Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Hverdagsmennesker med vildskab

Revyerne dyrker blondinen og den rigtige mand – og foreningsfanatikerne med hang til dagsorden. For den politiske satire er blevet erstattet med billeder af gennemsnitsdanskeren. I hvert fald i Hjørringrevyen og Græstedrevyen
Kultur
28. juni 2014

Revy er ikke lutter Lars Løkke. Revy er også stedet, hvor hverdagsmennesket kommer til orde.

Sådan en revy er både Hjørringrevyen og Græstedrevyen. På Vendelbohus lykkes portrætterne flottest. Her hviler kunstnerne overbevisende i de underligste menneskeskildringer i Donald Andersens grinesikre iscenesættelse og Henrik Baloo Andersens veloplagte musikalske leg. Og her bliver der zoomet så roligt og sikkert ind på de udvalgte ikke-kendisser og ikke-magthavere, at tilskueren slet ikke kan undgå at mærke genkendelsens fryd og frygt.

Read my tits-kvinden

Kirstine Hedrup er Hjørrings nye revyprinsesse. Hun stolprer uimponeret op på scenen i høje hæle og afbleget plasticparyk, og så giver hun ellers tidens standardblondine en tiltrængt omgang selvtillid. Her er en kvinde, der bedømmer livet ud fra, hvordan det var for en halv time siden – og hvordan det nok bliver om fem minutter. Den horisont er tilstrækkelig for denne pige, der kalder sig selv for »noget af en humørbombe«. Eller som hun siger, mens hun knækker rundt på hælene: »Jeg har en kanongod kontakt til mit underliv.« Og det er der så ingen af vendelboerne, der lader til at betvivle …

Men hvis denne read my tits-kvinde skal stå som billedet på tidens reality-kvinde, så matches hun også effektivt af tidens macho. I Leif Maiboms muntre jydenummer En rigtig mand er der i hvert fald ingen tvivl, når Tom Jensen stiller sig frem med rulleøjne og forklarer, hvordan det nu engang er i hovedlandet:

»En mand er kun en mand, hvis han har trailer.«

Overfald med clutch

Men i Hjørring er en rigtig mand altså mest af alt ensbetydende med Hans Holtegaard. Denne store skuespiller har en helt speciel, maskulin ro over sig. Hans enorme korpus lader sig ikke lige lokke ud af kurs. Og hans stemme har en sindighed, som får alle til at høre efter – og til at klukke. Om han spiller overlæge eller klisterfabrikant eller indvandrer gør ingen forskel.

Hans Holtegaard har en gigantisk troværdighed i alt, hvad han siger. Selv når han går på scenen som kvinde i korsage, er der ingen, der betvivler hans desperation over de løgnagtige mænd. Kristian Holm Joensens bange bokser får i hvert fald så mange slag af Hans Holtegaards dametaske, at han må være mere gul og blå fra dette ’clutch-overfald’ end fra alverdens mesterskaber i bokseringen.

Brillerne i Græsted

Græstedrevyen forsøger at nå de samme højder. Skuespillerne Mette K. Madsen og René Richardt forsøger efter bedste evne at ramme tidens mennesker – med eller uden glødende mobiltelefoner og truende tatoveringer. Og Sofie Stougaard snupper bagefter de groteske parodier, mens Troels Malling tager sig af de forsigtige eksistenser.

Men ingen af numrene i Gordon Kennedys rodede og langstrakte iscenesættelse kommer op at flyve på Græstedrevyen. Her er performerne vitterlig bedre end både deres tekster og deres kostumer – og det er decideret pinligt, at revyens kernenumre er fra 1980’erne, både når det gælder politikerne og musiknumrene. Også selv om det nok skal passe, at mange af os voksne danskere måske ikke har skiftet verdenssynet ud med globaliserede linser endnu. Græstedrevyens briller overbeviser bare heller ikke.

Lækker lagenleg

Men det gør Hjørringrevyens. Her er der simpelthen et blik for mig og min nabo, som er frygtløst og præcist. Kirsten Brink har desuden pakket hele scenen ind i enorme lagner, der hejses op i de flotteste mønstre undervejs – og som belyses i de vildeste farver. Dette er ikke bare nytænkende som en indpakning af en revy. Det virker også kærligt og beskyttende.

Det viser sig også at være nødvendigt. For når Lone Rødbroe spiller en ukuelig, men alt for gammel sanger fra Nordjysk Pigekor, der nægter at forlade det eftertragtede ungpigekor, så krummer man først tæer. Og derefter begynder man at føle med denne stakkel. For hvad er det lige, man stiller op, når man tror, at man har fundet lykken, men kærligheden ikke bliver gengældt? Det er godt set.

Tømmerflådetiming

Ellers er det faktisk hele Foreningsdanmark, der bliver skarpest portrætteret i Hjørring. I Kjeld Torbjørns nummer Genvalgt vakler en mand nemlig op på talerstolen for at udføre første punkt på dagsordenen, nemlig at give ordet til aftenens dirigent. Men eftersom han er fuldstændig affældig, gør han bare det samme: Giver ordet til aftenens dirigent. Og sådan fortsætter det mellem de to, formodentlig til deres dages ende.

Her er vi ude i en fuldstændig barok humor, som netop kun komikere som Hans Holtegaard og Tom Jensen kan præstere. Med pauser og blikstandsninger og læbetics, der forrykker sig i det uendelige – og med en ’tømmerflådetiming’, der gør næsten ondt.

Blandt teksterne er det ellers Kristian Holm Joensens nummer Mand på 48, som bedst viser hverdagsmenneskets tvivl.

»Jeg er en mand på 48/ og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,« siger Kristian Holm Joensen med tvivlerøjne. Og så tilføjer han med sin drævende stemme:

»Har NATO været glad for Anders Fogh?/ Og hvorfor købte vi de IC4-tog?«

Og det var der ikke mange af os hverdagsmennesker, der kunne svare på i Hjørring.

Hjørringrevyen: Vi veeed det ikke. Iscenesættelse: Donald Andersen. Scenografi: Kirsten Brink. Kapelmester: Henrik Baloo Andersen. Vendelbohus til 2. august.

Græstedrevyen: Alt er perfekt. Iscenesættelse: Gordon Kennedy. Græsted Kro til 28. september

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her