Hvis du holder ved længe nok, skal du nok blive til noget. Også selv om dette forjættede ’noget’ er en opfindelse. Således er amerikanske Elizabeth Woolridge Grant definitivt ved at blive til Lana Del Rey med sit nye og andet album Ultraviolence.
Og det på trods af at Del Rey er en opfindelse, en mondænt melankolsk chanteuse med en erotisk dødsdrift og en stemme, der lyver sig ældre end den er. Ingen 27-årig krop – selv ikke en amerikansk – kan rumme så meget uskyldstab som det, Lana Del Rey lader os ane. Men derfor kan man jo godt lade som om.
Lana Del Reys dødssynd i 2011-2012 var i følge en række ureflekterede musikskribenter og en selvretfærdig og hyklerisk fraktion af indie-musik-miljøet, at hun var iscenesat; at hun var et produkt af en markedsføringsstrategi. Hvor kunstnerisk betonet sidstnævnte end kunne være, var det åbenbart utilgiveligt, fordi Del Rey havde formastet sig til at signalere en 60’er-agtig autenticitet med brug af smalfilmsæstetik og nogle bedårende melankolske sange såsom »Video Games« og »Blue Jeans«.
Der er åbenbart folk derude, der er naive nok til at tro, at en kunstners offentlige her-er-jeg befinder sig i et en-til-en-forhold med det private væsen, som – efter rampelyset er slukket – går i seng uden makeup og med et helt igennem almindeligt behov for at prutte, sove og være elsket. Og der findes folk, der er selvretfærdige nok til at fordømme selvsamme kunstnere for ikke at leve op til disse forskruede forventninger.
Det amerikanske mareridt
Nå, men, her har vi så Lana Del Rey. En mere eller mindre fiktiv karakter med en krop og erfaringer af kød, blod, sæd og safter. En kunstner definitivt i gang med at blive sig selv, nemlig en elegant fortalt sanger og sangskriver, der er så svanger med dødsromantik, at man næsten bliver bekymret for hende. Just kidding. Men Del Rey fortæller os i hvert fald med sin nu lidt mere hæst patinerede stemme, at verden er ond, at den store kærlighed er forbi, og at hun ikke ville have haft noget imod at have døet lige dér på stedet (altså i sangen), fordi hendes elskede var ved hendes side. Hvilket privilegium, hvilken fornøjelse.
Ensomme motelværelser, affolkede cocktailbarer, en skov omkrig Twin Peaks, en fortabt motorvej, en kvæstet kværn, et forlist liv, et branket hjerte, en rygende revolver, en gennemhullet Bibel, et sæt blodige læber. Det amerikanske mareridt leveres med en enorm tyngde og en tårnende skønhed, især på Ultraviolences første fire numre. Hun synger i et enormt ekkoende rum, og strygerne bærer hende op i falsetten, hvor de emotionelle forstyrrelser forvandles til højfrekvente forsiringer. Hvor det grimme bliver smukt. Og der er en livstræt desperation. En kun let skinger fornemmelse i stemmen, som om Del Rey rent faktisk ikke synger højt oppefra, men i stedet fra dybt nede. Og at hun har vænnet sig til det.
Ord af bly
Hun bevæger sig ud i jazzede fraseringer og viser sig som en stadig bedre sanger. Ynden er umiskendelig, og jagten på blues’en er evident. Der er så også en slaphed i sangene midt på albummet. Og generelt er der en vis monoton strategi i sangskrivningen (som Lana Del Rey med en enkelt undtagelse har skrevet i diverse samarbejder), idet omkvædene næsten hver gang skal forløses med en luftig stemme langt oppe i mixerpultens ekkorum. Men det kan ikke undre, for Del Rey opererer med en distanceblændende patos; hun vil tilsyneladende slå os omkuld, hun vil have os til at føle blodet rulle lidt heftigere. Og det gør det da også i selskab med en sanger og sangskriver, der er vokset inden for begge sine fag her på Ultraviolence – og dermed knuser anklagerne om at være en falskspiller.
Hendes tekster er så ofte ret ramsaltede og modarbejder tit al den silke, fløjl og marmor i musikken. En morderisk sarkastisk titel som »Fucked My Way Up To The Top« taler vist for sig selv. Og som en sort enke i en Raymond Chandler-roman afslører hun pludselig en revolver i strømpebåndet. For eksempel med dette karaktermord på – som sangtitlen angiver – en »Brooklyn Baby«:
»My boyfriend’s in a band/He plays guitar while I sing Lou Reed/I’ve got feathers in my hair/I get high on hydroponic weed/And my jazz collection’s rad.«
Efter sangen er slut, ligger en indie-pige sandsynligvis død og gennemhullet på jorden. Slået ihjel med ord af bly. Måske var det hende, der sammen med sit slæng fordømte Lana Del Rey som en identitetsfusker for et par år siden?
Lana Del Rey: ’Ultraviolence’ (Polydor/Interscope/Universal)
Flot vrist!