Læsetid: 4 min.

Krøller eller ej

Skøn, sjov roman af den nye nigerianskamerikanske superstar Chimamanda Ngozi Adichie fortæller om hår, race og om en generation af unge, selvbevidste afrikanere, der undrer sig over fordomme
’Americanah’ er en replik i den aktuelle debat om, hvorvidt vi overhovedet bliver forstået af andre, der ikke deler vores vilkår, det være sig alt fra hudfarve til seksualitet. Bogen inkluderer os alle!

Frank Rumpenhorst

6. juni 2014

Jeg blev først sort, da jeg kom til USA, reflekterer hovedpersonen Ifemelu i Chimamanda Ngozi Adichies tredje roman, Americanah.

Americanah er en roman, der har det hele. En spændende historie, kloge refleksioner og samtidig et unikt indblik i fænomenet ’race’. Romanen er en hæsblæsende, smuk og sjov historie om race som skæbne i den hvide verden, og romanen er simpelt hen godt selskab. Man slæber den med sig ud i havestolen, hygger sig med dens humor, medfølelse, vittige iagttagelser og præcise metaforer for alt det, den unge nigerianske kvinde Ifemelu ikke fatter som nyankommen til kontrasternes USA: »Verden var viklet ind i gaze; hun kunne se tingenes form, men ikke klart nok, aldrig nok.«

Ifemelu supplerer sine studier med en blog, Racende, hvor hun finder sig selv og sin stemme – og en mængde læsere. Hendes iagttagelser er båret af overraskelse og undren, ja, en slags optimisme, fordi raceskel i hendes øjne har noget absurd over sig.

Hold op med at sige, at race ikke betyder noget! Du afslører kun, at du aldrig selv har følt problemet. Eller som Ifemelu skriver på sin blog: »Hvide bliver ikke behandlet som lort af den afrikansk-amerikanske overklasse, og hvide bliver ikke nægtet banklån eller realkreditlån, fordi de er hvide, og sorte juryer giver ikke hvide kriminelle hårdere domme, end sorte kriminelle får for samme forbrydelse, og sorte politimænd standser ikke hvide for at køre, mens de er hvide …« Mens de er hvide!

Håret, det krøllede afrohår, er næsten mere betydningsfuldt end selve hudfarven. Hvorfor glatter Michelle Obama sit hår? Hvorfor keder Ifemelu sig i seks stive timer hos frisøren for at få flettet håret med extensions, og hvorfor er relaxer – glattecreme til hår – så populær hos sorte kvinder? – Fordi!

Forklædt som hvid

Romanens bærende plot er en ufuldbyrdet kærlighedshistorie mellem Ifemelu og Obinze, skolekærester i hjemlandet Nigeria, indtil udlængslen får deres veje til at skilles. Begge vil til USA, Mark Twains og James Baldwins forjættede land – men kun Ifemelu får stipendium, så hun kan komme på Princeton.

Obinze når ’kun’ til England, hvor han må arbejde på falske papirer og føle sit liv gå i stå. Han får hjælp af en gammel skolekammerat, der har giftet sig med en succesrig London-advokat og, reflekterer Obinze, nu sværmer for økologisk mad og »autentisk« halvdårligt håndværk af den type, man fik kastet i nakken i Nigeria. Vennen er forvandlet til en forklædt hvid, forblændet af sin nye verden.

I USA møder Ifemelu med tiden flinke folk, hvide og sorte. Obamas valg til præsident er en optur, som giver ny energi til forelskelsen i den politisk korrekte Blaine. Parrets fælles obamamania dæmper for en tid Ifemelus irritation over, at Blaine vil forvandle hende til politisk aktivist.

Vittige dialoger

Beskrivelsen af Ifemelus forhold til Blaine rummer de bedste beskrivelser af intellektuelle mænds dominans, jeg længe har læst: »Han talte venligt, som om han ikke ville gøre hende ked af det, men han kunne ikke lade være med at sige det. Hans holdninger var så faste, så gennemtænkte og færdige, at han nogle gange virkede overrasket over, at hun ikke også selv var kommet frem til nøjagtig det samme.«

Når jeg skriver dette, er jeg allerede på vej til at gøre bogen mere ’almindelig’ end den er. Romanen rammer dog så præcist, så bredt, hvidt havde jeg nær sagt, at den er nem at læse, leve sig ind i, også for os, der ikke selv har været der – været sorte! Herlige er især de rappe dialoger og Ifemelus blogovervejelser. Der er konstant to stemmer på spil, Ifemelus følelser og tanker og hendes analytiske journalistiske output.

De vittige dialoger afspejler den nye, unge nigerianers enorme intellektuelle selvbevidsthed. Adichie og hendes personer repræsenterer en ny verden, et ungt Afrika, som er træt af korruption og økonomisk stilstand. Nigerias unge rejser gerne ud, tager fra den gamle verden, hvad de kan bruge, men flytter hjem igen, når de trænger til at føle sig ikkesorte, som man kun kan gøre i Afrika.

Nigerias mindre flatterende sider er især beskrevet som en systematisk, korrupt håbløshed, der tager livsmodet fra Ifemelus pligtopfyldende, gammeldags og småsnobbede far, da han mister sit job, men befordrer mere entreprenante personer.

Romanens fokus er dog den sorte intellektuelles oplevelse af den hvide verden i USA og England. Den lille, store, strukturelle racisme, der flyder rundt overalt, også blandt velmenende middelklassehvide.

Men samtidig er romanen en replik i den aktuelle debat om, hvorvidt vi overhovedet bliver forstået af andre, der ikke deler vores vilkår, fra hudfarve til seksualitet. Americanah inkluderer os alle! Man bliver både klog og munter af denne herlige bog, som oversætteren Susanne Staun giver en rap, autentisk tone.

Ned i boghandelen og ud i havestolen – læs Americanah.

Chimamanda Ngozi Adichie: Americanah. Oversat af Susanne Staun. Gyldendal.  514 sider. 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu