Læsetid: 5 min.

Vi er alle performere

Lyd- og performancefestivalen ACTS blev med et ambitiøst program afholdt for anden gang i Roskilde, men den mangler at finde sin form
En mand, der ligger i et solarium og gentager engelske gloser fra en audioparlør for forretningsfolk, sætter meget præcist fingeren på tidsåndens krav om optimering af personlige kvalifikationer og skønhedspleje.

En mand, der ligger i et solarium og gentager engelske gloser fra en audioparlør for forretningsfolk, sætter meget præcist fingeren på tidsåndens krav om optimering af personlige kvalifikationer og skønhedspleje.

Rune Gade

23. juni 2014

I et nøgent rum med gråt gulv og hvide vægge står der et solarium og sender sit blåhvide flimmerlys ud gennem de to sprækker i siderne. Indeni ligger en velbygget ung mand iført et par underbukser og uv-briller. Han har stillet sine sandaler pertentligt foran solariet. Et par hovedtelefoner omkring hans hoved lukker ham inde i et privat lydunivers.

Men bliver man stående, forstår man, at han lytter til en engelsk audioparlør for forretningsfolk. Fyren i solariet gentager med mellemrum forretningsrelaterede fraser og sætninger. »I have been a loyal employee and I think I deserve a promotion,« gentager han for eksempel to gange med et langt mellemrum.

Eller: »I am happy with my performance«. Sidstnævnte nok så uskyldige sætning aktiverer en række betydninger i sammenhængen, for værket hvori den indgår, er en performance af den engelske kunstner Simon Fujiwara (f. 1982), som var med på sidste weekends ambitiøse lyd- og performancefestival ACTS arrangeret af Museet for Samtidskunst i Roskilde.

Mange betydninger

Performance er det ‘hotte’ i kunstverdenen lige nu og det virker som om alle museer mobiliserer performancekunsten som et effektivt tiltrækningsmiddel, der byder på den flygtige begivenheds aura af eksklusivitet, underholdning og sjældenhed. Fra at være kuriøs avantgardepraksis er performancekunst i de senere år blevet mainstream – på godt og ondt.

Fujiwaras værk Future/Perfect bruger ligesom meget af samtidens performancekunst hyrede personer til at udføre værket. Fujiwara står således blot som værkets idémæssige bagmand, mens udførelsen overlades til andre. Den kuriøse sammenstilling af solarium og sprogtilegnelse står som et prægnant scenarium, der meget præcist sætter fingeren på tidsåndens krav om forandringsparathed, optimering af personlige kvalifikationer og forfængelighedspleje.

Dér i solariets blåhvide sollys bliver den flotte unge mand både lækkerbrun og dygtig til at kræve forfremmelse på fremmedsprog. Den samtidige optimering af hjerne og hud, indre og ydre, foregår ganske mekanisk og i gold isolation under solariebriksens tætsluttende favntag. Mens vi – publikum – står i andægtig afstand og ser på, som var det en urørlig gud, vi iagttog.

At levere varen

Fujiwaras værk sætter fokus på, at performance langtfra er et fænomen, der kan begrænses til at være en eksotisk undergenre inden for billedkunsten. Performance er derimod et langt bredere begreb, som i ledtog med neoliberalismens totaliserende okkupation af vores eksistenser forvandler alt til målbare og afgrænselige begivenheder.

Vores børn skal performe rigtigt, så PISA-testen kan falde rigtigt ud. Vores studerende skal performe optimalt, så fremdriftsreformer indfries og samfundet kan få bedst mulig gavn af dem som skattebetalere. Vores biler skal performe energirigtigt, så miljøet skånes bedst muligt. Vi skal alle performe effektivt, så spild undgås. Hele vores kultur og vores talesprog er dybt infiltreret af denne fordring om performance, om at ‘levere varen’, om at præstere.

Det er præcis denne kendsgerning, performancebegrebets dobbelthed, der pludselig står skåret ud i pap, når den unge performer i solariet midt i remserne af besynderlige forretningsfraser siger »I am happy with my performance«. På den ene side en kunstart, på den anden side rendyrket præstation. Og måske er det aktiveringen af denne bevidsthed, vækkelsen af den kritiske tanke, der adskiller performancekunsten fra det mere alment gældende performancekrav, som vi alle strenger os an for at imødekomme, så vi kan gøre fordring på forfremmelse, forhøjelse, politikernes velsignelse og andre former for anerkendelse.

At performancekunsten i sit historiske grundlag er kritisk, kan der næppe herske tvivl om. Den har fra begyndelsen været tæt beslægtet med politisk aktivisme og systemkritik, ligesom den er undfanget af en stålsat negation af den etablerede kunst og dermed ofte fremstår som erklæret antikunst. Sådan var det med dadaisterne i det tidlige tyvende århundrede. Og sådan var det med Fluxus-bevægelsen i 1960’erne.

Når Museet for Samtidskunst nu for anden gang vælger at lave en storstilet og ambitiøs festival for lyd- og performancekunst, er det ikke mindst fordi museet egentlig bygger på selvsamme grundlag. Hovedstolen i museets samling er Fluxus-værker og dertil relateret materiale, som gennem museets 25-årige historie er blevet udbygget gradvist. Det er en vægtig arv, som kræver pleje.

Tyndt program

Som specialmuseum for flygtige kunstarter er det således oplagt, at institutionen satser på en festivalbiennale. Museet for Samtidskunst har alle muligheder for at profilere sig på lyd- og performancekunst – endda uden at risikere anklager for at spekulere i disse kunstformers popularitet, for museet tog pænt vare på de besværlige hittebørn, længe inden de var blevet alles yndlinge.

Og hvis publikum i antal måske ikke var imponerende til en så omfattende produktion som en todagesfestival er, så imponerede de mange store navne på festivalen til gengæld. Ud over Fujiwara kunne man opleve værker af blandt andre udenlandske kunstnere som Andrea Geyer, Sharon Hayes, Örn Alexander Ámundason og Anna Lundh. Blandt de danske navne var Ragnhild May, Niels Rønsholdt, T.R. Kirstein og Claus Haxholm.

Trods de mange fine bidrag forekom programmet samlet set lidt tyndt. Desuden havde museet valgt primært at henlægge festivalen til dets egne lokaler i Det Kgl. Palæ og dets nære omgivelser i Roskildes bymidte. Det skabte trængsel i de små lokaler, når der var performances, så selv om publikum ikke var mødt talstærkt frem, gik nogle paradoksalt nok forgæves.

Festivalformatet forpligter i den forstand: museet skal selv performe optimalt, når publikum på kort tid strømmer ind i stort antal. Alternativt må man slå sig op som en intimfestival og rendyrke kvaliteterne ved små publikumsgrupper og tæt kontakt mellem performere og tilskuere.

Vigtigt at skabe rum

ACTS er stadig en meget ung festival, så det er forståeligt, at den ikke helt har fundet sin form endnu. Men hvis den skal vokse sig til en fast tradition, er det afgørende, at der skabes en klar forventningsafstemning med publikum om, hvad den tilbyder.

Netop fordi vi lever i en kultur, der bevidstløst er gennemsyret af krav om at præstere bedst og mest, er det i dag vigtigt at skabe rum for performancekunstens kvalificerede kritik af selvsamme tendens. Så Museet for Samtidskunst har gode grunde til at lægge sig i selen og præstere en endnu bedre ACTS om to år.

Museet for Samtidskunst. Roskilde. ACTS 2014. Festival for lyd og performance. 14.–15. juni 2014

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu