Læsetid: 5 min.

Galskaben svirper over landet

Sommerens revystart bekræfter, at revyerne burde være obligatoriske for alle ministre. Både TamTam i Tivoli, Rottefælden og Sønderborgrevyen er i hvert fald fyldt med historier om alle os, der betaler vores underbukser selv
Hun hedder ikke noget, denne tykke kvinde i alt for stram nederdel i Tivolis revy TamTam. Men sådan som Bodil Jørgensen lader hende gå rundt og fortælle om samfundet, så ligner hun alle os tilskuere mere indeni, end vi egentlig bryder os om at indrømme.

Miklos Szabo

11. juni 2014

Jo. Den er gal med Lars Løkkes underbukser. Og Helle Thorning ved ikke helt, hvad hun skal stille op. Så langt er der enighed i Tivoli-revyen TamTam, Rottefælden i Svendborg og Sommerrevyen i Sønderborg.

Men den afgørende revymelding er faktisk, at Tivoli har fået Bodil Jørgensen til at kaste sig ud i frit fald som revystjerne. At Jan Schou stadig kan forføre alle sind i Svendborg – nu med Silas Holst som stepstjerne. Og at Jeanne Boel og Trine Gadebjerg skaber kvindedominans, så galskaben svirper i Svendborg.

Disse tre revyer giver simpelthen publikum mulighed for at se komik og klovneri på højeste niveau – frygtløst, vanvittigt og fuldstændig overrumplende. Og den viser først og fremmest revyscener om helt almindelige mennesker. Sådan nogen som dig og mig, der betaler vores tøj selv.

Bodil Jørgensen trumfer alle med sin galskab. Egentlig laver hun en slags revy-i-revyen i TamTam, fordi hendes anarkistiske humor ikke lige kan rummes af en sædvanlig sketch med forvikling og slutpointe. Bodil Jørgensen er i særklasse. Hendes satire er ikke synderligt politisk. I stedet trisser hun typisk ind på scenen som Frøken Hvem-som-helst – og allermest som Frøken Ingen-som-helst. Som en helt almindelig kvinde, der formodentlig lige er stået af bussen, eller som netop har været i Netto. En kvinde, der mener en del om livet, men som aldrig nogensinde har forestillet sig, at netop hendes mening skulle være værdsat noget sted. Derfor siger hun bare alle sine iagttagelser til sig selv – og dermed til os, der tilfældigvis sidder der, hvor hun står og snakker.

Chaplins grandniece

Bodil Jørgensen kunne være Chaplins grandniece – så alvorligt er hendes klovneri. Hendes komik rummer så meget sorg og sortsyn, at hun knap orker at åbne munden. Men så tager fanden alligevel ved hendes snakketøj, og så vrænger hun den ene groteske historie frem efter den anden, så folk er ved at knække sig af grin. For hvordan kan hun spille så enfoldig? Og hvordan opstår alt det beske, når hendes sketches tilsyneladende er helt enkle og lige ud af landevejen?

Nummeret ’Den lille Kat’ – med en tyk dame, der leder efter sin mis – er et guldnummer, der sagtens kan gå hen og blive en YouTube-perle på linje med Kjeld & Dirchs tømmerflådesketch. Bodil Jørgensen rykker hele tiden rundt på kjolen, så fedtet indenunder skvulper med, mens hun leder efter katten. Og så fortæller hun ellers om sit stille liv i de særeste udpenslinger. Det er mageløst.

Samme latterbrøl opstår måske ikke i resten af revyen i Tivoli. Men alle performere er i topform i Joy-Maria Frederiksens musikalske iscenesættelse. Niels Olsen står for de fleste af teksterne – med en bramfri humor, som klæder Glassalen. Men også med en hverdagsærgrelse, som skaber respekt hos publikum. Ikke mindst nummeret »2 Panodiler« om den nye vagtlægetelefon, hvor ingen nogensinde får hjælp. Dette nummer bekræfter også, at revyer burde være obligatoriske for alle ministre. For det er altså her, at folkesandhederne siges tydeligst – med publikums latterbrøl eller fesne klapsalver som kontant afregning. Søs Egelinds vidunderligt vrantne Tivoli-abonnine-nummer »Tak for kaffe« af Lisbet Wulff sammen med Bodil Jørgensen fortæller mere om selvfedmen i Danmark end alverdens dyrtbetalte analyser.

