Læsetid: 4 min.

Landmåling af krop og sanser

Filminstruktør Werner Herzogs vandrebog er et helstøbt, isnende vidnesbyrd om en hengivelse i ånd og krop
I slutningen af 1974 gik Werner Herzog til fods fra München til Paris, hvor filmkritikeren Lotte Eisner lå alvorligt syg. Herzog havde en tro på, at hans anstrengelser ville holde hende i live.
6. juni 2014

Hvem finder på at gå til fods i bidende vinterkulde, snefog og styrtregn de 800 kilometer fra München til Paris? Ingen anden end filminstruktøren Werner Herzog, der realiserede en sådan impulsiv idé i november-december 1974. Ikke af konkurrencehensyn, men som udslag af samme temperament, der har skabt film som Aguirre, den gale erobrer, den nogenlunde samtidige Gåden om Kaspar Hauser, Fitzcarraldo og adskillige andre titaniske værker. Herunder også som litterær forfatter bl.a. af bogen om optagelserne af sidstnævnte film, hvorfra man husker f.eks. de uhyrlige billeder af, hvordan et stort skib trækkes op ad en stejl bakke.

Anledningen til énmandsvandringen til Paris var en opringning fra en ven om, at den store filmkritiker Lotte Eisner dér lå alvorligt syg, med fare for sit liv; en personlighed, som har betydet alt for tysk films anseelse og genrejsning efter nazitiden, ’Eisnerinden’ som Bertolt Brecht hædrende fandt på at kalde hende.

Der er træk af magi i en tro på, at hans anstrengelser og engagement vil holde hende i live, en besværgelse af skæbnen. Og faktisk overlever hun sygdommen, skal det vise sig. Han når frem, mere medtaget end hun selv, til et kort møde. Nogle år senere falder hans notesbog fra turen ham i hænde, og han giver efter for lysten til at delagtiggøre andre i sine tanker.

Det kan han mageligt være bekendt. Det er stærk læsning at slå følge med ham blad for blad, der må vendes som af stive kuldefingre og gys af varme, mens den ensomme vandrer følger sit kompas for at gå i lige linje gennem kær og mose, skov og slette, bakke op og bakke ned, søgende husly efter samme nøjsomhedsritual i skure og lader eller i tomme sommerhuse, som han med lethed bryder op. Kun nødtvunget lejer han et ydmygt hotelværelse. Og bliver enkelte gange hjulpet frem af en hjælpsom bilist.

Bevægelsesmønstre

Nærliggende er det at sammenligne denne Om at gå i is med Tomas Espedals At gå eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv, som er et åbent eksperiment, der som optakt blot siger: »Hvorfor ikke begynde med en gade.« Den er en ræsonnerende, livsfilosofisk, litterært orienteret vandrebog, mens Herzogs er nøgent iagttagende, korthugget sanseregistrerende bevægelsesmønster, der ved sin præcision får en næsten oversanselig karakter. Vel nærmest tvunget af omstændighederne, den ydre syntaks, er sætningsdannelsen stedvis kortåndet, elliptisk, andre steder omhyggelig, som f.eks. her, hvor et bevægelsesmønster skal skabes: »Ved Rotten-acker kom jeg til Donau, broen forekom mig så markant, at jeg kiggede længe ned i vandet. Der var en gråplettet svane, som kæmpede sig op mod strømmen, men den kom ingen vegne, fordi den ikke kan svømme hurtigere end strømmen, (…) Efter at have trampet løs og trådt vande et stykke tid, må den vende tilbage til bredden.«

Lidt senere, nu i De Schwabiske Alper, hedder det med samme geografiske præcision som overalt: »I Genkingen har dørene stået og klappet i vinden i årevis. Jeg så spurve på en mødding, der var dampet færdig. Smeltevand risler ned i kloakken. Benene går.« Spurvenes eller hans egne?

Sådanne korrespondenser er tydelige, det fremmede og det kendte, det personlige og det helt anderledes tænkes med kroppen, som i den grad udfordres af naturen. Det voldsomme uvejr kan synes fjendtligt i alle detaljer i takt med udmattelsen, men tilegnes usagt som en forbundsfælle i hele hans forehavende i en landmåling af sanser og nerver. En indre kartografi. Ikke for ingenting bruger han kompas, mister det, men skaffer sig et nyt.

Han har syner og sanseforvildelser, krigserindringer, oplever kosmiske katastrofer, verden som et gabende tomrum, kaskader af vejrlig. Alt med filmisk akkuratesse og overblændinger, glidende overgange og spring, tænkte dialoger i regn, regn, regn. Pludselig er han i et privat hjem, hos to kvinder, en bedstemor og hendes datter. Han får spejlæg, et varmt bad. Kvinden laver rosa brystholdere som hjemmearbejde. Der ligger et helt bjerg af dem i køkkenet. Som en underlægningsmusik hører vi, at han undervejs har samlet en stump af et pornoblad op, hvor han ser enkeltdele af arme, sammenslyngede lemmer, en kvinde er blond, manden har dårlige negle. Ellers brudstykker af kønsdele.

Så meget om den side af kropsligheden. Noget senere således: »Højrefoden ser overhovedet ikke godt ud efter den lange march i dag. Akillessenen er temmelig irriteret og stadig dobbelt så tyk, derudover er der en hævelse ved anklen. (…) Ensomheden er endnu dybere i dag, end den plejer at være. Jeg udvikler et dialogisk forhold til mig selv. Af regn kan man blive blind.«

Han dvæler ved Jeanne d’Arcs fødested i landsbyen Domrémy, ser et papir med hendes underskrift. En ukommenteret, velanbragt scene.

Kort før målet i Paris leverer han den groteske historie om sin bedstefar, der i årevis nægtede at rejse sig fra sin stol uden for døren. Ved det fåmælte møde med den højst levende Lotte Eisner beder han om en stol at lægge sine mødige ben på. Upatetisk i modsætning til den pristale, han senere holdt til hende, her tilføjet vandrebogen, som ellers er et ganske anderledes helstøbt, isnende vidnesbyrd om en hengivelse i ånd og krop.

Werner Herzog: Om at gå i is. Oversat af René Jean Jensen.. C&K forlag. 167 sider. 199,00 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu