Fra stål til sølv

Fortællingen om nedbrydningen af en gammel bro i en lille flække i det amerikanske midtvesten bliver monumental og urovækkende i fotografen Peter Funchs visuelt subtile udlægning
Sprængningen af Amelia Earhart Bridge i Kansas er central i udstillingen. Funch gentager motivet i forskellige variationer, fra nærbilleder til droneblik og portrætter af mennesker, der forsætter deres gøremål, mens broen nedbrydes i baggrunden

Sprængningen af Amelia Earhart Bridge i Kansas er central i udstillingen. Funch gentager motivet i forskellige variationer, fra nærbilleder til droneblik og portrætter af mennesker, der forsætter deres gøremål, mens broen nedbrydes i baggrunden

Peter Funch
7. juni 2014

Anslaget er monumentalt i Peter Funchs nye udstilling Last Flight. Udstillingen forsøger med sine 75 billeder at gribe og begribe en lokal udviklingshistorie i byen Atchison i Kansas, men vil samtidig gerne fremstå som en metafor for en mere gennemgribende og altomfattende global historie om fremskridtets omkostninger.

Udstillingens centermotiv er sprængningen af Amelia Earhart Bridge i 2013. Allerede i 2007 blev den gamle stålbro over Missouri-floden erklæret usikker, og en ny blev opført ved dens side. Den 9. oktober 2013 udførte sprængningseksperter opgaven med at nedbryde den gamle bro, knap et år efter den nye bro var blevet taget i brug. Motivet af den smukke stålbro, der på et øjeblik rives i stumper af eksplosionens kraft, mens den indhylles i en sky af sort støv og vand, som piskes op i meterhøje skumbølger, gentager Funch i en mængde variationer. De rækker fra detaljerige nærbilleder til overbliksskabende droneperspektiver. Eller portrætter af personer, der uanfægtet fortsætter deres gøremål, mens broen eksploderer bag dem.

Amelia Earhart var den første kvindelige pilot, der fløj over Atlanterhavet alene, ligesom hun var indehaver af mange andre rekorder. Hun forsvandt over Stillehavet i 1937, da hun forsøgte at opnå endnu en personlig triumf, nemlig at overflyve hele jorden i en direkte cirkel. Konstruktionen af Amelia Earhart Bridge blev påbegyndt samme år, og broen endte med at bære den forsvundne pilots navn

Peter Funch

Nedbrydningsarbejde

Indimellem disse dramatiske billeder af nedbrydningsarbejdets klimaks rummer udstillingen imidlertid en række andre motiver, der mere stilfærdigt og hverdagsagtigt skildrer aspekter af livet i Atchison. En masse affotograferet arkivalsk og historisk materiale indgår også i disse fotografier fra en lille amerikansk flække, hvis storhedstid øjensynligt var det tidlige 20. århundred.

De teknisk perfektionerede og meget smukke farvebilleder er måske nok dragende og fascinerende i kraft af deres umiddelbare skønhed, men de rummer også alle små spor af den samme nedbrydning og destruktion, som udgør udstillingens kernemotiv.

Peter Funch

De nye farvefotografier perspektiveres gennem de sepiatonede sort-hvide fotos fra det lokalhistoriske arkiv, som viser stolte prospekter af byen og floden – ikke mindst motiver af Missouris oversvømmelser, der tilsyneladende er hyppige i området, og af Amelia Earhart Bridge, hvis navn skyldes byens måske eneste berømthed, den kvindelige forfatter og pilot Amelia Earhart (1897-1937).

Amelia Earhart var den første kvindelige pilot, der fløj over Atlanterhavet alene, ligesom hun var indehaver af mange andre rekorder. Hun forsvandt over Stillehavet i 1937, da hun forsøgte at opnå endnu en personlig triumf, nemlig at overflyve hele jorden i en direkte cirkel. Konstruktionen af Amelia Earhart Bridge blev påbegyndt samme år, og broen endte med at bære den forsvundne pilots navn.

At broen, der bærer hendes navn, 76 år senere sprænges bort og ender som krøllede vragdele i Missouri, aftegner en mærkværdig parallel til hendes egen skæbne. Funch får det optimale ud af at lade disse forskudte, fragmenterede og sprængte fortællinger om tab og forsvinden stå ukommenteret side om side. Et pixeleret portræt af Amelia Earhart med flyverhjelm, affotograferet fra en dårlig printerudskrift, er foruden udstillingens titel den eneste direkte henvisning til piloten.

Forgængelighed

De øvrige motiver kredser mere indirekte om forgængelighed, men de har alle lod og del i den lettere urovækkende og ildevarslende grundstemning, som udstillingen afsætter. De teknisk perfektionerede og meget smukke farvebilleder er måske nok dragende og fascinerende i kraft af deres umiddelbare skønhed, men de rummer også alle små spor af den samme nedbrydning og destruktion, som udgør udstillingens kernemotiv.

Som når en skildpadde afbildes liggende på ryggen, uhjælpeligt fikseret i sit skjold. Eller når en død fisk ligger i den mudrede bund i flodbredden. Eller når en stump gaffertape skrøbeligt sammenflikker to metaldele på en bilside. Funchs billedverden er gennemsyret af sådanne små vanitasmotiver, som minder os om, at vi alle på en måde hele tiden er ude på den sidste flyvetur. Med fare for at styrte ned og forsvinde.

Den researchorienterede, nærmest antropologiske metode, der ligger til grund for udstillingen her, finder man også hos store amerikanske navne som Taryn Simon og Alec Soth, der ligesom Funch også har et sikkert blik for skønheden i det perifere og banale.

Peter Funch

Det er dette blik for nedbrydningens skønhed i det små såvel som i det store, der er udstillingens egentlige emne. Funch skaber visuelle mønstre, som trækker diskrete forbindelser mellem de individuelle fotografier og lader udstillingen fremstå som en sammenvævet helhed. Dette bliver understreget gennem en original leg med udstillingsarkitekturen, der involverer nybyggede vægge og horisontalt placerede fotografier samt meget afvekslende formater.

Det er ikke vanskeligt at se, hvor Funchs påvirkninger kommer fra. Den researchorienterede, nærmest antropologiske metode, der ligger til grund for udstillingen her, finder man også hos store amerikanske navne som Taryn Simon og Alec Soth, der ligesom Funch også har et sikkert blik for skønheden i det perifere og banale. Men det er dog langtfra ren dokumentarisme, der er på færde hos Funch.

Hvor Funch i tidligere arbejder, for eksempel serien Babel Tales fra 2010, temmelig demonstrativt har vist sine evner til at kombinere dokumentarisme med digitale manipulationer, så fortsætter den nye serie nedbrydningen af den dokumentariske purisme, ideen om det umanipulerede øjebliks-fotografis sandhed, på en langt mere subtil og umærkelig måde. Det gør i mine øjne projektet mere interessant, mere langsomt virkende, mere foruroligende.

Med Last Flight åbner Funch op for en ny og mere hybrid tilgang til det fotografiske medie. Han indarbejder arbejdsformer, som stammer fra billedhuggerkunsten og malerkunsten i kombination med en gennemresearchet tilgang til projektets overordnede koncept. Og han gør det rigtig godt. Så man kan bare se frem til de næste kapitler i det, der allerede fra Funch er bebudet som en fortløbende visuel antologi over USA.

Peter Funch

Peter Funch. ’Last Flight – An American Anthology’. V1 Gallery. Kødbyen. Flæsketorvet 69. Indtil den 28. juni

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu