Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

I al bærbarhed

Inspirerende ny dansk og international litteraturhistorie – anmeldt på tre forskellige måder
Inger Christensen er en af de få forfattere fra 1900-tallet, der omtales i ’Bærbar dansk litteraturs historie’.

Anna Weise

Kultur
25. juli 2014

På Dansklærerforeningens Forlag – et navn, som i gamle dage lovede faglig soliditet – har forfatteren Oscar K. alias Ole Dalgaard udsendt en inspirerende litteraturhistorie, som kan anmeldes på tre forskellige måder. Man kan juble over dens intention om at fastholde bevidstheden om lang tradition. Man kan rakke den ned for dens mangler og talrige fejl. Eller man kan vælge at diskutere med dens interessante, udfordrende, men også problematiske kvalitetssyn. Alle tre reaktioner bliver repræsenteret her, for bogen er ikke bare dristig og bemærkelsesværdig, men også på flere punkter mærkværdig og sine steder decideret besynderlig.

På titelblad og omslag betegner den sig selv som roman, hvad der i lighed med de poppede underrubrikker må kaldes det rene pjank. For nok er formen episk fremadskridende, men hovedindholdet er opremsning af encyklopædiske fakta afbrudt af kulturhistoriske overblik samt mængder af læseværdige analytiske nedslag i udenlandske og danske værker, der har sat sig spor i senere litteratur.

Fiktive universer

Ved titelordene ’bærbar litteratur’ forstår Oscar K. »værker der på den ene side hviler på og forholder sig til eksisterende litteratur (…) og på den anden tilføjer den gamle ny betydning og originalitet i skabelsen af et selvstændigt, fiktivt univers, et nyt kontinent eller en genopfunden verden«. Hans betydeligste skriver-helte bliver derfor, fra ældre tid, Dante, Shakespeare, Cervantes og Sterne, i den nyere litteratur Kafka, Pessoa og Joyce, for nu blot at nævne nogle få. Den realistiske linje i digtningens historie har han derimod ikke meget tilovers for: Balzac, Tjekhov og Hemingway eksisterer simpelt hen ikke. Flaubert optræder kun en passant, nemlig som forbillede for J.P. Jacobsen, og hvad angår centrale traditionsdannende prosaister som Dickens, Dostojevskij og Pontoppidan, figurerer de kun i et par af de alenlange og intetsigende navneopremsninger, som bogen desværre har mange af.

Overblik og mod

Når Bærbar dansk litteraturs historie til trods for sit skævvredne avantgardemodernistiske (og dermed på sin egen måde dybt traditionelle) kvalitetssyn må kaldes bemærkelsesværdig, beror det ikke mindst på, at den som noget modigt og prisværdigt yder den ældre litteratur retfærdighed og behjertet bestræber sig på at sammentænke digtekunstens ypperste frembringelser med hovedlinjer inden for videnskab og filosofi. Visse af værkets fortættede periodesammenfatninger er lige til at tage ud og støbe i bronze.

Dertil kommer, at Oscar K over for visse særlig betydningsfulde danske forfatterskaber enten klogt bruger løs af foreliggende forskning (f.eks. Erik A. Nielsens vægtige bøger om Kingo og Brorson) eller forsøger sig som præcis portrættør, sådan som dette eksempelvis sker ved Ewald og Søren Kierkegaard. H.C. Andersen får, fint pædagogisk, lov at manifestere det 19. århundredes brydning mellem idealisme og realisme; men straks efter stikker den overfikse formidler alligevel hovedet frem: »En drømmer og fantast, der onanerede meget.«

Fæle fordomme

Kæden knækker dog først, da forfatteren når op i det 20. århundrede og her bliver så subjektiv, at han ikke kan se stranden for sine bare tæer. Af store danske forfattere har vi i første halvdel af 1900-tallet åbenbart kun Storm P. og Karen Blixen, og fra tiårene efter 1940 forbigås i tavs arrogance ikke kun Martin A. Hansen, men også Villy Sørensen, Seeberg, Rifbjerg, Nordbrandt m.fl. Kun Inger Christensen og mestergrinebideren Jess Ørnsbo har fundet nåde. Det er så langt ude, at man må le.

Helt galt går det imidlertid, da Oscar K. skal karakterisere de mest betydningsfulde udviklingstendenser i 1900-tallets kulturliv og bl.a. hæfter sig ved, at den traditionelle litterære redaktør dør ud »og erstattes af markedsføringsfolk og sortklædte, unge kvinder med rød læbestift og skabelontænkning«. Her stikker lidt kvindeforagt pludselig et fjollet fjæs frem.

Og hvad skal man dog mene om flg. fælt fordomsfulde beskrivelse af de allerseneste års tendenser? »Ved afslutningen af århundredet starter en mediebåret bølge af (u)frivillig parodisk litteratur, der rækker langt ind i det ny århundrede og er bygget på parodisk ordinære liv af forfattere, der er selvudleverende parodier på sig selv, læst af kritikere og konsumenter, der selvtilstrækkeligt bliver tidstypiske parodier på sig selv.« Generaliserende udgydelser af denne art hører mest hjemme i læserbreve af vrissenpindstypen og ikke i en faglig udgivelse fra Dansklærerforeningens Forlag. Her havde været en herlig opgave for en gammeldags litterær redaktør.

På langs og på tværs

En sådan person ville vel også i en passage om moderne naturvidenskab have studset over en sætning som denne: »Syge gener kan fjernes og på den måde udrydde bestemte sygdomme eller andre uønskede træk.« Man ser for sig de syge gener på arbejde i deres hvide kitler …

Anmelderen sender gerne en fejlliste, til rette(nde) vedkommende. Her skal kun anføres to små eksempler. I oldtidsafsnittet står, at »sagaerne handlede om fjerne og usædvanlige guder og helte«. Det sidste er rigtigt, det første forkert. I afsnittet over 1800-tallet er det på lignende vis rigtigt, at Blicher (fra engelsk) oversatte romanen Præsten i Wakefield, men forkert, at det skete i 1837. Og fejldateringen (10 år!) er litterært vigtig, for arbejdet med Oliver Goldsmiths tilsyneladende så tilforladelige fortælling fandt sted sideløbende med, at Blicher i anden halvdel af 1820’erne fandt frem til sin egen form.

Ovenstående anmeldelse begyndte med ros og endte i dadel. Det er, som antydet, ikke ganske retfærdigt. For Oscar K. forstår at fremstille et meget stort stof på begrænset plads og har en imponerende evne til at se sammenhænge på langs og tværs. Derfor vil hans bog til trods for sine mangler og fejl kunne give mange – i eller uden for danskfaget – værdifulde vink til fordybelseslæsning.

Oscar K.: Bærbar dansk litteraturs historie. Roman. 272 s. Med vignetter af Michael Kvium. Kr. 250 ekskl. moms. Dansklærerforeningens Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Merete von Eyben

Måske Oscar K også er en fantast og en drømmer, der onanerer meget. Hvorfor ellers gemme sig bag et så fantasiløst synonym, som en simpel googlesøgning afslører. Jeg ville i hvert fald have svært ved at tage sådan en litteraturhistorie alvorligt. For hvis forfatternavnet er opdigtet, hvad så med kildeangivelserne?

Michael Kongstad Nielsen

»Ved afslutningen af århundredet starter en mediebåret bølge af (u)frivillig parodisk litteratur, der rækker langt ind i det ny århundrede og er bygget på parodisk ordinære liv af forfattere, der er selvudleverende parodier på sig selv, læst af kritikere og konsumenter, der selvtilstrækkeligt bliver tidstypiske parodier på sig selv.«

Den er skrap. Men måske er der noget om det? Der i hvert fald meget navlepilleri, selvfremstilling, se mig, se mig, ... "Se på mig", som Kirsten Hammanns sjette roman hed.
Godt at nogen tør sige det, hele miljøet ikke tør.
Ikke for at sammenligne med Georg Brandes naturligvis.