Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Livstrætte før tid

Måske har One Direction vokset sig for store til teenagepoppens begrænsninger. Men selv ikke verdens største boyband kan slippe af sted med så tam en optræden, som den, der blev liret af i Parken
Lige nu er verdens største boyband, One Direction, fanget i et underligt paradoks af markedslogisk natur, hvor de skal forestille at være en slags voksent poprockband, men samtidig rent symbolsk er dømt til evig englefisse akkompagneret af skodmusik.

Søren Bidstrup

Kultur
18. juni 2014

Hvis man inden One Direction-koncerten klikkede ind på arrangørens hjemmeside, kunne man under punktet ’Diverse spørgsmål & Svar’ finde følgende information:

»Må man medbringe bannere, gaver, bamser osv.? SVAR: Nej.

Vil der være forældreparkering uden for Parken? SVAR: Nej.

Må man medbringe mobiltelefon med kamera? SVAR: Ja.

Kan man købe merchandise før og efter koncerten? SVAR: Ja.«

Kunne man spore en snert af nedladende irritation i ordlyden, så var den ikke til at genfinde, da Harry, Niall, Liam, Zayn og Louis’ lækre muskuløse kroppe endelig stod på en bokseringslignende platform midt ude i det ekstatiske, beigefarvede hav af blonde manker og nøgne pigearme.

Hår på karamellen

De fem middelklassedrenge lignede ellers mest hormonkåde ottendeklassesdrenge på sprogrejse i Spanien, da Simon Cowell i 2010 sammenstykkede dem af solodeltagere i det britiske X Factor.

De er nu fyldt 20 og har åbenbart fået så meget hår på karamellen, at den store puppetmaster omme i musikbranchens kulisser har rebrandet dem som et ’rockband’ – komplet med rockikonografiske tatoveringer, stramme jeans og det obligatoriske ornamentlignende guitarvedhæng om halsen.

På de førhen så bløde kinder kan man endda se moderigtig ansigtsbehåring. Jaja, hvor der er græs, må der spilles, som man siger.

Måske er drengene under deres færd gennem popmaskineriets mystiske bevægelseslove blevet så hærdede, at de tager berømmelsen for givet. I hvert fald var det et halvhjertet show, 1D-drengene spiste deres sultne fans af med.

Skælmen Harry Styles – der havde valgt at vikle en fræk bandana-turban om hovedet i bedste Keith Richards-stil – gnaskede showet igennem uinteresseret på et stygge tyggegummi, mens intetsigende visuals af arkadespil og rumraketter kørte på storskærmen.

Med undtagelse af Gary Barlow-lookaliken Liam, der forsøgsvis gav den som entertainer, blev der ikke gjort nogen indsats for at skabe kontakt til de over 40.000 svedende smånymfer – der måske i dagens anledning overdøvede kropslugten med One Direction-duften The Moment (som ifølge storskærmens forbrugeroplysning kan erhverves i Matas).

Interaktionen med publikum var begrænset til rutinemæssig »You guys are amazing. Vi kunne ikke have stået her uden jer« -retorik.

Selv om One Directions fans – hvide, mindreårige og af hunkøn – der ifølge de gældende fordomme forventes at være mest modtagelige for manipulation, så var de i Parken tilsyneladende ikke så nemme at narre. Den hvalpede pige skråt over for mig, som var helt oppe at køre til Macarena under opvarmningen, mistede efterhånden gejsten under det halvandet time lange show og satte sig ned med hagen hvilende i hænderne, så ordet HARRY, hun havde skrevet på sine lår med sort eyeliner, blev helt udtværet.

Konservativ pop

Der er selvfølgelig mange klassiske boybanddyder, som One Direction ikke bekymrer sig om. For eksempel danser de ikke. Det træk har de til fælles med Brandon fra Beverly Hills 90210 og de rabiate kristne i Footloose. Selv om den smalhoftede og dådyrøjede Zayn under balladerne strakte sig til at trykke hånden indfølende mod brystet, sådan som protokollen foreskriver, så var sceneshowet katastrofalt energiforladt. Drengene gik bare uentusiastisk rundt hver for sig, uden at man på noget tidspunkt mærkede et kammeratligt bånd imellem dem.

»Om en måned er det fire år siden, vi første gang blev sat sammen,« sagde tætbyggede Liam til sine mentalt fraværende kolleger, som var de robotter, der talte om den dag, deres skaber sluttede strøm til dem.

Hvordan lyder verdens største boyband anno 2014 så? Overraskende konservativt, må man sige. Nostalgien spiller mig muligvis et puds, men New Kids On The Block og Take That havde da trods alt reminiscenser fra 90’ernes elektroniske klubmusik. I One Directions poplandskab af hårvoks og denim er der ingen breakbeats, ingen sovekammer-R’n’B og ingen samples.

Derimod er der masser af den overstyrede guitarlyd, man vil kende, hvis man har prøvet at spille Rock Band på Playstation. Eller har hørt Def Leppard på en iPhone.

Det kan være ren popquiz at gætte, hvilke numre fra rockens Hall of Fame, de har hugget: »Live While We’re Young«, der imiterer The Clashs »Should I Stay Or Should I Go«. Det er den ene pol af gruppens endimensionelle udtryk. Den anden er akustiske stadionballader, der låner udtrykket fra ’seler og hat’-bands som Mumford & Sons, der enten er skrevet af Ed Sheeran eller lyder, som om de er det.

Uskyldstab

Men synge, det kan de nu sagtens. Da de syntetiske sækkepiber gjaldede til popharmonierne på den fejende »The Story of My Life«, føltes det lidt som at få sin første ægløsning om igen. Og hittet »Best Song Ever« rammer det rigtige målestoksforhold mellem kynisk kalkule og ungdommelig optur.

Uskyldstab er et fast element i poppen, lige fra Miley Cyrus til Justin Bieber. For nylig blev der da også lækket en video af Zayn og Liam i færd med at fyre fede i Peru. Men hele den fortælling ville nok være mere overbevisende, hvis ikke One Direction i deres rockskikkelse virkede så helvedes uærlige, bagstræberiske og livstrætte før tid.

Det er symptomatisk, at rocken, som oprindelig introducerede det roterende pelvis i popkulturen, efter mere end 60 års kommerciel åreladning nu sælges som kysk og blodfattig målgruppepop.

Men måske er det at være One Direction-fan bare ligesom at købe en kæleskildpadde. På et tidspunkt bliver den så stor, at den holder op med at være sød. Så er man nødt til at slippe den ud i søen i Botanisk Have, hvor den kan ligge og sole sig på en sten og bare være skildpaddeagtig.

Hvem slipper One Direction ud i en sø? Okay, det er en åndssvag analogi. Men lige nu er verdens største boyband fanget i et underligt paradoks af markedslogisk natur, hvor de skal forestille at være en slags voksent poprockband, men samtidig rent symbolsk er dømt til evig englefisse akkompagneret af skodmusik. Og det er der ingen, der kan være tjent med.

One Direction. Parken. København, mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her