Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Fornærmelsens kunst

Trods manglende præcision i detaljen er og bliver Martin Zerlangs karikaturhistorie en fremragende bog
Lars Bukdahl er den generende haj med stor næse som finne, som Ib Michael har lovet ’tørre tæsk’. Nutidig karikaturtegning i Politiken og Philip Ytournels streg. Illustration fra bogen.

Lars Bukdahl er den generende haj med stor næse som finne, som Ib Michael har lovet ’tørre tæsk’. Nutidig karikaturtegning i Politiken og Philip Ytournels streg. Illustration fra bogen.

Kultur
20. juni 2014

Til karikaturen som kunstart hører en dragende dobbelthed. På den ene side vælger den udgangspunkt i en lighed, på den anden side søger den altid ud i en forskel, og jo større spænding den opnår imellem lighed og forskel, jo bedre er karikaturen.

Dette er blot en af de mange præcise betragtninger, man finder i professor Martin Zerlangs guldgrube af et billed- og ordværk om dansk litterær karikatur – et elegant komponeret og veloplagt berettet stykke kultur- og mediehistorie, rækkende (groft sagt) fra romantikken og op til i dag.

En anden præcis betragtning er den, der efter lystvandringen blandt forfattere og tegnere får lov at afslutte bogen: For nogle vil karikaturen være en fornærmelse, for andre en anerkendelse. For nogle vil karikaturen være ensbetydende med et karaktermord, for andre et kulturelt løft. Men for alle vil litteraturen blive et af de steder, hvor karikaturen trækker identitetens konturer op i spillet mellem anerkendelse og fornærmelse.

Det er klogt gjort af Zerlang lige fra begyndelse til slutning at anskue karikatur som et våben i en kulturel og social kamp, i ’anerkendelseskampen’. For den rammende karikatur både ophøjer og nedgør. Ved at pege sit offer ud siger den: Jeg har set dig! Men ved samtidig at pege fingre af ofret tilføjer tegningen: som du er! At karikere er at fornærme en person ved at udlevere ham eller hende til latteren, men vil man eksponere lattervækkende personlighedstræk, må man først opdage dem. Og hertil bidrager i højeste grad forfatteres selveksponering, som ofte slår om i selvkarikering.

Skarpsindigt beskriver Zerlang i den forbindelse, hvorfor Suzanne Brøgger har vist sig svær at karikere. Dels er damen jo smuk, dels har hun gennem selvudleverende selvkarikering angrebet ensretning og nivellering. Så selv om Anne-Marie Steen Petersen med et saltsyrestænk af ondskab har udstillet forfatterindens mildt sagt lettere kaotiske tandrække, forbliver det gennemgående indtryk, at Suzanne Brøgger »har formået at placere sig uden for karikaturtegnernes rækkevidde«.

Tegnere som helte

Det samme kan ikke ligefrem siges om eksempelvis Herman Bang, som tegnere hurtigt gjorde genkendelig med det store hoved, de mærkeligt søvnige øjne, den runde ryg og de betuttede fingre i munden. Således blev han set eller rettere kigget ud af Alfred Schmidt, en af heltene i Zerlangs bog. Af de øvrige er allerede nævnt én, men fremhæves skal da også Wilhelm Marstrand, Peter Klæstrup, Axel Nygaard, Eigil Petersen, Anton Hansen, Sophus Jürgensen, Carl Jensen, Herluf Jensenius, Hans Bendix, Herluf Bidstrup, Bo Bojesen, Roald Als og fra de allerseneste år Philip Ytournel.

Sidstnævnte herre kommenterede i foråret 2011 vittigt det famøse skriv, hvori en landskendt forfatter, Ib Michael, lovede »tørre tæsk« til Lars Bukdahl. Tegningen forestiller to rigeligt solbrændte herrer, stående i en badeidyl. Men hyggen ødelægges brat, da Bukdahl nærmer sig som en rygsvømmende, blodtørstig haj. Kritikerens karakteristiske næse – og dermed måske i overført forstand hans sans for litterær kvalitet – er afbildet som en dystert truende finne!

