Læsetid: 4 min.

Kødets uransagelige veje

‘I en bizar blanding af perverterede massemord, kannibalistisk madporno og dybsindige strøtanker, formår tv-serien ’Hannibal’ at gøre det menneskelige kød til et langt ude eksistentielt spørgsmål indsmurt i blod. Med anden sæsons brutale og rørende klimaks kaster Mads Mikkelsen skam på seriens kritikere og leverer et tragisk pragtstykke, der føles som kunst
’Hannibal’ fremviser mennesket som det kød, det grundlæggende er, på et materielt og filosofisk plan, og dette på en så kitschet bogstavelig måde, at det går hen og bliver rigtig interessant underholdning.

Brooke Palmer

12. juni 2014

Da første sæson af NBC’s Hannibal rullede over skærmen sidste år, var det ikke til stående applaus. Kritikken er delvis gået på Mikkelsens fremstilling af den menneskeædende retsmedicinske psykiater Hannibal Lecter, som nogen anmeldere mener taber stort til Anthony Hopkins version i klassikeren Ondskabens Øjne.

Men mest af alt har indvendingerne drejet sig om seriens overordnede koncept: et alt for langt ude plot med alt for bestialske mordscener og en alt for søgt dialog. Hannibal er med andre ord for meget. Og det er svært at argumentere imod den anklage. Tv-serien har indtil videre serveret skiveskårede lig i glasmontre, ofre syet ind i hestemaver, bikuber indlejret i udhulede hjerner og afskårne kropsdele påsat dyreskeletter.

Ekstrem body-horror

Hannibal er ekstrem body-horror – men med et overordentligt finkulturelt snit. For ligeså overdreven den er ud i det makabre, ligeså overlegen stiliseret er den i sit visuelle sprog. Det, der er seriens allermest radikale perversion, er ikke de konstante kaskader af blod og indvolde, men snarere den æstetiske virtuositet hvormed usmagelighederne orkestreres. En teknik, der er fæstnet til Mads Mikkelsens figur og dennes raffinerede analyse, slagtning og indtagelse af det menneskelige kød.

Allerede i introen er symbolikken og de kunstneriske ambitioner tydelige. Her ser vi en vinrød væske antage form af et hoved, i et ekko af YBA kunstneren Marc Quinns værk Self, en serie af blodafstøbninger af hans eget hoved.

Seriens skaber Bryan Fuller har udtalt, at manuskriptet er blevet til under en, hvad-ville-David-Lynch-have-gjort-tilgang, og lydsiden sætter en passende murrende stemning, der minder en del om soundtracket til Kubricks The Shining.

Men det er den imponerende visuelle bearbejdning, der gør det hele til noget særligt. Scenografien er teatralsk i sin brug af smagfuldt interiør og strategisk placerede objekter, og den dunkle belysning, skuespillernes farveafstemte garderobe og de tableau-agtige opstillinger giver billederne præg af, at være komponerede som surrealistiske HD-versioner af flamske nature morter.

I 2. sæson fokuseres der i tiltagende grad på det skæbnesvangre forhold mellem seriens to hovedpersoner; psykopaten Hannibal Lecter og den mentalt ustabile FBI efterforsker Will Graham, der er i besiddelse af nærmest skizofrene clairvoyante evner. En efterhånden velkendt lidelse indenfor genren. Mens Will og Hannibal udforsker et blomstrende og noget aparte venskab, præsenteres deres psykologiske identificering sig med hinanden i en konkret visuel sammensmeltning. Billeder af efterforskeren og massemorderen i hver sin seng og med hver sin partner, klippes sammen til et overlappende parallelforløb, hvor de to mandekroppe morfer sig ind i hinanden og deler den seksuelle akt som én.

Samme klippestrategi bruges, da Will og Hannibal, under en af deres utallige romantiske middage for to, indtager hele panerede sangfugle. Deres to munde filmes på skift i close-up, sådan at fellatio-referencen er svær at overse. Alt dette foregår i øvrigt i slow-motion og til tonerne af Mahlers 5. symfoni, Tadzios tema i »Døden i Venedig«. »Jeg tror, Hannibal har en dårlig indflydelse på dig, og jeg tror, jeres forhold er destruktivt,« advarer en bekymret bi-person Graham. En lidt overflødig observation eftersom enhver efterhånden kan se, at de to mænds forhold kun kan ende i en yderst grum forløsning.

Uden at sige for meget, er 2. sæsons chokerende finale et brutalt og besynderligt rørende mesterstykke udi tragisk momentum og bibelske referencer, alt sammen oversprayet med litervis af blod. Her får vi Judas’ forræderi og den sidste nadver, der i kannibalversionen, sætter ’dette er mit blod, dette er mit legeme’ i et overordentlig bogstaveligt lys. Det er vildt flot og fantastisk gennemtænkt, og det hele kulminerer i et ekstatisk øjeblik, hvor psyko-seksuel horror og Hannibals melankoli går op i en operatisk enhed af høj kunstnerisk kaliber.

Absurd og selvironisk twist

Men det gentagne og mest originale motiv i Hannibal er det, der udfolder sig i Dr Lecters veludrustede og stålbørstede samtalekøkken. Her fremviser kannibalen sine imponerende kulinariske evner i bedste Masterchef-stil. Den i medierne allestedsnærværende fetischering af gourmetingredienser og madlavning, også kaldet ’food porn’, gives her et absurd og selvironisk twist. For hele pointen med Hannibals gentagne tv-kok-optrædener, er selvfølgelig, at det er menneskeflæsk, der forberedes og serveres i udsøgt appetitlige anretninger, der ville være Noma værdige. Serien har faktisk en ’kulinarisk kannibalkonsulent’ tilknyttet for at det ikke skal være løgn.

Mens de uvidende middagsgæster ufrivilligt bliver gjort til medlemmer af Hannibals kannibalmadklub, deler værten ud af sine dybsindige betragtninger i en endeløs strøm af aforismer. »Dyr er meget mere lig mennesker, end vi hidtil har troet. Og mennesket meget mere lig dyret. Kun en tynd barriere adskiller os«. Den makabre leg med dyr-menneske relationen i form af de allerede nævnte visioner af lig indsyet i dyrekroppe, påsat dyreskeletter osv, bliver i sammenkædning med Hannibals analyser og kannibalismesymbolikken sat i et større perspektiv end blot det bestialske. Hannibal fremviser mennesket som det kød, det grundlæggende er, på et materielt og eksistentielt plan, og dette på en så bogstavelig måde, at det går hen og bliver rigtig interessant underholdning.

Hannibal er langt ude, men også meget dyb, hvilket især bliver tydeligt i seriens 2. sæson, der er klart bedre end den foregående. Mens Dr. Lecter for gud ved hvilken gang sætter tænderne i et feinschmeckerarrangement af menneskekød, forklarer han Will og seerne: »Vi er komponeret af carbon, du og jeg. Alle vore skæbner svæver og svømmer i blod og tomhed.«

Afslutningen på 2. sæson af ’Hannibal’ vises på Kanal 5 søndag den 15. juni kl.21. Sæson 3 har premiere i 2015.

Første sæson af ’Hannibal’ kan fås på dvd, Blu-ray og ses på Netflix.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Wendt

Den er ganske fin, følger selv med. Jeg synes i øvrigt den er meget tro mod den klassiske Hannibal. Han er lige så klinisk, intellektuel og med en morbid humor. Den er nok mere i forlængelse af "Hannibal rising" (tror jeg den hed).

Grethe Preisler

Mads goes to Hollywood - jeg skal da ellers lige love for, at det er gået forrygende fremad med Mads Mikkelsens kulinariske evner i samtalekøkkenet, siden dengang han takkede ja til rollen som Svend Sved i De grønne Slagtere.

Ren Noma!