Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Ikonet med flere facetter

Den polske veteran-instruktør Andrzej Wajda fortsætter sin kortlægning af polakkernes lidelseshistorie med en underholdende, men også historisk loyal film om den polske arbejderhelt, der blev sit lands præsident
De polske arbejdere kunne ikke kun politisk, men også mentalt følge en leder, der på spørgsmålet om han frygtede en sovjetrussisk invasion af sit land som konsekvens af urolighederne, svarede: ’Jeg frygter kun Gud’

De polske arbejdere kunne ikke kun politisk, men også mentalt følge en leder, der på spørgsmålet om han frygtede en sovjetrussisk invasion af sit land som konsekvens af urolighederne, svarede: ’Jeg frygter kun Gud’

Camera Film

Kultur
12. juni 2014

Man bør være på vagt overfor det såkaldte dokudrama, der foregiver at referere vores samtidshistorie med udgangspunkt i dens afgørende aktører.

Men ’Walesa – Håbets Mand’ af den polske veteran-instruktør Andrzej Wajda, der har dansk premiere i dag, er den undtagelse, der bekræfter reglen. Som er, at fiktionens krav til storyboard, altså redigering af historien til dramatisk effektivt plot, kvæster kravet til akkuratesse og løber risikoen for udelukkende at afspejle instruktørens mere eller mindre fikse idéer om den skildrede ’virkelighed’.

Et stygt eksempel er den tyske film om Hitlers sidste dage, Der Untergang (2004), der afstedkom en ilter debat om fortællingens empati for SS-generaler og notoriske krigsforbrydere som rationelle, men i grunden sympatiske pjok, der ville det tyske folks bedste, men ikke turde anfægte Der Führer. Eller tænk på JFK, Oliver Stone’s version af Kennedy-mordet, der leverer et stærkt underholdende, men uhyre forenklet svar på en stadig uopklaret forbrydelse.

Også Wajdas film om Lech Walesa, elektrikeren, der blev ikon for det polske arbejder-oprør mod arbejder- staten, forenkler beretningen om en lettere kolerisk narcissist med imponerende tillid til egne evner som politisk og faglig leder.

En mand, der nærmest er stolt af, at han aldrig har læst en bog, men i stedet hviler i sin uomtvistelige karisma som folketaler og politisk strateg.

Stridbar begejstring

Drejebogen er, så vidt jeg kan skønne, loyal over for de faktiske historiske forløb og stikker ikke de mere pinagtige detaljer under stolen. Som da Walesa arresteres under den blodige strejke i Gdansk i 1970, hvor 10 arbejdere blev dræbt, og underskriver en ’samarbejdsaftale’ med det hemmelige politi om at informere om sine kammerater (afdækket i en bog fra 2008 af to polske journalister).

Filmens Walesa forsvarer sig med, at han ville »skrive under på hvad som helst« for at komme hjem til konen og den netop førstefødte søn.

Elektrikeren Lech Walesa, der blev ikon for det polske arbejderoprør mod arbejderstaten, var en lettere kolerisk narcissist med imponerende tillid til egne evner som politisk og faglig leder. En mand, der nærmest er stolt af, at han aldrig har læst en bog, men i stedet hviler i sin uomtvistelige karisma som folketaler og politisk strateg.

Elektrikeren Lech Walesa, der blev ikon for det polske arbejderoprør mod arbejderstaten, var en lettere kolerisk narcissist med imponerende tillid til egne evner som politisk og faglig leder. En mand, der nærmest er stolt af, at han aldrig har læst en bog, men i stedet hviler i sin uomtvistelige karisma som folketaler og politisk strateg.

Camera Film

Er han discipel af Albert Camus, der som bekendt ville forsvare sin mor frem for retfærdigheden, hvis han stod over for det dilemma? Eller er han en politisk opportunist, der var klar til at sælge sine kammerater? Filmen vælger at tro det første, men antyder også det sidste. Og vi ved fra førnævnte bog, at da han blev præsident (1990-95), rekvirerede han sin mappe i politiets arkiver og leverede den tilbage med udrevne sider.

Han var eksempelvis heller ikke formelt valgt som tillidsmand for arbejderne på Lenin-værftet i Gdansk i 1980, eftersom han blev fyret i 1976. Men da strejken brød ud, typisk på vrede over en konkret sag, nemlig fyringen af en kvindelig kollega tæt på pensionsalderen, trådte han i karakter som selvudnævnt strejkeleder og medstifter af ’Solidaritet’, den frie fagforening, der ikke kun vendte op og ned på Polen, men på sigt hele det sovjetdominerede Østeuropa. Han greb lederskabet så at sige uden at spørge og med den ’stridbare begejstring’, der ifølge vor egen Georg Brandes er vandmærket i den polske folkekarakter.

Dette anarkistiske træk hos Walesa har filmen fat i, ligesom den uden at overspille temaet mere end antyder hans alliance med den katolske kirke. Kirken var gennem hele den kommunistiske periode en seriøs modspiller til regimet, og fik blandt andet gennemtrumfet den polskfødte pave Johannes Paul II’s symbol-ladede besøg i 1979 (hans første udlandsrejse som pave). Besøget er med i filmen som et af flere dokumentariske indslag fra tv-nyheder og uge-revyer.

