Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Krig, kunst og kærlighed på Hotel Florida

Fotografer og journalister strømmede til Madrid i 1937 for at opleve Den Spanske Borgerkrig. Men udover jagten på sandheden brugte de tiden på fester, gambling og at knytte venskaber på kanten af krigen. Det beretter en ny bog, som følger Ernest Hemingway, Arturo Barea og Robert Capa
Kultur
6. juni 2014
Fotografer og journalister strømmede til Madrid i 1937 for at opleve Den Spanske Borgerkrig. Men udover jagten på sandheden brugte de tiden på fester, gambling og at knytte venskaber på kanten af krigen. Det beretter en ny bog, som følger Ernest Hemingway, Arturo Barea og Robert Capa

En tidlig morgen blev Martha Gelhorn vækket af bomberne. Den 28-årige amerikanske journalist var dagen inden ankommet til Madrid for at skrive om Den Spanske Borgerkrig. Rejsen, der havde bragt Gelhorn fra New York via Paris, Barcelona og Valencia til den spanske hovedstad, havde været lang, og den sidste strækning var blevet tilbagelagt i bil med blandt andet en ung mand, der havde meldt sig til de internationale brigader for at bekæmpe Francos fascister.

De to havde i al fordragelighed holdt hinanden ved godt selskab i bilen, og aftenen inden bombningerne i byen var han dukket op på Hotel Florida, hvor Gelhorn var indlogeret, for at sige tak for turen. Men i stedet for det romantiske eventyr, fyren måske havde håbet på, var han blevet mødt af Ernest Hemingway. Den 38-årige amerikanske forfatter takkede ham syrligt for at have passet godt på hans elskerinde, som han, Hemingway, havde lovet at guide sikkert rundt ved fronten dagen efter. Det var planen; det nyforelskede par skulle besøge fronten i Guadalajara 60 kilometer nordøst for Madrid.

Men for pokker, nu syntes det som om, at krigen var kommet Martha Gelhorn i forkøbet. Det lød i hvert fald, som om der blev kæmpet lige neden for hotellets vinduer.

Oven i købet opdagede Gelhorn denne martsmorgen i 1937, at hun var alene på hotelværelset. Hemingway lå ikke ved siden af hende i sengen. Og da hun tog i døren, opdagede hun, at den var låst udefra. Skræmt ved tanken om at være fanget under et bombardement begyndte hun at hamre på døren og råbe på hjælp.

Først da eksplosionerne stoppede, blev hun hørt af en natportier. Men hvor var Hemingway? Var der hændt ham noget? Lyden af høje mandestemmer førte hende ind i en nærliggende suite, hvor Hemingway og hans venner spillede poker. Luften var tung af cigarrøg og bordet fyldt med vodka, whisky, fyldte askebægre og pengesedler. Han var ked af det, hvis han havde skræmt hende, sagde Hemingway, men han havde låst døren, så ingen kunne forstyrre hende, mens han spillede poker.

Den rystende dansker

Ernest Hemingway og Martha Gelhorn var langt fra de eneste journalister, der opdagede sandheder om sig selv og hinanden, mens de forsøgte at komme tæt på sandheden om Den Spanske Borgerkrig. I sin netop udkomne bog Hotel Florida: Truth, Love and Death in The Spanish Civil War beretter Amanda Vaill den dramatiske historie om tre pars forsøg på at navigere i en eskalerende konflikt, hvor ærlighed kunne koste dig livet og din bedste ven kunne vise sig at være din værste fjende. Udover Hemingway og Gelhorn følger Vaill også de idealistiske fotografer Robert Capa og Gerda Taro samt chefen for den republikanske regerings pressekontor Aturo Barea og hans kæreste, den østrigske journalist og leninist Ilsa Kulcsar.

Deres veje krydses flere gange, ikke mindst i foråret 1937 på Hotel Florida i Madrid, hvor også Errol Flynn, André Malraux, John Dos Passos og Antoine de Saint-Exupéry tjekker ind. Det samme gør i øvrigt også Politiken-skribenten Ole Vinding, der hånligt omtales af kollegerne som ’Den rystende dansker’, fordi han er traumatiseret efter at have oplevet et barn blive dræbt under et bombardement.

