mønstre mere end nogle tusinder tilskuere til deres kampe.

Den særlige brasilianske fodboldsjæl var født. Og det endda hurtigt. Efter at Brasilien havde tabt semifinalen til Italien med 1-2 ved VM i Frankrig, var det i 1950 tid til at indtage fodboldtronen på hjemmebane i Brasilien. Henrik Brandão Jönsson tager os med til et stopfyldt Maracanã Stadion i Rio, da brasilianerne efter at have slået Sverige 7-1 i kvartfinalen og Spanien 6-1 i semifinalen skal møde lokalrivalerne fra Uruguay i finalen. Der er eufori i luften, og alle anser det for at være en selvfølgelighed, at det brasilianske hold efter kampen kan løfte VM trofæet. Men holdets opvarmning bliver spoleret af de mange politikere, der gerne vil ses sammen med dem. Spillerne får bevingede taler, men ingen mad, og midterforsvaren Juvenal vælger tilmed at gå i byen aftenen før kampen. Dagen efter kan 173.000 tilskuere på Maracanã bevidne, at Juvenal ikke er helt appelsinfri, da Uruguay slår Brasilien 2-1.

Gærdesmutten

Den sydamerikanske miniputnation giver sin brasilianske storebror en fodboldlektion, som skal komme til at ride den overtroiske fodboldnation som en mare mange år frem, og hverken VM-guldet i Sverige i 1958 eller i Chile i 1962 udvisker fuldstændig erindringen om mareridtet fra Maracanã. Men en gylden generation i brasiliansk fodbold båret frem af legenderne Pelé og Garrincha grundlægger den brasilianske følelse af at have et helt særligt landshold. Pelé vandt guld ved tre af de fire VM, han stillede op til, men selvom han regnes for verdens måske bedste fodboldspiller gennem tiderne, er der ifølge Henrik Jönsson én, der har en større stjerne i Brasilien: Garrincha.

For mens Pele giftede sig med en hvid middelklassekvinde, læste videre på universitetet og formåede at brande sig selv som et varemærke, var Garrincha en mand af folket. Han havde en ludfattig opvækst i udkanten af Rio. På bomuldsfabrikken, hvor han arbejdede, undgik han kun at blive fyret, fordi træneren for firmaholdet havde så desperat brug for den lille fyr, hvis ene ben godt nok var seks centimeter mindre end det andet, men som alligevel havde en omgang med bolden, ingen kunne matche. Af omveje nærmer han sig landstræner Vicente Feolas landshold og banker på til startopstillingen, da VM slutrunden i 1958 nærmer sig. En testkamp mod italienske Fiorentina skal afgøre, om Garrincha skal starte inde på højre wing. Det starter godt, og den tilmed kalveknæede og kun 1,67 m. høje tekniker hjælper Brasilien til en 3-0 føring. Men da han i det 80. minut står foran et tomt italiensk mål efter at have afdriblet tre forsvarsspillere og i stedet for at score vælger at drible tilbage i banen for at afdrible endnu en spiller, har Vicente Feola havde set nok af gærdesmutten. Garrincha går glip af en plads i startopstillingen til den turnering, der skal sikre Brasilien dets første VM-guld. Den lille dribler blev kåret til turneringens bedste spiller ved VM i Chile fire år senere. I 1983 døde han dybt alkoholiseret, men elsket af folket. På det tidspunkt havde han minimum 10 børn med forskellige kvinder. Herunder en svensk damefrisør, som han gjorde gravid under en turné, der bragte det brasilianske landshold til Västerbotten.

Korruption

Når der afholdes verdensmesterskaber, hyldes den afpolitiserede fodbold ofte som en af de få ting, der kan bringe folk sammen på tværs af etnicitet og religion, men årets værtsland er måske et af de bedste eksempler på, at underholdning og politik ikke sådan lige er at adskille.

Det så man for eksempel, da en del af klubben Corinthians’ tilhængere – de såkaldte Høge – blev trætte af klubleder og minemagnat Vicente Matheus. Ved et kup fik de sat klubdiktatoren uden for indflydelse og i samarbejde med 80’erne store brasilianske fodboldspiller Sócrates indledte de et demokratieksperiment i Corinthias, hvor beslutningerne, der vedrører truppen blev taget af – ja – truppen selv. Eksperimentet var en torn i øjet på militærdiktaturet, men inspirerede til gengæld demokratiseringsbevægelsen Diretas Já. De krævede frie præsidentvalg og da mere end million forsamlede sig i Rios gader for at protestere mod militærdiktaturet, var det Sócrates og Diretes Já-lederen og den senere præsident Lula, der fra scenen opildnede masserne og fik kongressen til at indføre frie præsidentvalg i Brasilien.

Det er dog langtfra det eneste eksempel på sammenblandingen af sport og politik. De sidste par kapitler i Henrik Brandão Jönssons bog behandler de mildest talt beskæmmende forhold, der har præget VM-arrangementet i Brasilien. En gennemkorrupt brasiliansk kongres har udnyttet de mange byggerier til at berige sig selv. Penge, der kunne være gået til at forbedre uddannelses- og sundhedssektoren, er gået til opførelsen af prestigestadions, der risikerer at stå øde hen, når VM engang er overstået. Samtidig har en stigende billetpriser gjort det nærmest umuligt for den brasilianske underklasse at komme til at følge deres helte på nærmeste hold. Alt det er der dog en mand, der har sat sig for at gøre noget ved. Han hedder Romário, bliver kaldt bulderbassen og har efter eget udsagn scoret mere end tusind mål i sin karriere. Et par af dem hjalp Brasilien til et VM guld i 1994. I dag er han kongresmedlem og udgør i kampen mod korruptionen en – også efter eget udsagn – enmandshær, der skal sørge for at bringe fodbolden tilbage til dem, der oprindeligt begyndte at dyrke den i 1890’erne: folket.

På banen er det enmandshæren Neymar, der skal sætte gang i sambaen og løfte habile, men mere anonyme spillere som Hulk, Oscar og David Luiz, hvis brasilianerne med et sjette VM-guld skal lægge afstand fra dødelige lande som Italien, der kun kan prale af 4 gange VM-guld, og Tyskland der kun har tre verdensmesterskaber. Efter Brasilien i åbningskampen har mødt Kroatien, står de i gruppespillet over for Mexico og Cameroun. En umiddelbart overkommelig opgave for Neymar og co. Derfra er der dog stadig langt til finalen og et eventuelt sjette verdensmesterskab. Bl.a. fordi kamprogrammet er faldet sådan ud, at Uruguay muligvis venter i finalen på det renoverede Maracanã.

Henrik Brandão Jönsson: ’Græsset er altid grønnere i Brasilien’, Oversat fra svensk af Tonny Pedersen, Peoples Press, 264 sider, 249,95 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Garrincha - vel den bedste wing (kantspiller) verden har set de sidste 60 år. Havde selv fornøjelsen at se ham spille for Botafogo i 1959. Som et andet unikum på en fodboldbane, George Best, kunne han desværre ikke holde sig fra flasken.