Læsetid: 3 min.

Følelser gjort ligegyldige

I et stivbenet drama forsøger Simon Staho at fortælle om fundamentalismens impotens og kærlighedens styrke. Og om muligheden for genfødsel. Desværre er det uklart, hvorfor dén historie skal fortælles
Fremragende skuespillere som Peter Plaugborg og Sonja Richter kæmper med den klodsede, betydningsladede dialog og med personskitser, der uretmæssigt påberåber sig dybde i Simon Stahos ’Miraklet’.

SF Film

5. juni 2014

Ad en lang og tornet vej er danske Simon Stahos ottende spillefilm ankommet humpende og forslået til landets biograflærreder. Filmen er optaget helt tilbage i 2011. Den var oprindelig tænkt som en musical, men i mellemtiden er alle sangscener blevet klippet ud. Oprindelig hed den En dans på roser, nu hedder den Miraklet. Karaktererne har ikke længere noget at synge over, og som tilskuer er der ejheller noget at råbe hurra for.

Sonja Richter spiller Johanna, der er lam fra livet og nedefter. Hun var engang den lokale dansedronning (som ung spillet af Emma Sehested Høeg), ja, hun gik så meget op i den koreograferede nydelse, at hun knuste kærligheden til Jakob (Allan Hyde), fordi han ikke var en teknisk god nok danser. Det mere end antydes, at hendes invaliditet er direkte forbundet til hendes nu paralyserede følelsesliv.

Mellem internet og syndefald

Johanna er endt i rullestol i det fundamentalistiske landsbysamfund, hvor hendes ungdomskærlighed forliste. Nu i ægteskab med den voldsomt troende præst Erik (Peter Plauborg), der hver søndag forsøger at få miraklet til at ske: at få Johanna til at rejse sig og gå.

Vi befinder os før internettet, men efter Syndefaldet. Nærmere bestemt i den opdigtede by Aunsvig i et vistnok jysk sogn i det herrens år 1971. Folk ligner nu mere noget fra en Hans Kirk-filmatisering, sikkert for at betone den bagstræberiske indre mission, som de er besat af – og som Staho overfortæller så skingert.

Det er et mådeholdent afholdsliv, ægteparret fører, det hersker der ikke tvivl om. Gulvbrædderne knager, vinden hujer i tagpappet, alt er rationeret, lunkent, gråt, usaltet, umusikalsk. Vandet siler nærigt. Hjemmelivet er klaustrofobisk smalhals. Men naturens kræfter er frie, her strømmer livet uhæmmet. Det får vi fortalt i close-ups af vandløb.

Den voksne Jakob (nu spillet af Ulrich Thomsen) kommer til byen. Han er rødhåret, udfordrende, hævngerrig og kører på motorcykel. Han har netop arvet dansesalen, hvor Johanna stadig er i kontakt med sin passion, dansen, nu som underviser af børn. Snart blusser kærligheden mellem ekskæresterne på ny. Og da Johanna genfinder den sande kødelige lyst, så slår hun minsandten sit hår ud. Ikke i sig selv et fortællemæssigt faux pas – men lagt oven i alle de andre klicheer og overforklaringer undervejs føler man sig som tilskuer talt ned til.

Kvæler potentialet

Miraklet er en klassisk historie om genfødsel. Den vil diskutere religiøst fællesskab over for individuel frihed, men den tunge iscenesættelse og det stivbenede manuskript kvæler potentialet. Og forsøget med at skabe en mere teatralsk, virkelighedsfjern, fåmælt dialogform sander til i en udynamisk pingpong mellem stereotype fremstillinger af både repressiv tro og frigørende kærlighed. Alt imens fremragende skuespillere som Peter Plaugborg og Sonja Richter kæmper med den klodsede, betydningsladede dialog og med personskitser, der uretmæssigt påberåber sig dybde.

Stahos stil er demonstrativt kunstlet, men bliver desværre sjældent kunstnerisk væsentlig. Visuelt dyrkes der kejtede kameravinkler, intime close-ups og en slags sejlende fortolkning af Dogme-filmenes håndholdte kameraføring. Og von Trier-betændelsen strækker sig ikke kun fra Dogme-prototypen Breaking The Waves – komplet med mirakuløs helbredelse og landskabsvignetter – men også til de mere teatralske fremmedgørende teknikker – såsom bibelsk kantet dialog fjernt fra hverdagstale og kameravinkler, der gør opmærksom på sig selv – fra mesterens film. Store følelser bliver ligegyldige i Miraklet, fordi man som tilskuer ikke føler for hovedpersonerne. Det er de simpelthen for konstruerede og stramt instruerede til. I stedet kunne de så have været figurer i en interessant og udfordrende iscenesættelse fuld af formmæssig friskhed. Men det er de heller ikke.

’Miraklet’ Instruktion: Simon Staho. Manuskript: Simon Staho og Peter Birro. Dansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu