Cliff er indbegrebet af en selvoptaget 68’er, komplet med selvhjælpsbøger udgivet på eget forlag og holistisk kursuscenter i hjemmet, i hvilket han underviser sine klienter i at kontrollere deres livsenergier gennem meditation og intimmassage – sidstnævnte tilbydes kun til kvinder.
Han er hovedfiguren i Johan F. Krarups nye tegneserie Cliffs monologer. Krarup er en ambitiøs satiriker, der fortsat savner en vindende formel. Hans humor flyder naturligt, og hans blik for den afslørende detalje er fintfølende. Hans portefølje tæller en håndfuld meget løfterige, kortere dokumentariske tegneserier, men vi savner fortsat et længere værk, hvor hans uomtvistelige talenter forløses tilfredsstillende. Tegneseriealbummet Cliffs monologer er endnu et tåkrummende morsomt, men også let tøffende skridt på vejen.
Krarup er nok bedst kendt for netstriben Episk fejl, der kører jævnligt på WulffMorgenthalers humorportal i Politiken-regi, »Helt normalt«. Det er socialsatire i kortform med en ny situation og nye figurer hver gang. Den karakteristiske opfindsomhed er der, men afleveringen synes ofte at komme for hurtigt og ender til tider med at være for letkøbt. Formatet er en hæmsko for den situations- og personbaserede humor, der præger Krarups bedste arbejder.
Enetale
Det er ikke problemet i Cliffs monologer. Den altdominerende hovedperson, Cliff H. Kristensen – filosof, livskunstner, globetrotter, åndelig vejleder og kosmolog – får lov at tale næsten uafbrudt, direkte henvendt til læseren, over albummets 40 sider. O.k., hans dødssyge familie, ekskone og diverse andre nuller forsøger ind i mellem at få et ord indført, men bliver hurtigt sat på plads. Der er, som han betror os, absolut ingen grund til at spilde sin tid på kedelige mennesker.
Cliff har en klippefast tro på »viljens kraft«, hvilket tit og ofte betyder, at hans omverden skuffer ham: Broderen brød med ham tidligt, fordi Cliff som ung insisterede på at gå klædt i en naziuniform i åbenlys trods mod familiens forsøg på at fortrænge, at hans henrettede far havde været medlem af DNSAP under krigen. Værst er det dog med sønnen, Adam – naturligvis opkaldt efter det første menneske – for hvem det til farmands frustration aldrig er lykkedes at transcendere borgerlighedens middelmådighed. Han sælger nu hårde hvidevarer i Kalundborg.
Sproget
Forbindelsen til Nikoline Werdelins iskolde hudfletning af det bedre borgerskab er åbenbar. Men hvor hun indfanger det almene med en præcis og skarpt skåren dialog, der ofte drives af enormt sigende, nærmest fetichistiske henvisninger til konkrete statussymboler (vin, tøj, rejsevaner osv.) er Krarups mere diskursiv og interesseret i det specifikke. Sproget afdækker gradvist karakteren bag.
Samtidig er han mere visuelt orienteret: En af de morsomste scener i nærværende album er f.eks. et flashback til Adams barndom, hvor Cliff i sin let skeløjede, sodavandsgluggende søn ser det oplyste, spirituelle spejlbillede, han ønsker for fremtiden.
Andre steder agerer billedsiden fortællende kontrast til ordene: Konturerne af en plaget barndom antydes under hans selvfede rationaliseringer over samme, mens hans romantiske genfortælling af Adams undfangelse i billederne forankres i en mere prosaisk virkelighed.
Tegneserien får lidt ekstra kant ved slet skjult at lokalisere en pendant i virkeligheden. Cliffs blindt hengivne, selvudslettende yngre samleverske Chresteria deler sit noget usædvanlige navn med forfatteren og fanzineguruen Erwin Neutzsky-Wulffs hustru, hvilket, selvom vi tydeligvis har med fiktion at gøre, konkretiserer satiren.
Som det var tilfældet med Krarups tidligere, længere tegneserie, Mixed Double (2008), formår han trods alle disse kvaliteter ikke helt at honorere sit stærke anslag. Cliffs monologer toner ud uden helt at tegne det mere nuancerede portræt, man fornemmer var hensigten.
Johan F. Krarup, ’Cliffs monologer’, 40 s. København: Fahrenheit, 2013. 119,50 kr.
