Læsetid: 3 min.

Nervøst gennembrud

Lea Marie Løppenthin debuterer strengt, sårbart og opmærksomt på sollyset og nerverne og den klodsede måde, vi indgår i verden på
13. juni 2014

Hvordan skal jeg forklare, hvorfor Lea Marie Løppenthins debut Nervernes adresse føles som det særligste bekendtskab, jeg længe har gjort mig? Det er et nervøst, omsorgsfuldt, strengt bekendtskab, der føles som et gennemtræk i hjernen.

Egentlig er teksterne – prosaagtige digte – meget tilgængelige, forståelige. Der er passager, som minder om noget fra en dejlig ungdoms-tv-serie, men hvor ingen siger noget. Bare cykler gennem skoven i vindjakker eller overnatter i træsenge i et hus af træ. Holder en fest via Spotify.

Der er meget på spil i bogen, men det, som især sætter sig fast, er en akut, omhyggelig opmærksomhed i jeg-bevidsthedens blik på sine omgivelser. Et jeg, som er uhyre opmærksomt på at indgå i kredsløb med verden. Som både ser verden i fugleperspektiv, ser en sovende gruppe venner oppefra som geometriske figurer og ser sig selv indgå mere eller mindre vellykket i verden omkring sig:

»i byen forleden mødte jeg en nyere ven til et arrangement
da jeg omfavnede ham, gled min hånd ind bag den plakat, der var sat op på døren bag ham
han stod så tæt på den dør«

Måske er titlens nerver en mulig læsenøgle: Det nervøse, porøse, som en særlig tilstand af modtagelighed og et grundvilkår. Der er en tone i teksterne, som minder om den blanding af skærpet årvågenhed og hudløshed, som indtræffer, når man har været søvnløs for længe. Sådan er Løppenthins skrift: skarpt seende og shaky.

»i gården hænger dynerne ud af vinduerne ligesom tunger
det er et dagligt chok at forvalte kropsdelene
det er en nyhed jeg ikke kan beskytte mig imod
den nyhed bliver aldrig rutine
den ydmygelse, aldrig at blive rutineret«

Jeget er udsat, urutineret til stede i verden, udleveret til sine nerver. Det er hverken en pylret, ynkværdig nervøsitet eller en særligt forfinet, digteragtig sensibilitet, vi møder: Nærmere en tør, nøgtern slags, en neutral nervøsitet.

Det man skylder solen

Med neutral nervøsitet mener jeg en tilstand, som er sårbar, men først og fremmest registrerende. Nøjagtig. Ærlig. Nærmest streng. En vågen skrift. Selvom alle teksterne ikke er nøgterne, nogle er også sanseligt henførte: »der er en anden drengehud jeg helt sikkert tænker på som et du / og helt sikkert også som et han / en tydelig blød knast, der er omgivet af sine omgivelser.«

Måske er det den højnede opmærksomhed på verden, som medfører et etisk ønske om at opføre sig ordentligt, rimeligt, også over for ikke-menneskelige fænomener. Måske kan Nervernes adresse læses som en poetisk vejledning i, hvordan man er sart på en ansvarlig måde? At man kan være vred, streng, retfærdig, alt imens man er et skrøbelig? At sarte nerver ikke kun er svaghed, men også mulighed for at lade verden skinne ind i én?

Det, at teksterne foranstalter en nærhedserfaring, er også en form for omsorg, ansvarlighed: At føle sig nært noget, gør det mere sandsynligt, at man opfører sig ordentligt over for det.

Desuden bliver jeg også bare, helt enkelt, begejstret for at møde en nysgerrig bevidsthed i bogen, som hele tiden eftertænksomt ser på verden med meget åbne øjne og åben hjerne, så man som læser bliver overrasket af perspektiver som det her:

»ligesom tæger i kroppens hjørner
armhulerne knæhaserne skridtet
det sympatiske ved tæger er, at de ikke genkender privatsfæren som grænse
de ved at kroppen er et landskab
det er det jeg hele tiden glemmer«

Jeg fornemmer ikke noget sammenbrud i Løppenthins tekster, snarere er der en accept af at være udleveret til sine sitrende, men venligtsindede nerver. Men et nervøst gennembrud, vil jeg gerne kalde det.

Lea Marie Løppenthin: ’Nervernes adresse’, Gladiator, 63 sider, 150 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu