Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Åh, Dolly, hvor synger du fra?

En aften med Dolly Parton er fuld af countryhits, sexjokes og frigørelsesbudskaber. Og den er fuld af selvbiografi og hjemstavn. Hun er en dame, der insisterer på røddernes betydning, men hun formår ikke at ryste fornemmelsen af noget kunstigt af sig
Partons enkle budskab er, at vi skal søge at gøre gode gerninger, forhandle fanden ned fra den ene skulder og have respekt for hinanden, uanset race, religion, seksualitet, politik. Og ikke mindst at vi skal være stolte af, hvem vi er

Partons enkle budskab er, at vi skal søge at gøre gode gerninger, forhandle fanden ned fra den ene skulder og have respekt for hinanden, uanset race, religion, seksualitet, politik. Og ikke mindst at vi skal være stolte af, hvem vi er

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

Kultur
10. juli 2014

Det er ikke hele Dolly Parton, der er 68 år gammel. Men de dele af hende, der er, de er dybt forankret i hendes opvækst i Smoky Mountains, Tennessee med far, mor og 11 søskende. I alt seks piger og seks drenge.

»Vi var ikke katolikker, vi var bare liderlige bonderøve,« som hun siger efter at have opregnet søskendeflokken.

Denne aften i Forum på Frederiksberg bliver rødderne blotlagt med både bramfri humor og dyb kærlighed. Forældrene tegner hun op i lyslevende enkel streg. Moderen var god til alt, også til at få folk til at have det godt. Faderen var fåmælt og analfabet. Sagde aldrig at han elskede børnene, men efterlod dem aldrig i tvivl om at han gjorde. Det kunne ses i hans blik, høres i hans tonefald.

Selvbiografien breder sig gennem den mageløse amerikanske sanger og sangskrivers omkring to timer lange koncert i Forum. Da hun tidligt i koncerten spiller sin klassiker »Jolene«, fortæller hun efterfølgende, at Jolene skam var en virkelig person, som forsøgte at snuppe Partons ægtemand fra hende. Den gik ikke, de har nu været gift i 48 år.

Vi når det fine og rørende hjemstavnskapitel, der begynder med beskrivelsen af den fattige familie, hvorefter hun synger flere hyldester til bjergegnen, som hun savnede så meget, da hun endelig forlod den.

Blandt hjemstavnssangene får vi også »Coat of Many Colors«, som Parton erklærer er den sang, hun er stoltest af at have skrevet. Igen en selvbiografisk sang. Dolly havde brug for en ny jakke, men der var ikke råd til stof, så moderen måtte sy den sammen af rester. Hun sendte Dolly af sted til skole med historien om Biblens Josef, der havde en tunika syet i mange farver. Men det er pigerne i skolen ligeglade med, og de mobber den stakkels pige, der dog fastholder, at hun er rig på sin egen måde.

At det så også er denne anmelders egen mors historie fra hendes barndom på det flade Sjælland gør selvsagt ikke oplevelsen mindre gribende. Det var så min mors mormor, der havde syet jakken. Og min mor blev ikke sendt i skole med et bibelcitat. I frikvarteret, da hun ville hente sin nye jakke fra knagen, var den væk. Hun nåede ud i skolegården tidsnok til at se to piger smide den i en vandpyt og trampe på den.

Jo, børn har masser af ondskab i sig, og meget passende bliver Partons sang i dag brugt i en antimobningskampagne i USA. Den er til alle dem, der bliver marginaliseret derude, og det er sgu også en sang for min mor. Hun skulle have været her denne aften.

Hendes valg, hendes krop

Partons enkle budskab er, at vi skal søge at gøre gode gerninger, forhandle fanden ned fra den ene skulder og have respekt for hinanden, uanset race, religion, seksualitet, politik. Og ikke mindst at vi skal være stolte af, hvem vi er. Det er smukke, men ufarlige ord, der får en lidt bizar klang, når man tænker på, hvor meget fru Parton har lavet om på sin egen krop (den efterhånden klassiske joke om, at »det koster en formue at se så billig ud«, falder tidligt i koncerten).

Men det er jo hendes valg, hendes krop, og hun ser ud til at mene det, hun siger og synger. Og – vigtigst af alt – så har hun kæmpet for sin egen ret til at være sig selv, ikke mindst ud fra en kvindelig position. Måske mest markant i sangen »Just Because I’m A Woman« (som vi desværre ikke fik denne aften), der angiveligt er skrevet efter en uheldig samtale hun havde med sin ægtemand om deres respektive tidligere elskere.

»My mistakes are no worse than yours/Just because I’m a woman.«

Sangen er fra 1968, to år inde i deres ægteskab. En tidlig ripost på slutshaming, som desværre ikke har mistet sin aktualitet.

På scenen i Forum fortæller hun også om en diskussion, hun havde med sin bedstefar, der var prædikant. Dolly var ved at blive en ung kvinde og klædte sig for udfordrende, lød det. Hendes æstetiske forbillede var den lokale tøjte, der promenerede godt stadset op gennem byen. Og kørte væk med mænd i biler og kom tilbage igen til sin promenade. Parton syntes bare hun var den flottest klædte i byen og gav sin onkel igen med ordene:

»Do I need to look like hell to go to heaven?«

Dæleme en sjov dame.

Indstuderet autenticitet

Mindre sjov er fornemmelsen af noget kunstigt midt i al ægtheden og autenticiteten. Hun er en fabelagtig entertainer mellem numrene. Der er en anekdote til enhver lejlighed, jokes om penge (mange), hendes bryster (kun én) og sex (mange) samt (mange) kærlighedserklæringer til publikum. Men Parton kommer også til at virke som en serviceminded servitrice på en diner. Latteren har noget forceret over sig, og det føles indstuderet, når hun for eksempel fortæller om lokale fakta, så som at hun har haft fans i »det her område« i 40 år.

Og så er der sangen. Hun synger stadig fremragende, ikke mindst fordi hun forstår at økonomisere brillant med sin nu let hæse, mindre prangende stemme. »Jolene« får noget mere knust og mindre skingert over sig. »I Will Always Love You« vibrerer med tidens blankslidte visdom. Men det er desværre et par steder uklart om hun rent faktisk synger. Det meste tiden er der en dum tendens til at slukke for livetransmissionen på storskærmen, når Parton er færdig med at tale, og sangene begynder. I stedet får vi så et enkelt tematisk billede (Smoky Mountains, et kirkeloft, en overgroet jernbane) eller et powerpointshow (en tudsegammel traktor, en hytte, et landskab), der lider under screensaverens romantiserende æstetik. Jeg (og helt sikkert også dem langt længere tilbage i salen) ville have foretrukket at se damen i aktion i mere intime nærbilleder. Ja, når der endelig er direkte transmission, så er det i fjerne totalindstillinger. Og selv om Parton naturligvis gør en imposant figur, også på distancen, så er det frustrerende.

Efter hendes optræden på Glastonbury Festival den 1. juni i år var der anklager om playback. De blev på det heftigste afvist af damen selv, men den mærkelige brug af storskærmen i Forum skader i hvert fald oplevelsen, og da hun under et sent nummer roder lige lovlig meget med den ene af to mikrofoner uden at lydsiden lider under det, ja, så bliver man nervøs.

Harsk humor

Det falske kan være lige så godt som det ægte. Det ved Dolly også. Hun joker for eksempel med sin anselige – købte og påsatte – hårpragt. Gør det ikke ondt, hvis noget af det ryger af? Næ, ikke på Dolly.

»Men en eller anden lille dame i Korea skriger måske.«

Harsk humor funderet i Dollys selvironiske evne til at tale om de forlorne sider af sin fysik. Men sangen kan der ikke jokes med. Når vi er så tæt inde på et menneskes historie og i øvrigt befinder os i en countrytradition, så har vi brug for at være stensikre på at dér, hvor hun synger fra, er her og nu – ikke fra en harddisk.

Uanset hvad er det en strålende koncert. Sangen er skam fornem, og bandet og korsangerne leverer upåklageligt tilbageholdende og solid opbakning og omfavnelse og medspil. Udover allerede nævnte sange toppes herligheden også med duetten »Islands In The Stream«, »Little Sparrow« og »9 to 5«. Sidstnævnte ikke mindst da stort set hele salen synger en solid bid af klassikeren helt a cappella. En varmt rungende kærlighedsreturnering til mesteren på scenen.

Dolly Parton formår fremragende at formidle en svunden tid. Fra dengang hvor man bare kløede på, fordi livet altså var, som det var. Ingen kompetente mennesker og coaching i hoved og røv. Ingen livslang læring, bare langsom sikker tæring.

Og Dolly? Hun er også sig selv, selv om den livslange tæring er blevet spartlet ret så kunstfærdigt ud. Hun befinder sig i et sært, fascinerende og hjertevarmende kryds mellem ægte og kunstig. Det er bare sådan, det er. Gotta love her.

Dolly Parton: Forum, Frederiksberg, tirsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Ralf bliver ved med at dyrke sin angst for alder - stakkels.

Søren Kristensen

Fornemmelsen af noget kunstigt. Hvad havde du regnet med, Ralf?

Ralf Christensen

Michael Kongstad Nielsen: Hvor finder du angsten for alder i min tekst? Giv mig nogle eksempler.

Michael Kongstad Nielsen

Ralf Christensen - beklager, jeg har overdrevet. Det kom sig af de tidligere anmeldelser af Rolling Stones og leder-artiklen om, at alder virkelig spiller en rolle i moderne musik. Og så indleder du denne anmeldelse med en stadfæstelse af kunstnerens alder, og en ufin hentydning til hendes formodede plastikoperationer. Så er stilen ligesom lagt, og så fik jeg ikke læst resten ordentligt. Måske var det en idé ikke at starte artiklerne så bombastisk.