En ung festival vinder ny tyngde

Charmen – og begrænsningen – ved Northside Festival er, at den ikke forsøger at være noget andet end det, den er. Eller som det formuleres i mails fra den aarhusianske festival: »Don’t try to be an apple if you’re a banana«. Men derfor kan man jo godt forfine dét, man er. Og det gør Northside. For femte år i træk, over tre dage i Aarhus, uden muligheder for camping – og dermed med et overrumplende renskuret publikum.

Informations udsendte ankom på festivalens yderste – og på papiret bedste – dag, søndagen, og fandt hurtigt ud af, at den mest markante forbedring af festivalen er flytningen af den mindste scene, der lå mast nede i et hjørne bag den næststørste scene. I år troner et langt større alternativ i en nyudgravet gryde, en helt anderledes luftig krabat med et cirkulært overdækket publikums-areal, hvor man på én og samme tid er udenfor og i læ for elementernes rasen. En ekstremt vellykket omprioritering, der egentlig bare har gjort Northside mere til sig selv.

Og hvad er dét så? Well, en vis lokalpatriotisme, som når der står »I (heart) Udkantsdanmark« på bordtennisbordene på festivalpladsen. Men mestendels en lettere generisk, men ekstremt velprioriteret menu sammensat til ære for indie-kulturens smagsløg. Der bliver ikke sat en fod forkert i et program, der rammer sylespidst i centralnervesystemet på en musikkultur, der vil noget (men ikke alt for) anderledes. Om det så er indie-spidsborgerne i The National, den mondænt dødsdriftige diva Lana Del Rey eller stadion-præsterne i Arcade Fire, så er det navne, der stensikkert bekræfter en ny tids mildt alternative konsensus.

Okay kønsbalance

Og Northside er vokset kvalitativt. Hovednavnene har muskler nok til at drille Roskilde og få udsolgt samtlige billetter. Og i år er bundniveauet – der sidste år var for lavt – blevet hævet betragteligt. Alene søndag og bare på den mindste scene kan festivalen bryste sig af strålende navne som Lars H.U.G., Wild Beasts, Rhye og Cold Specks.

Sidstnævnte giver en besværgende koncert tidligt på dagen. Forsanger Al Spx’s dødningefraseringer trækker vod i sydstaternes sumpe og rablende religion – og finder sære drifter og barske løjer. »This is a song about killing your lover«, fortæller den canadiske dame, der sammen med resten af bandet holder til så fjernt fra Louisiana og Mississippi som i London. Hvilket på ingen måde afholder dem fra at undersøge en urovækkende blues og en soul, mens Spx bag sin gyldne Cleopatra-ansigtsmaske roligt ser mod uendeligheden, samtidig med at hun messer sine sange. Og i øvrigt bevæger sig rundt på scenen som en gammel rundrygget dame.

’Jeg har ikke noget til salg, men hvis I tør, kan I lytte til mine sange,’ synes hun at signalere.

Det er ved samme koncert, at deres udsendte for første gang bliver gjort bekendt med begrebet »at blive tung i kussen.« Sandsynligvis opfundet af mine to champagne-boblende kvindelige ledsagere, der præsenterer ordene som reaktion på Spx’ enorme ro og værdighed på scenen. Det er tyngden i kønsorganerne, som kvinden føler/demonstrerer, når hun på den ene eller anden måde er i dyb, groundet, selvsikker kontakt med sit køn. Eksempel: »Robyn var tung i kussen, fordi hun ikke forsøgte at være en nipsgenstand. Hun var ikke manageable,« som det lød fra den ene halvdel af champagne-duoen om lørdagens koncert med svenskeren. På Northside havde de to damer i de forgangne dage oplevet en del kvinder med de kvaliteter, i et vidt spektrum af udtryk, og det taler til Northsides ære, at de i år kan blære sig med en ganske okay kønsbalance.

Folkelig fornøjelighed

Under Rhyes koncert er der nu flest mænd på scenen, om end en kvindelig violinist giver den gas i samspil med sin mandlige kollega. I det hele taget byder live-udgaven af Rhyes ynde og sensualitet på en overrumplende videreudvikling af canadiske Milosh og danske Robin Hannibals duosamarbejde. Sidstnævnte herre spiller ikke koncerter, så i stedet er der blevet omarrangeret og udviklet i en fem m/k høj konstellation, der åbner uventede perspektiver i de airconditionerede sange. Pludselig forvandles de til plukkede, men kinetisk funky skeletter, som man kan se lige igennem. Eller også strækkes sangene ud i dronende strygerelektricitet eller manende orgelklimakser. Helt igennem forunderligt at høre et band eksplodere sin musik så smukt tøjlet – samt ikke mindst så sublimt sunget af Milosh.

Lars H.U.G. bruger sit rampelys på Northside til at række ud efter en ny, ung generation. Et allstar-hold med Peter Peter som ledestjerne flankerer mesteren og hugger i perioder nye lag i klassiske sange som »Dansevise«, »Natsværmer« og »Mon de kan reparere dig«. Vi får at vide, at der igennem tusind verdener venter vægtløs kærlighed, og så udstanser Peter Peter en brutalt følsom solo. Andre steder får han lov at tilføre en olmt skurrende lyd, der peger tilbage på Sort Sols Flow My Firetear.

Da vi får Kliché-klassikerne »Havets blå« og »Militskvinder«, ja, så er kontinuiteten i dansk musikhistorie etableret i et øllet fælleskor fra masserne op til mestrene. Desværre er der undervejs, i genopførelsen af Kopy-coverversioner af dansk arvesølv, øjeblikke hvor al denne lykkefølelse pludselig kører H.U.G. i stilling ikke så fjernt fra Lars Lilholts folkelige fornøjelighed. Og det er måske også okay, selvom det havde været en dødssynd dengang i 80’erne. Sikkert er det i hvert fald, at denne signatur langt hellere ville have haft Peter Peter til at være enerådende cheffortolker i duet med Hr. Hug. Så ville nostalgien få lov at bløde på nye måder.

Hvor er delay-tårnene?

Northsides indie-konsensus bliver pletvist udfordret i årets program. Det sker med rapperen A$AP Rocky og om søndagen med dance-outfittet Rudimental, der gør elektronisk festmusik til en dundrende succes – både som kunst og crowdpleaser. I et sømløst mix af programmeringer, håndspillede og mundblæste instrumenter og ekstatiske sangere hamrer briterne en heftig kombo af house, drum’n’bass, soul og dub udover masserne. Der vrider sig i ekstase. Og vist alle har tunge kønsorganer.

Og endelig løfter himlens tag sig i selskab med guderne i Arcade Fire. Få har som denne canadiske gruppe formået at oversætte en generations fremmedgørelse til multiresistente hymner, som man kan synge med på i lykkelig afmagt: »Sometimes I can’t believe it/I’m moving past the feeling.«

Eneste anke ved den 100 minutter lange koncert: Hvor pokker er delay-tårnene, altså de ekstra højttalersæt, der bør stå længere fra scenen, henne på Northside? Man kan ikke byde 30.000 mennesker at lytte til en koncert med så lav lydstyrke, når man – som de fleste i sagens natur – må stå langt fra scenen.

Deres udsendte får kæmpet sig op foran for rent faktisk at kunne fucking mærke musikken, hvilket må være et minimumkrav ved en rockkoncert. Og her virker Arcade Fires teatertorden og sakramenter forførende, ikke mindst når de får tilføjet det nye album Reflektors forførende spraglede disco-nerver. Og da et sært spejlvæsen, en slags teddybjørn bygget af smadrede discokugler, kravler på scenen, så forstår vi, at seancen også handler om Arcade Fires kritik af vores skærmbesættelse og af vores selvoptagelser – om det så er nymodens selfies eller god gammeldags narcissisme.

Og på Northside generelt handler det også om vores nostalgi, om at finde en energi i det etablerede, der stadig dufter lidt af det alternative. Og som stadig har liv i sig, tag ikke fejl. Lidt uden for de etablerede former, men stadig komfortabelt at sidde i.

Med et anseligt kunstnerisk niveau og med lyden som eneste reelle klagepunkt, så er Northside blevet til noget. Til et seriøst tilbud til den mere civiliserede og renlige del af det danske musik-interesserede publikum. Med eller uden tunge kønsorganer.

Northside Festival–Aarhus, søndag.