Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Rigt liv, uvedkommende krønike

Den markante venstrefløjspersonlighed Bente Hansen er et vigtigt tidsvidne til de store samfundsmæssige forandringer i anden halvdel af det 20. århundrede. Men sine erindringer formår hun desværre ikke at gøre vedkommende
Chefredaktør Bente Hansen tjatter til journalist Erik Meier Carlsen. Også tiden på Information bliver berørt i hendes nye erindringsbog, men hun formår ikke at få læseren til at leve sig ind i de konflikter og historier, hun beskriver.

Aage Sørensen

Kultur
11. juni 2014

»Stop klynkeriet«, siger journalist og forfatter Bente Hansen hen mod slutningen af sin erindringsbog Historien findes. Hun hentyder til den store opstandelse over de massive aflytninger, som foregår mod alt og alle over store dele af kloden, men for hende er det naivt, for vi har selv været en aktiv del af aflytningen. Det viste den gamle Kejsergadesag allerede i 1969, da det blev afsløret, at Forsvarets Efterretningstjeneste havde en aflytningscentral i Kejsergade i København, som blev brugt til aflytning af udenlandske ambassaders telekommunikation.

Således kan hun indimellem overraske, Bente Hansen, med et overraskende og anderledes blik på afgørende begivenheder i den nyere Danmarkshistorie.

Hun er et vigtigt tidsvidne for de store samfundsmæssige forandringer, der har fundet sted siden besættelsen, og hendes erindringsbog er en glimrende personlig tur gennem hele anden halvdel af det tyvende århundrede.

Sund skepsis

Efter en opvækst i Vestjylland i et dyrlægehjem med otte døtre og en turbulent familiehistorie med alkoholmisbrug, utroskab og skilsmisse bliver Bente Hansen som litteraturstuderende i København i 1960’erne en central del af den politiske venstrefløj. Frit Danmark, Algeriets Frihedskamp, modstanden mod Vietnam-krigen, SF, VS og Rødstrømperne er nogle af de bevægelser, hun har præget og været engageret i ved siden af sit arbejde som redaktør for Politisk Revy, programmedarbejder ved DR-kultur, chefredaktør for herværende dagblad og forfatter til en række kultur- og skønlitterære bøger.

Det særlige er, at Bente Hansen både har taget aktiv del i de største sociale og politiske omvæltninger omkring ungdomsoprøret, og samtidig så levende har oplevet årtiet, der førte op til det store skelsår. At hun lige er lidt ældre end dem, der blev voksne med ’68, giver hende et perspektiv og en tøvende afstand til de store sociale bevægelser. Hun bliver på mange måder del af tidens kollektiv, men bevarer også en sund skepsis og kritisk distance hertil. Hun reserverer hele tiden en del af sig selv til at kigge andre steder hen og også indad. Således bevarer hun sin kristne barnetro tværs gennem de politisk-ateistiske årtier; den bliver endda en styrket kraft bag hendes virke i de seneste årtier. Sådan ser det i hvert fald ud i erindringens tilbageblik.

Det særlige i bogen er også, hvordan det samfundsmæssige og det private løber sammen. Man forstår som efterkommer på en anden måde det politiske engagement og tidens politiske debatter, når man, i hvert fald forsøgsvist, får dem præsenteret gennem et førstehåndsvidne. Så er det ikke bare ting, der sker, og upersonlig politik, men levet liv i en egen indre konflikt og med alle de modhager, som det politiske engagement også har.

Skudepisoden

Det afgørende moment i Bente Hansens erindringsfortælling er en skudepisode i begyndelsen af 1970’erne. Mens hun sidder i sit arbejdsværelse, flyver to kugler gennem vinduet. Hun er uskadt og kigger undrende ud gennem det, der ligner skudhuller. Hun tilkalder politiet, der kommer med det samme, men i form af en mand i civil. Hvad skete der egentlig, og hvem er den underlige mand fra politiet, der aldrig følger op på sagen? Bente Hansen var en markant person på den politiske venstrefløj, så hvem stod bag attentatforsøget? Var det en fra højrefløjen, eller var det faktisk en af dem fra Blekingegadebanden, som med attentatforsøget skubbede til viljen for den voldelige politiske kamp? Var det overhovedet politiet, eller var det en efterretningsagent, der efterfølgende kom til huset? Skudepisoden forbliver uopklaret og fungerer som en ledetråd gennem bogen. Bente Hansen selv hælder til, at det var en af dem fra Blekingegadebanden, der ville radikalisere og optrappe den politiske kamp.

Kedeligt kronologisk

Disse indskudte kapitler med skudfortællingen er momentvist med til at give bogen det liv, som den ellers i udpræget grad mangler. Bente Hansens liv har været ekstremt rigt og fuldt af store begivenheder, men hendes bog fortælles kedeligt kronologisk og jævnt fremadskridende, hvor den ene begivenhed pligtskyldigt afløser den anden, men uden nogen indre nødvendighed eller vilje til at vove en fortolkning udover, at det bare sker.

Foruden skudfortællingen er der slet ikke arbejdet med formen, eksempelvis via en lyst til at dosere erindringerne, springe i tid og vove nogle dristige koblinger mellem adskilte livsepisoder, der måske kan kaste et andet lys over tiden, og hvem man selv er, og hvorfor man gjorde, som man gjorde.

Tingene sker bare, men de bliver aldrig rigtigt vedkommende. Tag eksempelvis skildringen af Bente Hansens tid som chefredaktør her på avisen. Man får en masse detaljer og personnavne, og nogle interne konflikter omtales, men som læser kommer man aldrig til at leve med i historien eller til at forstå, hvad det handler om. Det ender derfor med at blive uvedkommende, og man tænker uværgerligt, at så ville det have været bedre helt at droppe den del af historien eller have brugt den i en anden sammenhæng.

Bogens mangel på form kan undre, når man ved, at Bente Hansen er litteraturuddannet og trænet forfatter og skribent. Men det resulterer desværre i, at den bog, der kunne have været et stykke fantastisk erfaret nyere Danmarkshistorie, langt hen ad vejen bliver et langt referat. Hendes spændende historie kan man imidlertid aldrig tage fra hende.

Bente Hansen: ’Historien findes’, erindringer, Gyldendal, 256 sider, 280 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her