»Jeg er troens mand,« siger Walesa et sted med en central replik for forståelsen af bredden i den langstrakte arbejdskamp, han stillede sig i spidsen for. De polske arbejdere kunne ikke kun politisk, men også mentalt følge en leder, der på spørgsmålet om han frygtede en sovjetrussisk invasion af sit land som konsekvens af urolighederne, svarede: »Jeg frygter kun Gud.«

Vrede i stedet for angst

Lech Walesa var aldrig bange for staten, heller ikke da den hentede ham til ’kammeratlig samtale’ i 1981, da Polens nye stærke mand, general Wojciech Jaruzelski, havde erklæret undtagelsestilstand med netop den begrundelse at ville forhindre en sovjetisk invasion som i Tjekkoslovakiet 1968.

Og her kan jeg på sæt og vis bekræfte systemkritikernes frygtløshed. Forklædt som kristen nødhjælpsarbejder var jeg i Warszawa den vinter og husker, hvordan jeg blev helt paf i mødet med hustruen til en fængslet dissident, der sad med forkølede småbørn i et klamt køkken og til citat skældte ud på systemet med en vrede og foragt, der lå lysår fra den angst, jeg forventede. Nuvel – konen var rimeligvis også bange, men viste det end ikke antydningsvis. Akkurat som Danuta, Walesas hustru og mor til hans otte børn, der fremstilles som foruroliget, bekymret, men aldrig angst. Hun tager det med stoisk ro, når manden, hver gang han hentes af det hemmelige politi, lægger vielsesring og armbåndsur på kommoden med besked om, at hun kan sælge sagerne, hvis han ikke kommer tilbage.

Filmen forlener overbevisende denne religiøst betingede standhaftighed med arbejdskampenes besvær med at få enderne til at mødes, og har jeg en anke mod filmen, er det, at systemets repræsentanter, politifolkene, værftets chefer og partibosserne – fremstilles lige lovlig firkantet som enten arrogante, hævngerrige eller i bedste fald svage og flove. Hvis der var nogen i Polen, der troede oprigtigt på den ægte socialisme, er de ikke med i denne film.

Men måske fandtes de slet ikke – i hvert fald opdagede den Polen-kyndige Ulla Terkelsen (som jeg har trukket på om Andrzej Wajda og polsk kulturliv i almindelighed), da hun studerede i Warszawa i 1963, at hun »var den eneste den eneste kommunist i et kommunistisk land«, som hun udtrykker det, og tilføjer:

»Man skal huske, at Polen ikke kun er et dybt katolsk land, men også har en lang tradition for at pleje en kunstnerisk kontrakultur, der er kritisk overfor den til enhver tid regerende statsmagt, og det forsvandt ikke med indførelsen af det kommunistiske system i 1945.«

Hvilket er med til at forklare, at polsk film allerede i de sene 1950’ere og tidlige 1960’ere var interessant også udenfor Polen. Om det så var polske filmplakater, vakte de berettiget opsigt med en visuel styrke, der fremhævede det kunstneriske armod i datidens danske filmplakaters pulp-æstetik.

En mere konkret forklaring på ’den polske nybølge’, hvis særkende er et melankolsk-pessimistisk præg, er etableringen af filmskolen i Lodz i 1948, som Andrzej Wajda udgik fra, og som siden fostrede genier som Roman Polanski, der med Chok og Kniven i Vandet bekræftede polsk films position, før han fortsatte karrieren i Europa og Hollywood, og Krzysztof Kieślowski med tv-serien Dekalog, hvoraf to afsnit blev til biograf-film, og senere Blå-Hvid-Rød-triologien, der i 1990’erne igen satte polsk film på verdenskortet.

En partisan indsmurt i lort

Af de billeder, der har lagret sig i Ulla Terkelsens og min årgangs erindringskiste, er plakaten for Andrezej Wajdas De 63 dage, der viser en maskinpistolbevæbnet partisan siddende på kanten af et åbent kloakdæksel indsmurt i lort, og som lige siden har været min indre visuelle reference, når samtaler har strejfet Warszava-opstanden i 1944. Hvad jeg ikke vidste den gang i sommeren -58, da filmen gik i Rialto, en for længst lukket kvalitetsbiograf på Frederiksberg, var, at filmen var andet afsnit i instruktørens film-føljeton, der gennem årene har gjort ham til kronikøren af det polske folks dramatiske lidelseshistorie, og som udover De 63 dage (1957) omfatter hovedværker i europæisk film som Aske og diamanter (1958) om en polsk partisans anfægtelser over likvidering af politiske modstandere, Marmormanden (1977) der kritiserer idéen om det perfekte marxistiske menneske og Jernmanden (1981), hvor det lykkes Wajda i et kortvarigt ’censur-åndehul’ at lave en film om værft-strejken i Gdansk, og altså en forløber for Walesa-filmen. Også Katyn (2007) om sovjethærens massakre på det polske officerskorps i 1940 (Wajdas far var blandt ofrene), hører med til den nu 88-årige instruktørs betydelige film. Om Walesa – håbets mand får samme status skal jeg ikke gøre mig klog på – men jeg var lysvågen i alle 127 minutter.

Wajdas film om Lech Walesa, elektrikeren, der blev ikon for det polske arbejder-oprør mod arbejder- staten, forenkler beretningen om en lettere kolerisk narcissist med imponerende tillid til egne evner som politisk og faglig leder.

Wajdas film om Lech Walesa, elektrikeren, der blev ikon for det polske arbejder-oprør mod arbejder- staten, forenkler beretningen om en lettere kolerisk narcissist med imponerende tillid til egne evner som politisk og faglig leder.

Camera Film

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her