Læsetid: 5 min.

Mennesket og maskinen

Kan man give en maskine bevidsthed og sjæl? Skal man frygte eller fryde sig over kunstig intelligens? Det er et par af de spørgsmål, som Wally Pfister stiller i sin instruktørdebut, ’Transcendence’, et ikke ubetinget vellykket, men alligevel spændende drama, der gør, hvad alle gode science fiction-film skal gøre: Fremskriver udviklingen og diskuterer ideer
Will, en førende forsker i kunstig intelligens, er døende. Men det lykkes hans dybt ulykkelige hustru, Evelyn, at finde en måde, hvor Wills bevidsthed kan uploades til en computer og videre til internettet. Spørgsmålet er dog, om det er Will, om hans bevidsthed og sjæl er fulgt med, eller om det er en hyperintelligent, men uempatisk og følelseskold kopi, som nu er fri til at gøre, hvad den/han vil.
19. juni 2014

For et par uger siden udsendte universitetet i Reading i England en pressemeddelelse om, at et computerprogram ved navn Eugene Goostman havde bestået Turing-testen. Testen, der er opkaldt efter matematikeren og computerpioneren Alan Turing og afholdes en gang om året, har til formål at afgøre, om en computer opfører sig lige så eller mere intelligent end et menneske, og russisk-’fødte’ Eugene fik overbevist dommerne om, at ’han’ var en 13-årig dreng.

Siden er der blevet sat spørgsmålstegn ved resultatet, men medieopmærksomheden viser, hvor fascinerede vi mennesker stadig er af tanken om den kunstige intelligens, der selv kan tænke, føle, lære og udvikle sig – præcis ligesom os mennesker.

Det er denne fascination og den kunstige intelligens muligheder, men også farerne ved så avanceret en teknologi, som filmfotografen Wally Pfister, Christopher Nolans faste filmfotograf, har sat sig for at udforske i sin instruktørdebut, Transcendence. Det er ikke en ubetinget vellykket film, men den har ambitioner, og den tør bevæge sig ud i det spekulative minefelt, hvor man nemt kommer til at træde ved siden af, men hvor spændende diskussioner og originale visioner også kommer til syne.

Will Caster (Johnny Depp) er en af verdens førende forskere i kunstig intelligens, og han er tæt på et gennembrud sammen med sin kollega, Evelyn Caster (Rebecca Hall), der også er hans kone. Hun tror fuldt og fast på, at Wills forskning kan forandre verden til det bedre, men ikke alle deler hendes optimisme.

Efter et foredrag bliver Will skudt og forgiftet af en flok maskinstormere, en anti-teknologi-terrororganisation, som også gennemfører en række dødelige og ødelæggende angreb på andre forskere og forskningscentre, hvor man beskæftiger sig med kunstig intelligens. De er bange for, hvad det vil føre til, hvis Will og de andre får realiseret deres ideer.

Will er således døende, men sammen med parrets god ven, den mere skeptiske og forsigtige videnskabsmand Max Waters (Paul Bethany), lykkes det den dybt ulykkelige Evelyn at finde frem til en måde, hvor Wills bevidsthed kan uploades til en computer og videre til internettet, hvor han så kan ’leve’ videre. Spørgsmålet er dog, om det er Will, om hans bevidsthed og sjæl er fulgt med, eller om det er en hyperintelligent, men uempatisk og følelseskold kopi, som nu er fri til at gøre, hvad den/han vil.

Maskinerne bestemmer

Og mens Evelyn sammen med sin virtuelle mand opbygger sig et nyt liv, og han bruger sine nyvundne evner til at arbejde for en bedre verden, bliver de udfordret af både anti-teknologi-terroristerne, Max og den amerikanske regering, som er usikre på, om de skal alliere sig med eller frygte Will. Kan man stole på ham? Kan man stole på en kunstig intelligens, der er så meget hurtigere og klogere end alle os andre? Er det overhovedet Will?

Transcendence deler udgangspunkt med Spike Jonzes Hende, som havde premiere tidligere på året og handlede om kærlighedsforholdet mellem en ensom mand og hans styresystem. Men hvor Jonze hovedsageligt var interesseret i det mulige i forholdet mellem et menneske og en kunstig intelligens – og i kærlighedens væsen og menneskets forhold til moderne teknologi – slår Wally Pfister og hans manuskriptforfatter, Jack Paglen, større brød op.