I forvejen var det elegante Hotel Florida, der lå om hjørnet fra den dyre Gran Via, samlingssted for udenlandske journalister, franske piloter, russiske officerer og dyre damer, der hver aften morede sig i hotellets lille bar. Men med Hemingways ankomst rykkede festen op på hans værelse og siden ud i byen, hvor forfatterens ry som machomand og hans venskaber med berømte tyrefægtere, distingverede tjenere og en højtstående officer i det hemmelige spanske politi var garant for både god mad og drikke samt højt humør natten lang. Som Hemingway senere skrev: »Du kunne lære lige så meget på Hotel Florida de år, som du kunne et hvert andet sted i verden.«

Tæt på nervesammenbrud

En af dem, der sikkert tvivlede på, at Hemingway lærte noget under sit ophold i Madrid i 1937, var Arturo Barea. Den spanske pressechef – og senere anerkendte forfatter – var en af de få, der ikke lod sig imponere af de mange udenlandske journalister, kunstnere og berømtheder, der var strømmet til Madrid.

Fra deres kontor i Telefónica-bygningen lidt længere oppe ad Gran Via tjekkede han og Ilsa Kulcsar dagligt de artikler, journalisterne sendte hjem, og sørgede samtidig for, at journalisterne indimellem fik mulighed for at opleve fronten uden at risikere livet.

Den Madrid-fødte Barea var i forvejen træt, da han en sen aften endte på Hotel Florida, hvor festen var i fuld gang. Samme dag var Barea og Ilsas lejlighed blevet bombet, mens de var væk, og på gaden nedenfor måtte Ilsa nærmest trække ham bort fra, hvad han først troede var en abrikos, men siden opdagede var en del af en menneskehjerne.

I sidste bind af sin selvbiografiske romantrilogi, Opgøret (1944), lægger Barea ikke skjul på, hvor tæt han i den periode var på et nervesammenbrud, og den aften i april 1937 kunne han ikke bevare fatningen: »Alle i selskabet gjorde sig til – ’se på os, hvor hårde og rå vi er’ – og pludselig var det noget inde i Barea, der bristede,« skriver Amanda Vaill. »Alle de mennesker – dem her, dem nedenunder i restauranten, dem på Chicotes og Miami Bar – opførte sig som om de spillede hovedrollerne i krigen; ingen af dem forstod, at dette var Spaniens krig, Spaniens pinsler.«

Barea begyndte at råbe af gæsterne, som blot ignorerede ham. Eller måske kunne de ikke høre ham for musikken, skriver Vaill. I hvert fald fortsatte festen på hotelværelset, som om intet var hændt.

Det samme gjorde cocktailfesterne og eventyret for Hemingway og Gelhorn, da de forlod Hotel Florida nogle uger senere og vendte hjem til USA. Her lod Hemingway sig skille, hvorefter parret giftede sig. Inspireret af oplevelserne i Spanien påbegyndte han derefter sin mest populære roman nogensinde, Hvem ringer klokkerne for? (1940), mens Gelhorn med afsæt i sine reportager fra Spanien drog videre mod 2. Verdenskrig, hvor hun cementerede sit ry som verdens førende kvindelige krigskorrespondent.

De personlige omkostninger

Også Robert Capa fik fuldt kunstnerisk udbytte af Den Spanske Borgerkrig. I september 1936 fotograferede han og Gerda Taro Den faldende soldat i nærheden af Cordoba, og ad flere omgange besøgte Capa siden Spanien, hvor han med sine reportager fra krigen skabte grundlaget for den moderne fotojournalistik. Til gengæld mistede Capa også sit livs kærlighed i Spanien, da Taro omkom, mens hun på egen hånd dækkede slaget ved Brunete i juli 1937. Han forbandede sig selv at havde indprentet hende, at »hvis billedet ikke er godt nok, er det, fordi du ikke er tæt nok på« – et ordsprog, der siden kostede Capa selv livet, da han trådte på en landmine i Vietnam i 1954.

For Arturo Barea var de personlige omkostninger ved krigen ligeledes store. Da de interne stridigheder på venstrefløjen eskalerede, og det hemmelige spanske politi – styret fra Moskva – tog voldsomme midler i brug for at styrke stalinismen, flygtede parret til England. Her boede Barea til sin død i 1957 uden at gense hverken sit fædreland eller de to sønner, som han havde forladt i Madrid for at redde både livet og kærligheden.

Hemingway derimod genså Spanien flere gange, og han besøgte også Hotel Florida. Sidste gang i 1955, da han med sin fjerde kone indlogerede sig på det værelse, han havde boet på med Martha Gelhorn. Men som Amanda Vaill skriver, så var »Hotel Floridas dage som midtpunkt for alverdens spænding og eventyr ovre«. Det Franco-styrede Spanien så ingen grund til at bevare et monument for Madrids republikanske fortid. Hotellet forfaldt derfor frem til 1964, hvor det blev revet ned. I dag ligger der en afdeling af varehuset El Corte Inglés på samme adresse.

Amanda Vaill: ’Hotel Florida: Truth, Love and Death in The Spanish Civil War’, Bloomsbury, 436 sider, 25 pund, ikke oversat

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her