Over stregen

Bemeldte lugteorgan kan passende illustrere den grundlov inden for karikatur, der hedder overdrivelse af det karakteristiske, og som hos de bedste inden for faget går hånd i hånd med forenkling og forvrængning. Det skal ligne – og så alligevel ikke. Det skal gå tæt på ofret, men samtidig lægge kritisk afstand. Karikaturer skal trække frontlinjer op, markere polemiske skel. Og stregen skal helst gå over stregen.

Derfor beklagede Jeppe Aakjær sig over pressens »luskende karikaturdrenge«, og H.C. Andersen stemplede hele den hjemlige befolkning som »Corsarbørn«, der kun levede »for at se Smaaligheder og Feil hos Enhver fremtrædende Personlighed«. Forud herfor var bl.a. gået en artikel i Corsaren om skuespillet Maurerpigen, der af anmelderen bevidst blev fejllæst, som om det var en komedie, en parodi på en tragedie.

Jo, Goldschmidt med fleres Corsar er naturligvis med i dette kædekomponerede vue over den litterære karikaturs danske historie, sammen med satire- og vittighedsblade som Gnisten, Punch, Klods-Hans og Exlex, plus ikke at forglemme mellemkrigstidens kendte kulturradikale, socialistiske og kommunistiske tidsskrifter, hvorfra en linje videre trækkes til Corsaren II 1974-84. I dette blad beklagede forfatteren Sven Holm sig i en leder over det lavtgående danske humør. Men, tilføjer Zerlang så syrligt, »lederen var ikke så morsom, at den kunne dementere påstanden om, at det danske normalhumør ikke oversteg 30 centimeter i højden og 16 centimeter i bredden, og at det i øvrigt under normale omstændigheder begrænsede sig til to vittigheder, tre brandere og halvandet grin.«

Oremark og Blomme

Umiddelbart efter denne passage gør bogens forfatter et behjertet forsøg på at føre værket helt up to date med et afsnit om rap. Men nægtes kan det ikke, at der på dette stadium af gennemgangen er indtruffet en vis afmatning, i hvert fald hvad angår præcision i dokumentationen. Jeg fatter f.eks. ikke, hvordan Zerlang kan bringe en Bo Bojesen-tegning af Rifbjerg som Jylland, Andersen som Fyn og Grundtvig/Oehlenschläger som Sjælland uden at nævne den digtsamling, Fædrelandssange (1967), som karikaturen hentyder til. Leif Panduros kronologi løber beskrivelsen fuldkommen sur i, og aldeles galt går det i et afsnit om Per Højholt, hvor det påstås, at digteren »på forsiden af digtsamlingen Turbo (1968) nærmest forvandler sig til det æg, han har i munden.«

Martin Zerlang kan umuligt have haft Turbo i hånden, for dens knaldgule forside er typografisk, med sorte fartstriber i titlen, og hvad angår ægget i munden, optræder det ganske rigtigt i Volumen (1974), men ikke på bogens omslag. Her havde lidt konsulentbistand unægtelig været på sin plads.

Korrektur har man også sparet på; et ondsindet tekstbehandlingsprogram har forvandlet en stribe bindestreger til tankestreger, og et stikprøvetjek af citater fra Klaus Rifbjergs Marts 1970 og Suzanne Brøggers Jeg har set den gamle verden forsvinde – hvor er mine øreringe? (2010) viste sjusk og afskrivningsfejl. At lyrikeren og prosaisten Marianne Larsen er blevet til »Marianne Andersen«, må skyldes sammenblanding med Vita Andersen, medmindre det da er tegn på, at Zerlang ikke aner, hvem damen er.

Nå, men før denne artikel ender som en selvkarikerende udstilling af anmelderen som en blanding af Lektor Blomme og den nøgleknipperystende fransklærer Oremark fra Det forsømte forår, skal det understreges, at Karikaturland immervæk er en vidunderlig bog. Hvad titlen angår, må det desuden nævnes, at den såmænd stammer fra Edvard Brandes, der i en roman fra 1898 karakteriserede Danmark som »dette rædsomme lille Karikatur-Land«. Efter læsning af Martin Zerlangs store bedrift af en bog føler man sig nærmest glad og stolt over at tilhøre et herligt lille karikaturland.

Martin Zerlang: ’Karikaturland. I krydsild mellem danske forfattere og tegnere’. 308 s. Illustreret. Kr. 349,95. Forlaget Vandkunsten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her