Den første halvdel af Transcendence er den bedste, blandt andet fordi den holder jordforbindelsen. Men selv om den i anden halvdel sætter sin troværdighed over styr, lykkes det alligevel Pfister og Paglen at opstille en række spændende dilemmaer filmen igennem. Science fiction-genren er en ideernes genre, og den er bedst og mest interessant, når den diskuterer og fremskriver en udvikling – samfundsmæssig, politisk, menneskelig, teknologisk – og afprøver og forholder sig til forskellige scenarier, såvel gode som dårlige.

Menneket som gud

»Er du ude på at skabe en Gud,« spørger en af anti-teknologi-terroristerne Will Caster, lige inden forskeren bliver skudt. Pointen er selvfølgelig, at der er en mulighed eller risiko for, at en kunstig intelligens med egen bevidsthed og sjæl kommer til at udvikle sig så hurtigt, at vi mennesker mister kontrollen?

Det sker i mere teknologipessimistiske film som James Camerons Terminator og Lana og Andy Wachowskis Matrix, der begge foregår i fremtidsverdener, hvor maskinerne har taget magten og henholdsvis udsletter menneskene og gør dem til sine lydige slaver. Transcendence gør dog spørgsmålet endnu mere komplekst ved at lade et menneske – Will Caster – fusionere sin bevidsthed og sjæl med maskinen og netværket, hvorfor mennesket pludselig bliver til et magtfuldt væsen, der ikke er hæmmet af fysiske rammer. Mennesket bliver så at sige selv til en gud, der nærmest ved og kan alt.

Mange science fiction-film er lige så teknologiforskrækkende som anti-teknologi-terroristerne i Transcendence, og indimellem får man fornemmelsen af, at Wally Pfister og Jack Paglen selv har en rem af huden. Men faktisk synes de at være mest interesserede i at skildre mødet mellem mennesker og en avanceret teknologi, som virker skræmmende, fordi man ikke har set noget lignende før. Mennesker er bange for det, de ikke forstår, og når de er bange, reagerer de ofte voldsomt – et af budskaberne i science fiction-klassikeren The Day the Earth Stood Still – og således trækker Transcendence også tråde til den tid med terror, krig og frygt, verden har været igennem de seneste 10-15 år.

’Uncanny valley’ kalder man det med et engelsk udtryk, når en robot – eller en kunstig intelligens – til forveksling ligner et menneske, men man alligevel har fornemmelsen af, at det er det ikke.

Da den første glæde over stadig at have Will hos sig har lagt sig hos Evelyn, bliver hun mere og mere usikker på, om det væsen, der taler til hende, overvåger hende og på én gang hjælper og kontrollerer flere og flere mennesker omkring sig, nu også er den rigtige Will. Det er dybt fascinerende – og også uhyggeligt, som i Michael Crichtons kulørte Westworld, der foregår i en ferieby, hvor feriegæster blander sig med såkaldte forlystelsesrobotter, som så går amok.

Spike Jonzes Hende handler ikke mindst om, hvorvidt verden kan acceptere, at mennesker og maskiner forelsker sig – og om de to forskellige størrelser så at sige er kompatible. Transcendence går skridtet videre og spørger, om vi som samfund vil kunne acceptere væsener, der ligner og opfører sig som mennesker, men ikke (kun) er det. Det er nogle af de samme på én gang lavpraktiske og dybt eksistentielle spørgsmål, som Ridley Scott stiller i Blade Runner: Hvad definerer et menneske? Kan robotter/kunstige intelligenser også være menneskelige?

Wally Pfister og Jack Paglen kommer ikke med entydige svar i Transcendence, men de synes dog at mene, at det er menneskene bag teknologien, som definerer den – og som derfor bestemmer, i hvert fald en tid endnu, om den skal bruges til godt eller ondt.

’Transcendence’ Instruktion: Wally Pfister. Manuskript: Jack Paglen. Amerikansk (Biografer landet over]

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu