Læsetid: 7 min.

Den store fortælling om 11. september må vente

Det lykkes aldrig at forene hyldesten til ofrene for terrorangrebet i 2001 og den historiske fortælling i det nyåbnede mindemuseum i New York. Men det arkæologiske aspekt og den uhildede skildring af tidsforløbet på den skæbnesvangre septemberdag fascinerer
Foundation Hall er museets centrale sted.

Cem Ozdel

4. juni 2014

På vej ned ad en lang og snoet rampe til en kæmpehal 20 meter under jorden i det nyligt åbnede The National September 11 Memorial Museum mødes den besøgende af en snes papmaché-søjler hængende fra loftet med lyd- og videooptagelser af røster fra hele verden, der i rædsel reagerer på en næsten ubegribelig begivenhed.

To passagerfly er blevet fløjet ind i New Yorks to højeste skyskrabere, det for finanscentret symbolsk vigtige World Trade Center nær Wall Street. To tårne er styrtet sammen i en støvsky, tilbage er kun en rygende ruinhob.

Mange af de virtuelle tilskuere verden over, især kvinder, lægger en hånd over en måbende mund. Mænd er mere tilbøjelige til at tage sig til hovedet. I mellemtiden afspilles et kakofonisk lydbillede af deres stemmer.

Museumsgæstens sanser er allerede chokeret og derfor forberedt på det videre forløb. Nogle skridt videre ned ad rampen fører til den kolossale Foundation Hall, hvis underjordiske beliggenhed, rummelighed og andægtige stilhed giver associationer til både en krypt og en katedral.

Hernede på Manhattans klippegrund, hvor ’aftrykkene’ fra de to tårnes bærende søjler kan beskues, findes også »en historisk udstilling« om de rædselsvækkende begivenheder den dag – 11. september 2001.

I en anden fløj på samme etage mindes de omtrent 2.900 ofre for terroranslaget med portrætbilleder af hver person placeret ved siden af hinanden på salens vægge. I en mindesal er den romerske poet Virgils udødelige ord »No day shall erase you from the memory of time« indskrevet på en væg bestående af firkanter i forskellige toner af blåt, som var det mosaikvinduer i en gotisk kirke.

At træde ned i dette underjordiske mindemuseum er på én gang en følelsesmæssigt chokerende og dybt forvirrende oplevelse, fordi der er en indlysende modsætning mellem et mindesmærke og et museum, som er uhyre svær at løse for arkitekter og kuratorer.

På den ene side er det nødvendigt at mindes ofrene. På den anden side skal museet sætte begivenheden i forståelige og historiske rammer. Det skal uddanne, hvilket er lykkedes for holocaust-museerne i Berlin og Washington, D.C.

Men sårene fra 11. september er stadig så åbne, følelserne så rå og de overlevende slægtninge så indflydelsesrige, at denne opgave ganske enkelt ikke kunne løses tilfredsstillende i New York.

Politik overskygger stadig det spektakulære terrorangreb. Der er behov for mere tid til at reflektere. Det er trods alt først i 2014, vi er begyndt at sætte 1914 i et lærerigt perspektiv – uden at drage en direkte sammenligning mellem 11. september 2001 og Første Verdenskrig.

Med den konstatering in mente er der imidlertid mange ting at værdsætte i dette nye museum.

Stadig en byggeplads

Området omkring museet er stadig en larmende byggeplads. Her bygges fem tårne, der sammen med en teaterbygning skal huse det nye World Trade Center. Midt i det hele ligger en mindepark, hvor stederne, hvor de oprindelige to tårne stod, er blevet omdannet til gigantiske, firkantede huller i jorden, hvor vand strømmer ned ad de mørke marmorvægge.

På et marmorbelagt rækværk omkring de to firkantede huller er navnene på ofrene trykt.

Imellem de to firkantede huller står mindemuseet – en mærkelig forvreden gestalt af en glaspavillon, igennem hvilken man kan se to af de mange trefork-søjler, der engang understøttede de to skyskrabere fra Manhattans klippegrund og op til 4. etage.

Valget af treforken som museumsgæsternes første visuelle oplevelse – både udefra og indefra – er næppe tilfældigt. Dels udtrykker de nationens ukuelighed i modgang, idet de hærdede stålsøjler overlevede infernoet intakt. Dels er treforken traditionelt blevet brugt som et dødeligt våben, eksempelvis af Lucifer. Tanken om, at attentatet var Djævlens værk, antydes herved subtilt.

Museets grundlæggere har desuden valgt at benytte genstande fra ruinerne som en slags relikvier – i nogle tilfælde som kunstobjekter. Fra den nederste klippegrund i hallen og hele vejen op til indgangsfoyeren kan to totalt forvredne, rustne stålsøjler beskues. Umiddelbart kunne de minde om kunst, som man ser i nutidens museer, a la Richard Serra. Men i virkeligheden er de to søjler myndighedernes ubestridelige bevis på, at American Airlines’ flynummer 11 blev fløjet ind i World Trade Centers nordtårn. Stålsøjlerne strakte sig fra 93. til 99. etage og var konstrueret til at bære de ovenliggende etager.

Deres komplet sammenkrøllede udseende demonstrerer, hvor enormt kraftfuldt slaget fra flyvemaskinen var imod bygningen. At nordtårnet og bagefter sydtårnet blev stående fremfor at knække over, er i sig selv et vidnesbyrd om, hvor hærdede og sikre de to skyskrabere faktisk var.

Katedral på klippen

Foundation Hall er utvivlsomt museets centrale sted. Det er her, de forvredne søjler kan ses. Det er her, den sidste søjle står – den, hvis ’ukuelighed’ byggearbejderne beundrede. Uagtet hvad de gjorde for at trække den op, ville den ikke ud af stedet og blev således til et for arbejderne levende eksempel på stiltiende modstand.

I kataloget The stories they tell a journey of remembrance hedder det, at man på Ground Zero identificerede denne søjle som organisk levende. Den blev stående som et pejlemærke, indtil det store areal var ryddet. Herefter blev søjlen svøbt ind i det amerikanske flag og transporteret væk.

Søjlen er blevet genrejst midt i hallen med de indskrifter, nødhjælpsarbejderne efterlod i 2002 uden at vide, at deres navne og tanker en dag ville blive udstillet på et museum.

Stort set ligner denne del af museet en antik ruin udgravet af arkæologer. Ud over søjlerne finder man her ’De overlevendes trappe’, der blev benyttet til at springe i sikkerhed. Under tårnets sammenstyrtning blev trappetrinenes overflade pulveriseret, så deres udseende kan derfor let forveksles med en trappe fra et udgravet romersk amfiteater.

Hele den ene side af Foundation Hall viser sig at være en væg, der blev bygget inden opførelsen af WTC-tårnene for at holde vandet fra Hudson-floden ude. Materialet, der i sin tid blev brugt, består af en cementlignende substans, hvis porøse overflade og ventiler igen kunne minde om en væg i en antik romersk bygning.

Ingeniører anser det for et mirakel, at denne tykke, vandtætte væg modstod det voldsomme tryk fra tårnets kollaps. Kun et par steder fandt man revner. Hvis vandet var brudt gennem væggen, ville hele det sydlige Manhattan være blevet oversvømmet.

Det er svært at se, hvordan nødhjælpsarbejderne skulle have lappet et hul inden for kort tid. Væggen ligger fire etager under jorden, den dag lå der tilmed flere etager af metal og murbrokker ovenpå. En naturkatastrofe, udløst af terrorister, blev med nød og næppe undgået.

Selve dagen

Der er en glidende overgang fra den arkæologiske hal til den historiske udstilling med forløbet – sekund til sekund, minut til minut – forklaret i detaljer i billeder og med stemmer. Fra bygningsrester udgravet i ruinerne giver det mening at blive mindet om, hvad der egentligt skete den dag i New York.

Og genoplevelsen af det velkendte drama er hård kost for de fleste. Folk taler ikke. De hvisker. Ingen smiler. Ansigterne er gravalvorlige. Der snøftes. Flere holder hånden for munden i chok over brutaliteten.

Det er på kanten af det ubærlige at lytte til en mand sige farvel til sin kone i en efterladt telefonbesked. Han befinder sig på en etage over det sted, hvor flyet er ramt ind i det nordlige tårn.

I et lille hjørne er der blevet bygget et kapellignende rum med videofotos af de stakler, der smadrede ruderne for at undgå at blive kvalt af røgen og valgte den mindst smertefulde død: at springe direkte ud i døden.

De, der nede på gaden så disse mennesker hænge ud af vinduerne højt oppe i skyskraberne og efter en stund kaste sig ud, glemmer det aldrig.

Vidnet Louisa Griffith Jones siger i en tekst i kapellet: »Jeg blev stående og så på dem for at vise min respekt.«

James Gilney citeres for følgende iagttagelse: »Kvinden var iført en spadseredragt, håret hang lidt skævt. Hun blev stående i flere minutter, og så med ét holdt hun fast i nederdelens kant og trådte ud over afsatsen. Jeg tænkte – hvor menneskeligt, hvor beskedent at holde sin nederdel nede, inden hun springer. Herefter vendte jeg mit blik bort.«

Hvis udstillingen blot havde bestået af den arkæologiske afdeling, ja, selv den ødelagte brandbil og de personlige effekter fundet i ruinerne, samt det objektive tidsforløb over begivenhederne den dag, ville mindemuseet have været vellykket.

Så snart eftertiden kommer til behandling i den historiske udstilling, bliver fejringen af de mange helte og hyldesten til ofrene imidlertid en tand for meget. Man nærer selvfølgelig sympati for dem. Men 11. september var ikke en naturkatastrofe, hvor fokus er på individerne. Det var en politisk motiveret handling.

Her prøver museet, men magter aldrig at slippe fokusset på de individuelle historier. Af respekt for slægtningene og de mange newyorkere, der stadig lever med traumet fra den dag, var det tilsyneladende umuligt at gribe fat om den store fortælling. Den må vente.

The National September 11 Memorial Museum, Liberty Street, New York City, USA

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu