Læsetid 3 min.

Lige dele hjerteblod og tæft

Mikael K og Klondyke har med varme, ømhed og originalitet omsat ni nulevende personager fra det nordjyske til sange, hvor debuterende Stærosaurus sparker liv i den hensygnende indierock
18. juni 2014

Klondyke, som debuterede i 2002 med albummet Guld, lød fra begyndelsen som et ensemble, der havde fundet sit udtryk. En folkinspireret sanger-sangskriverstil med en snert af rock (hvad vi måske ville kalde americana, hvis altså ikke det konsekvent foregik på dansk), som gruppens sangskriver, sanger og primus motor Mikael K, så gav indhold via et massivt sangskrivertalent, der omfatter såvel begavede sangtekster som melodisk flair, holdt sammen af en stædigt egensindig vision. Men den musikalske form var på plads fra day one, og er der sket ændringer, er det vist noget med, at gruppen med årene har bevæget sig en smule tættere på folketraditionen.

Guld efterfulgtes af yderligere to skiver, hvor den tilflyttede nordjyde betragtede og kommenterede livets gang i nullernes København med den udefrakommendes skarpe, men også lidt forelskede blik.

I 2008 kom det Thomas Blachman-producerede Dejlig Dum, der samtidig markerede et vendepunkt, da Mikael K derefter vendte hjem til det nordjyske, hvilket skulle vise sig at blive en kunstnerisk velsignelse, for nu rettedes sangskriverens ømme, men også skarpe blik mod livets gang nordenfjords. Den hjemvendtes skærpede sanser udmøntede sig i 2011 i det flotte udspil, Udkantsland, hvor Mikael K satte fokus på det lokale, et spor, som det nys udsendte Sange fra Nord med succes fortsætter ned ad.

For at markere alvoren bag udsendes Sange fra Nord både som normal cd og som en stor og flot fotobog af coffee table-typen, fyldt med Mikael K’s egne fotos af de ni personager (tilsat en håndfuld typer fra lokalmiljøet), han synger om. Og han er en habil fotograf, hvis adelsmærke er kompromisløs realisme. Ingen iscenesættelse, styling eller hamper lyssætning, blot intense snapshots af folk, som de er flest.

Ni ud af 10 af sangene er portrætter af nulevende personer, nogle kendte, nogle ikke, men en skæbne ud over det sædvanlige kan de hver især præstere, hvad enten det gælder fiskerenken, bokseren, heksen, ornitologen eller resten af slænget. Det er et projekt, der drypper af hjerteblod og engagement tilsat en næsten trodsig attitude i forhold til alt der er in, smart og ungt, for dette er en hardcore kærlighedserklæring til provisen og dens indbyggere, leveret af en sangskriver, der synes at have fundet det helt rette stof til sit særlige talent. Og da De, kære læser, jo bliver nødt til at både investere i og ikke mindst høre Sange fra Nord, tillader vi os at anbefale den store flotte deluxe version med tilhørende fotobog, for det er vitterligt en udgivelse udover det sædvanlige.

Alvorligt og lydefrit

Et helt andet anslag finder man hos den albumdebuterende duo Stærosaurus, som udover et skægt og originalt bandnavn også viser betydeligt talent på albummet Store hoved. Genren er den noget flydende indierock, som i teorien kan påhæftes et hvilket som helst orkester, der er tilknyttet et uafhængigt pladeselskab, men som her betegner den diskrete arv fra en stribe lavmælte rocknavne fra 1980’erne og frem til i forgårs (ingen nævnt, ingen glemt), om end med et diskret elektronisk twist, ja man tør måske ligefrem tale indietronica her?

Det er en af den slags plader, hvor en tur i høretelefonerne afslører et hav af skæve detaljer og inspirerede indfald, og det tjener til duoens ære, at den ikke søger det indædt perfektionistiske, men hverken frygter skønhedsfejl eller spontanitet. Et par steder skygger den travle produktion lidt for sangene, men generelt spiller tingene lydefrit og gensidigt befrugtende sammen, selv om gruppen med held kunne forfølge den konsekvent enkleste løsning i næste ombæring.

Nuvel, 10 velsiddende, melankolske og lidet anmassende sange har multiinstrumentalisten Andreas Stær skrevet med lige dele hjerteblod og tæft og siden indspillet dem i selskab med den ligeledes instrumentalt alsidige Laurids Smedegaard samt hjælp fra en trommeslager og en række korsangere. Skiven er produceret af Smedegaard, og det er gjort af et godt legehjerte, men generelt med smag og sans for mådehold.

Nu er sangene altså ikke for sjov, tværtimod er alvoren i højsædet i de ofte tindrende flotte og poetisk potente tekster, hvilket Stærs dybe og lidt ensformige stemme fremhæver.

Ikke desto mindre hviler der en lethed over pladen som helhed, der gør den både tillokkende og fordøjelig, og det er ikke umuligt at forestille sig, at Stærosaurus hen ad vejen skulle kunne nå udover et indforstået storbypublikum, hvis der lukkes lidt mere op for klanglige og det melodiske element gennembearbejdes. Nice one!

Mikael K & Klondyke: Sange fra Nord (Sexet Buddha Records)

Stærosaurus: Store hoved (Datadisciplin/Target)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu