Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

En madglad prins skraber aldrig bunden

Der er bugnende fade og bundløst forbrug i gemakkerne hos Danmarks levemand nummer et, Prinsgemalen, som i programmet ’Hofretter’ inviterer sine undersåtter indenfor i køkkenet
Når vi elsker Henri, så er det jo, fordi han er så vidunderligt befriet for Price-brødrenes trælse ironi. Prinsgemalen er oprigtigt barok og selvfed.
Kultur
12. juni 2014

»Alors. Sætte det i den lille pande samme med et fede hvidløg. Voilà.« Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen er i køkkenet. I forbindelse med Prinsgemalens 80 års fødselsdag den 11. juni bliver vi i programserien Hofretter inviteret med indenfor på henholdsvis Fredensborg Slot, Château de Cayx i Sydfrankrig og Gråsten Slot, hvor vi får et indblik i den franskfødte fødselars forhold til gastronomi.

»Provo-prinsen«, som BT for nylig udnævnte ham, har jo aldrig været synderligt populær, fordi han aldrig har udvist særlig stor interesse for at integrere sig i dansk kultur og ikke har affundet sig med sin plads i rækkerne. Som et stykke monarkistisk propaganda er Hofretter virkelig smart udtænkt. I stedet for at forsøge at overbevise os om, at Prinsgemalen gør en reel indsats for at tilpasse sig dansk mådehold og mindreværd, så lægger programmerne sig nemlig subtilt i forlængelse af den folkelige internetberømmelse, som den nu 80-årige Henri Marie Jean André har fået sig som »Danmarks levemand nummer et«, som Facebook-fansiden »Prinsgemalen« semi-ironisk kalder ham. Denne grev de Laborde de Monpezat er manden, der har haft det for vildt i flere årtier, inden udtrykket blev opfundet. Og som nu bliver hyldet for det.

’En slags sensualité’

I det første program skal levemanden og livsnyderen sammen med sin køkkenchef Jesper Vollmer sammensætte en hverdagsmenu. Kameraet panorerer hen over den 5.000 kvadratmeter store køkkenhave, mens speakeren jublende fortæller om den skønne slotspark med så meget luft på stemmen, at det lyder som om, hun er ved at kaste op af undertrykt latter. Sammen vandrer køkkenchefen og Prinsen rundt mellem de frodige gevækster, mens Prinsen gnasker på en artiskokstængel (»Fuld af vitamin!«) og erkender, at det ikke er mange forundt at spise friskplukkede grøntsager hver dag.

Så er vi indendørs på slottet i en klassisk tv-køkken-situation, der giver et underholdende indblik i relationen mellem Henri og hans køkkenchef. Rollefordelingen mellem arbejdsgiver og ansat minder lidt om barndommens tv-programmer, hvor man så et barn og en voksen lave mad sammen. Køkkenchefen kæmper bravt for at skjule sin overraskelse og skepsis, da Henri pludselig gerne vil drysse helt vildt meget kanel ud over den sart lysegrønne æblefromage, som han lige har tilberedt.

I et par stærkt iscenesatte interviewsekvenser sidder Henri badet i varm glamourbelysning i slotsgemakkerne i sin dobbeltradede marineblå jakke som en anden Roger Moore. Han kan bedst lide at bruge fingrene, når han skal lave mad, fortæller han.

»Jeg tør sige … det er en slags sensualité.« Han smager på ordene med spidsede læber. »Det er ligesom at sætte sine fingre på en smuk dame. Man får lige så meget glæde,« lyder det på ubehjælpsomt dansk, efter kameraet har nærstuderet, hvordan han ælter hænderne rundt i den snaskede, lyserøde blanding af fødevarer, der skal bruges til at farsere friske artiskokbunde.

Anden del, hvor Brødrene Price besøger regentparrets vinslot og feriebolig Château de Cayx i Sydfrankrig, er ikke nær så sjov. Den ligner nemlig mere en særudgave af gourmetbrødrenes madprogram end et program om Prinsgemalen.

Vidunderligt befriende

Når vi elsker Henri, så er det jo, fordi han er så vidunderligt befriet for Price-brødrenes trælse ironi. Prinsgemalen er oprigtigt barok og selvfed. Mens Spise med Price er en pastiche på det klassiske patriarkalske tv-køkken, hvor der tvært og passivt protesteres mod diverse sundhedsregimer, så behøver Henri ikke undskylde sig selv med et lag af ironi. Henri udlever drømmen, hver eneste dag.

Når Hofretter er bedst, læner det sig op ad kulturelle overleveringer om royal overflod. Selv om regentparrets raffinerede menuer er forholdsvis opnåelige, stimulerer de fantasien. I en slags Peter Greenaway-vision begynder vi at associere til dekadente senromerske orgier og solkonge-banketter, hvor der serveres salat med ægte perler, stegte påfugle og tærter, som der kommer hvide turtelduer flyvende ud af.

De royale omgivelser tager madprogramgenrens begærsøkonomi ud i yderste konsekvens. Vi kan svælge i royal overdådighed og grænseløs konsumtion ved tanken om, at de her helt tilfældige, men sindssygt privilegerede mennesker hver eneste dag kan vælge hvad som helst, de har lyst til at spise.

Der må ikke være nogen begrænsninger for nydelsen og madglæden, lærer vi i slutningen af anden del, hvor Prinsgemalen i nærmest foucaultske termer forklarer, hvorfor fadservering er obligatorisk hos hoffet, og tallerkenservering er bandlyst:

»Tallerkenservering minder mig om kostskole eller fængsel. Når man er en student eller soldat, så får man en tallerken: Værsgo, spis din mad, min gode mand.«

Prinsgemalen skraber aldrig bunden.

’Hofretter’ blev sendt på DR1 den 27. maj, 3. juni og 10. juni og kan streames på DR TV.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er klamt. Ikke alle bistandsklienter på finansloven har lige gode vilkår.

Rasmus Kongshøj, Henning Pedersen og lars abildgaard anbefalede denne kommentar
olivier goulin

He he!

Jeg kan nu godt følge ham lidt her:

»Tallerkenservering minder mig om kostskole eller fængsel. Når man er en student eller soldat, så får man en tallerken: Værsgo, spis din mad, min gode mand.

/o

Kristian Kiersgaard, Lone Christensen, Rasmus Kongshøj og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Hver gang jeg får et lille indblik i de kongeliges ubegribeligt privilegerede liv, spørger jeg mig selv, hvor længe det mon kan fortsætte.

Vibeke Rasmussen

Hæ. :)

Nu har jeg kun set glimt af udsendelsen med Price-brødrene, men der var vist ingen tvivl om, hvem der i dén del følte sig mest prominente.

Derimod fik jeg stor respekt for Jesper Vollmer. Ikke kun grundet hans åbenbare kulinariske talent, men også hans engleagtige tålmodighed over for den 'fem-årige' køkkenskriver, som han ikke alene gav plads, uden synlig irritation, men også udsendelsen igennem titulerede korrekt på en så naturlig måde, at det hverken fremstod ironisk eller underdanigt.

Ham, Jesper Vollmer, ville jeg i øvrigt langt hellere se madprogrammer med end de efterhånden utålelige Price-brødre. Men i så fald skulle det være uden køkkenskriveren. ;)

Michael Reves, Kristian Rikard og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Han må jo have gjort sig fortjent til det i et tidligere liv.
Den slags kommer ikke uden fortjeneste.

/O

Vibeke Rasmussen

Åh ja, og speakerestemmen! Kælent, begejstret, tuttenuttet, som snart sagt alt der kommer ud af munden på DR-ansatte. Hvem er det – hvem forestiller de sig, det er – de henvender sig til med den klæbrige tone?

Bente Simonsen, Rasmus Kongshøj og Erik Nissen anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

Prins Henrik er som altid morsom, men jeg har virkeligt medlidenhed med hans ansatte.

Når vi andre laver mad, og der kommer nogen ud i køkkenet, blander sig, kommer med åndssvage råd, og nipper til det mad vi står og arbejder med, så kan vi smide dem ud. Det kan prinsgemalens køkkenpersonale ikke, de må dag efter dag finde sig i han kommer og forstyrrer deres arbejde, og taler til dem som om de ikke anede noget om mad, mens Prinsgemalen selv var en ren Brillat-Savarin.

Lad os nu få lukket det pinlige middelalderspil.

olivier goulin

Jeg ville nu ikke have noget imod at arbejde i hans køkken ... skulle jeg have et sådan arbejde.

/O

Søren Kristensen

Det er bare genialt at Prins Henrik tilsyneladende har skiftet ufrivilligheden ud med frivillighed. Det er vi sikkert mange der kan lære noget af, uden at det nødvendigvis behøver at foregå i køkkenregionerne. Men bon appetit!

Kirsten Kathrin

Hvor er vi heldige, at vores dronning har så dejlig en mand. Helt nede på jorden og et fantastisk godt og glad menneske.