Silas danser latin

Også i Rottefælden lever den almindelige dansker og har det fint i Chresten Speggers herligt ligefremme instruktion. Revyfænomenet Jan Schou er garanten for den dybe, fynske latter, og så leverer han endnu en gang sin kærligt-satiriske fortolkning af Dronning Margrethe, vel at mærke med den bedste sitremund, man kan få i majestætskopi.

Ellers er det meget Familien Danmarks tv-virkelighed, som Rottefælden er optaget af. Revydebutanten Silas Holst boltrer sig i hvert fald charmerende i rollen som sig selv fra Vild med Dans. Men han giver den også gas og godt humør i alverdens fynske prøvelser; den dreng kan mere end sine latindanse.

Det er dog Susan A. Olsen og Rikke Buch Bendtsen, der bedst rammer lummerheden i reality-tv. I Gunvor Reynbergs nummer »Mig og min mor« sidder de to generationers ens blondineparykker, som de skal – og den krampagtige symbiose mellem mor og datter bliver frysende i sommervarmen. Det er kostelig samfundssatire over alderdomsforskrækkelsen.

Kamelæon og prutter

Nede i Sønderborg Revyen har direktør Leif Maibom valgt at invitere skuespilleren Trine Gadeberg med ind i ledelsen. Men det er den ukuelige Leif Maibom og hans Thorleif-skikkelse, som folk valfarter for at se – og det er ham, der elegant spiller sketchen »Kamæleonen«, som allerbedst portrætterer dansk politiks uvederhæftighed lige nu.

Alligevel er det Jeanne Boel og Trine Gadebergs fantastiske gøglernummer »Los Dos Senoritos«, der får det til at gibbe mærkeligst i publikum. For disse to kvinder spiller desillusionen helt ud. De spiller godt nok to fallerede cirkusartister med et latterligt pruttenummer, men deres livstrætte showansigter kunne lige så godt dække over udmattede ejendomsmæglere eller skolelærere. Disse to kvinder vil simpelthen ikke mere. De bliver bare ved, fordi de har brug for pengene. Dermed bliver nummeret til en opfølger på sidste års tilsvarende uudgrundelige proptrækkernummer i Sønderborg – gakket og vanvittig morsomt.

Hvor revyerne ofte satser på det politiske og aktuelle, så har Tivoli, Svendborg og Sønderborg i år droppet størstedelen af den politiske analyse. Når Lisbet Dahls portræt af Lars Løkke Rasmussen i Cirkusrevyen er så uovertruffent, så er der vel heller ikke noget synderligt at tilføje, tænker man. Men egentlig kan det vel også ses som en hån over politikerne og deres nødløgne, der efterhånden nærmest er for sølle at lave satire over.

Til gengæld har dette fravalg skabt plads til sketches om os andre. Med slebne pointer om os hverdagsmennesker – ikke mindst med et skarpt blik for den ultratynde balance mellem normalitet og afvigelse i dagens Danmark.

Det er altså blevet revytid for den helt almindelige dansker. Det er egentlig ganske befriende.

TamTam. Iscenesættelse: Joy-Maria Frederiksen. Tekster: Niels Olsen, Jacob Morild, Lisbet Wulff, Jesper Winge Leisner m.fl. Glassalen i Tivoli til 26. juli.

Rottefælden. Iscenesættelse: Chresten Speggers. Tekster: Chresten Speggers, Vase & Fuglsang, Jens Krøyer, Gunvor Reynberg m.fl. Til 23. august.

Sønderborgrevyen. Iscenesættelse: Leif Maibom og Jan Hertz. Tekster: Flemming Jensen, Leif Maibom, Carl-Erik Sørensen m.fl. Til 26. juli

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu