Læsetid: 3 min.

Mere end smukt

Kvalitet overgik underlødighed ved fælles kræfter fra solist og dirigent ved Tivolis skotske temakoncert
Nicola Benedetti er nok den eneste violinist, der kan forvandle Max Bruchs violin-fantasi fra svær lidelse til en form for velvære.

Simon Fowler

3. juni 2014

 

Nicola Benedetti er vel én af de større udgifter i Tivolis sommerprogram. Til gengæld skaffer det dem en lækker plakat og programforside med den meget smukke violinist og hendes meget smukke Stradivarius. Det kunne man næsten tro var begrundelse nok i sig selv, men det opsigtsvækkende ved Benedetti er, at hvis hun ser godt ud, så er det intet imod, hvor smukt hun spiller.

Trods sit italienske navn og udseende er Benedetti fra Skotland, og hun kom med Max Bruchs skotske fantasi for violin. Tivoliprogrammet fulgte trop og leverede Mendelssohns skotske symfoni og hans orkestersuite Hebriderne som de grønne omgivelser for solistkoncerten.

Kaffe med mening

For en gangs skyld var der virkelig motivering for Mendelssohns Hebriderne, der er skrevet som en koncertouverture, en koncertåbner, og i den grad bruges til at åbne en hvilken som helst koncert. »To kaffe med fløde,« synger man med på det kendte åbningstema.

Tivolis orkester kom blidt fra start, allerede godt inde i musikken fra de første toner. Den ukrainske dirigent Kirill Karabits udstrålede usædvanlig god kontrol og stamina og klistrede hænderne godt fast ved tonerne, mens musikerne klistrede sig godt fast ved hans hænder, og sådan skete det, at man sad og nød to kaffe med fløde sejle ud af de skotske tåger og en fortærsket klassiker blive en oplevelse. Ikke mindst Karabits’ evne til at styre dynamikken var en fornøjelse med fuld kontrol over volumenknappen, der blev drejet op og ned med perfekt administration af alle grader mellem kraftigt og svagt.

Umiddelbarhed af høj karat

Er stort forbillede for Benedetti er den gamle violinvirtuos Jascha Heifetz, og ofte følger hun hans vej i repertoirevalg og vælger samme populære stil. Det kan man smagsmæssigt ærgre sig over, for Benedettis tone er på en måde slet ikke populær, og der er så meget andet musik, man hellere ville høre med denne 24 karats guldklang. Men formentlig er der en sammenhæng mellem Benedettis umiddelbarhed i musikvalg og umiddelbarhed i skønhed og virtuositet, der er meget uakademisk og simpel uden på nogen måde at mangle begavelse eller forfalde til plathed. Jeg mener for flere år siden, jeg tror det var om hendes debut-album, at have beskrevet hendes klang som rødhalsesang om vinteren, og det kan jeg kun huske, fordi det er præcis det samme billede, der slår mig igen, hver gang jeg hører hende. Naturligt og vidunderligt på én gang.

Man kan også sige, at hun nok er den eneste violinist, der kan forvandle Max Bruchs violinfantasi fra svær lidelse til en form for velvære. Det er svært overhovedet at beskrive musikken, der starter som en begravelseshymne for herefter at overgå til mere og mere folketonelignende motiver, der bliver helt ulidelige, når de også skal udføres med dobbeltgreb og i det hele taget er underlagt en kedelig skoleorkester-agtig orkestrering. Men man kunne starte alene med at nyde Benedettis intonation. Her er nok lykke at hente i sig selv. Herefter måtte man også overgive sig til den advokerende smagfuldhed i Benedettis spil og konstatere, at det også fra dirigentens side var godt skuldret meningsløs musik. Den største gave var dog Benedettis ekstranummer, sarabanden fra Bachs 2. partita. Her var rødhalsen helt alene og sin egen åbenbaring.

Smukt og lyttende

På den ene side passer Mendelssohn og Bruch miljømæssigt godt sammen, på den anden side er det to kammerater, jeg ikke ville sætte ved siden af hinanden i skolen, da også Mendelssohn kan have sine problemer med kvalitet. Trods sin vidunderbarnsbaggrund har Mendelssohn ikke som Mozart adgang til himlen og heller ikke som Brahms adgang til den store Weltschmerz, hans melodier er fantastisk syngende, men er ikke så rene som Schuberts, hans temaer er fyldige, og alligevel har romantikkens guldalder ikke helt indfundet sig endnu. Alt dette strøg Karabits og orkesteret dog flot igennem ved at give øre til det, Mendelssohn nu har at sige. Med stor ærlighed og uden tilsætningsstoffer trådede Karabits musikken i smukke fraser.

Alt i alt en aften, hvor kvaliteten overvandt underlødigheden, og Tivoli kan bryste sig af en god satsning.

Nicola Benedetti, violin. Tivolis Symfoniorkester. Dirigent: Kirill Karabits. Tivolis Koncertsal onsdag d. 28. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu