Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Et samfund i chok

Det handler om tro, tvivl og forsøget på at finde en mening med det, der ikke giver nogen mening, i HBO’s nye og dybt fascinerende tv-serie ’The Leftovers’
Kultur
26. juni 2014
Politimester Kevin Garvey er blevet forladt af sin kone, der har sluttet sig til kulten ’De skyldige efterkommere’. Gruppen forsøger at forstå og minde verden om, hvad det var, der skete tre år tidligere, da 140 millioner mennesker forsvandt sporløst fra jordens overflade.

Politimester Kevin Garvey er blevet forladt af sin kone, der har sluttet sig til kulten ’De skyldige efterkommere’. Gruppen forsøger at forstå og minde verden om, hvad det var, der skete tre år tidligere, da 140 millioner mennesker forsvandt sporløst fra jordens overflade.

Fra HBO

Hvad ville der ske, hvis to procent af verdens befolkning pludselig forsvandt? Det drejer sig trods alt om ca. 140 millioner mennesker. Umiddelbart ville der ikke ske så meget. Statistisk er det ikke særlig sandsynligt, at man som enkeltperson ville blive ramt af det. Man ville dog nok opleve, at personer i ens familie eller omgangskreds forsvandt. Men verden ville stort set fortsætte med at fungere, som den gør nu, i hvert fald når det værste chok over forsvindingerne havde lagt sig.

Som det bliver sagt i begyndelsen af Tom Perrotta og Damon ’Lost’ Lindelofs nye, dybt fascinerende tv-serie, The Leftovers, vil man reelt ikke kunne se nogen forskel, hvis man kigger ud ad sit vindue.

Serien, der kan ses på HBO Nordic fra på mandag og er baseret på en bog af Perrotta, begynder tre år efter, at to procent af verdens befolkning en dag i oktober forsvandt sporløst. Ingen ved, hvad der er blevet af dem, og en grundig undersøgelse, som den amerikanske regering har iværksat, konkluderer, at man ikke med sikkerhed ved, hvad der er sket – om det er en religiøs hændelse, en såkaldt ’bortrykkelse’, eller noget helt andet.

Men selv om 140 millioner individer blot er en dråbe i det syv milliarder store menneskehav, som udgør verden, og livet netop fortsætter som hidtil, er intet alligevel det samme som før. Familier er blevet flået fra hinanden, mennesker er blevet forladt, og mange er forvirrede og lider under uvisheden. Begivenheden, ’bortrykkelsen’, har haft menneskelige konsekvenser, og det er dem, The Leftovers handler om.

De skyldige efterkommere

Serien foregår i en lille by, Mapleton, i staten New York, og en af hovedpersonerne er den lokale politimester, Kevin Garvey (Justin Theroux). Han mistede godt nok ikke nogen tre år tidligere, men hans kone, Laurie (Amy Brenneman), har siden forladt familien og sluttet sig til en gruppe, en kult, The Guilty Remnants (’De skyldige efterkommere’), der, som bliver det sagt, vil huske verden på det, den forsøger at glemme. Hun forsøger at forstå. Medlemmerne af den ikkevoldelige gruppe taler ikke, går klædt i hvidt, kæderyger og opkøber ejendomme over hele byen. De gør folk i Mapleton utrygge, og ingen bryder sig om dem, snarere tværtimod.

Kevin Garvey er alene med sin store teenagedatter, Jill (Margaret Qualley), der – ligesom de øvrige fremmedgjorte unge i byen – dyrker usikker, promiskuøs sex og tager stoffer, både fordi hun keder sig, og fordi hun ikke kan acceptere eller forstå, hvorfor moren har forladt dem. Kevin Garveys voksne søn, Tom (Chris Zylka), har derimod opsøgt en bevæbnet sekt ledet af den mystiske Wayne (Paterson Joseph), der siges at kunne kurere folk for den sorg og byrde, de fleste har båret rundt på siden ’bortrykkelsen’.

Det lyder muligvis alt sammen som noget, man har set før i andre apokalyptiske tv-serier som The Walking Dead, Revolution, Jericho, Under the Dome og Falling Skies. Men The Leftovers ligner ærlig talt ikke meget andet, jeg har set før (jeg har set fire afsnit). Der er en sjælden følsomhed og poesi – ikke mindst takket være musikken og de suggestive billeder – og et velkomment fokus på menneskeskæbner i serien, der tør bevæge sig ad nogle overraskende tonale, dramaturgiske og eksistentielle tangenter, som andre, mere traditionelt fortalte serier ikke ville turde at betjene sig af.

Uden at jeg skal afsløre for meget, drejer det sig blandt andet om virkelig at forstå, hvem en række af den velspillede series personer er, og hvorfor de reagerer, som de gør. Der er præsten, Matt Jamison (Christopher Eccleston), som helt har mistet fodfæstet i Mapleton og nu distribuerer flyveblade med den ofte ilde hørte sandhed om de mennesker, der er forsvundet. Det giver for ham ikke mening, hvis det er Gud, der har taget de 140 mio. individer – så at sige belønnet dem, uden at skelne mellem ’gode’ og ’dårlige’ mennesker.

Der er Nora Durst (Carrie Coon), som ved ’bortrykkelsen’ mistede både mand og børn, og som nu lever af at tildele erstatning til andre berørte familier. Der er Meg Abbott (Liv Tyler), som forlader sin forlovede for også at slutte sig til The Guilty Remnants og ligesom Laurie søge svar, samhørighed og tryghed hos gruppen. Og der er Kevin Garveys far, den tidligere politimester i Maplethon, som siden ’bortrykkelsen’ har hørt stemmer, og som nu er indlagt på byens sindssygehospital. Men er han sindssyg?!

Umulig uvished

Bortset fra ’bortrykkelsen’ er der ingen zombier, usynlige kupler, rumvæsener eller andre manifesterede overnaturlige fænomener i The Leftovers – ikke endnu i hvert fald. I stedet skildrer serien et lokalsamfund i chok og viser en omverden og en række ellers så solide, handlekraftige institutioner, der er lige så rådvilde.

Det giver ingen mening, at så mange mennesker bare er forsvundet, og hvor nogle af beboerne i Mapleton søger trøst og en måde håndtere meningsløsheden på i religionen, vælger andre at følge en stærk mand. Nogle griber til vold, og Kevin Garvey, der bestemt ikke er religiøs og føler det, som om han selv er ved at gå fra forstanden, drikker sig fuld hver aften.

Der bliver begået hadforbrydelser mod The Guilty Remnants – man frygter det, man ikke forstår – og en mystisk mand dukker op og begynder at skyde Maplethons hunde, der holder til i skovene og ikke længere er søde husdyr, men glubske bæster. I det hele taget er intet, som det var engang, selv om det til forveksling ligner, hvilket synes at være det sværeste ved hele situationen for de berørte mennesker.

The Leftovers kan ses som en allegori over terrorangrebene på USA den 11. september 2001, men hvor der dengang var en tydelig fjende – eller der blev skabt én – er der i serien ingen at skyde skylden på, ingen at søge en forklaring hos, og uvisheden æder sig ind på indbyggerne i Mapleton. Det er ikke tilfældigt, at serien hedder The Leftovers, altså ’resterne’ på dansk. De fleste af de 98 procent tilbageblevne i byen – og resten af verden – føler sig ensomme og forladte og forstår ingenting.

De har brug for afklaring og en afslutning, og de kan ikke blot leve videre, som om alting er, som det burde være. Det store spørgsmål er dog, om de nogensinde får de svar, de så gerne vil have – om religionen eller videnskaben eller noget helt tredje kan levere dem.

’The Leftovers’ Skabt af Tom Perrotta og Damon Lindelof. Instruktion: Peter Berg, Mimi Leder, Carl Franklin med flere. Premiere på HBO i USA søndag og kan ses på HBO Nordic fra mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her