Læsetid: 5 min.

Bedre sent end aldrig

The Rolling Stones beviste på Roskilde Festivalen at de er gamle. Men i deres rustne samspil gemte sig også en rørende fortælling om menneskers og kroppes forfald – vel at mærke fraregnet Mick Jagger, der med en verdensklasseperformance synes at være i noget nær permanent løbetid
Det er en sval sommeraften og veteranerne er på udebane, væk fra de trygge og bekostelige solokoncerter, som kun dedikerede fans (og deres teenageunger) besøger. Her på Smatten er The Rolling Stones på udebane, og de ved det

Det er en sval sommeraften og veteranerne er på udebane, væk fra de trygge og bekostelige solokoncerter, som kun dedikerede fans (og deres teenageunger) besøger. Her på Smatten er The Rolling Stones på udebane, og de ved det

Ricardo Ramirez

4. juli 2014

Han er vel et sted oppe i 60’erne, men han ter sig som en teenager på amfetamin. Jeg taler ikke om Mick Jagger, men om den aldrende fan med hvidt hår, der hænger ind over hegnet til pitten, en halv meter over de velopdragne folk bag ham. Han nægter at efterkomme vagternes påbud om at falde tilbage i geleddet. Brøler noget om at det for fanden er The Rolling Stones. Déroppe. På scenen. Så bliver han hevet ud ad mængden og slæbt væk.

Det er så imposante størrelser som 60’ernes kollektive kulturhistorie og babyboomernes individuelle biografier, som er på spil, når det titaniske britiske band går på scenen. Silverdaddies og cougars forenes i nostalgomanisk dans, i spejlneuroners feedback. Og teenagerne istemmer, nogle høfligt interesserede, andre ægte forbavsede over den rodbehandling af rockautenticiteten og -mytologien, som udfolder sig på scenen. The Rolling Stones er arvesølv. Og i aften pudses det i fuld offentlighed, og for nogle er der store følelser og lange historier på spil.

Tre tal, fire aldre

70, 70, 73, 67. Tre tal, fire aldre på de fire resterende medlemmer af Stones. Mick Jagger, Keith Richards, Charlie Watts, Ronnie Wood. Tilsammen ikke ligefrem en velsmurt enhed, som de bevæger sig famlende, men engageret gennem deres to timer og 25 minutter lange sæt og klassikere som ”Jumpin’ Jack Flash”, ”Let’s Spend The Night Together”, ”Honky Tonk Women”, ”(I Can’t Get No) Satisfaction”, ”Brown Sugar”, ”Wild Horses”, ”Sympathy For The Devil.”

Det er en sval sommeraften og veteranerne er på udebane, væk fra de trygge og bekostelige solokoncerter, som kun dedikerede fans (og deres teenageunger) besøger. Her på Smatten er de på udebane, og de ved det. Tydeligvis indædt opsatte på at overbevise en et sted mellem 60.000 og 100.000 mennesker om deres retmæssige position i rockparnasset.

Jens Nørgaard Larsen

Jens Nørgaard Larsen

Tilfældet vil at jeg ser The Rolling Stones i levende live for første gang denne torsdag aften på en mark i Roskilde. Det kan måske virke sært, men muligheden har aldrig budt sig. Og jeg har aldrig opsøgt den. Min musikalske coming-of-age var i 80’erne, hvor unge alternative britiske og amerikanske rockmusikere var i gang med at gøre op med den gamle rock’n’roll-mytologi. De havde fuld blæs på distortion-pedalerne i forsøget på at smadre vores kroppe og rockens korpus på ny – eller for helt at løsrive os fra det jordiske i drømmens skrøbelige sæbebobler.

Sex, drugs & rock’n’roll var ikke noget, vi brugte. Højest lidt hash. Man talte om udfrielse gennem støj, modernistisk nedbrydelse af det bestående. Og alle ens yndlingsbands stod stille på scenen og så ned i deres sko, men mest deres guitarer og deres guitarpedaler. De var shoegazere, vi var shoegazere. Og guitarpedalerne – og dem var der mange af – var vejen ind til nye lydverdener, væk fra rock’n’roll. Og ja, så hjalp det heller ikke at Mick Jagger skabte sig åndssvagt på scenen.

Det gør han også – omend lidt mere behersket – på Orange Scene, men i en dedikeret verdensklasse performance, der trækker helhedsoplevelsen over middel. Med hans karakteristisk nasalt knagende stemme i fuld vigør og en anfægtet vibrato bag alle de guddommeligt krukkede artikulationer. Med en uforståeligt spændstig konstant gestikulerende krop, der har oplevet 70 somre komme og gå, men ikke synes at have sluppet sin løbetid endnu. Mikrofonen stikkes utidigt og ofte ned i bukselinningen, i bund til klokkeværket. Hårpragten er en ynglings, hej, kemi, tak, frisør.

Resten af drengene i kernegruppen – Keith Richards, Charlie Watts, Ronnie Wood – kæmper en brav, men ofte forgæves kamp. Strengt musikalsk set er det ikke just fabelagtigt at se de dem ramle sammen og kikse for vildt. Watts har nogle trommefills især i begyndelsen der lød som en lærling, der styrter med en palle øl på et beskyttet værksted. Richards har svært ved at flytte fingrene i de mønstre, han selv har mejslet i rock-kanonen. Og Wood er ikke meget bedre. Men de morer sig vist, og det meste af tiden swinger de som en motherfucker.

It’s great to be anywhere

Ansigtsudtrykkene er et studie i sig selv. Jagger er i benhård nærværende kontrol. Wood har noget nærmest grundangst over sine stirrende blikke, mens han kæmper med fingrene over gribebrættet. Som om døden gemmer sig i fejlen. Watts har det samme nedadvendte sfinx-smil under hele koncerten, i en eller anden form for hulkindet nirvana. Og Keith Richards... Manner. Han virker som om han allerede er ankommet til det hinsides og bare er på besøg i dennesidigheden for at husere som et lykkeligt, sjofelt gespenst. ”It’s great to be here. It’s great to be anywhere,” som han siger fra scenen.

Ricardo Ramirez

Det er evident at Stones tror på essensen af det, de skabte. Og de formår i perioder at presse denne ungdommelig saft ud af deres ærværdige sangskeletter, der for længst er kommet i museumsmontrer. Rocken kalder på kropslighed og det kan de affældige kroppe (minus Jaggers) ikke genskabe, men dermed bliver koncerten også til en rørende ærlig fortælling om forfald. Om at de er blevet gamle, og at de ikke vil og kan skjule det. Ja, de sætter det faktisk i relief ved at have en ualmindelig spændstig bassist og et par lungesvulmende korsangere med på scenen. Når vi ser koncerter, så ser vi også på mennesker. Og her fortæller de forfaldet rørende ærligt.

Så det lykkes og det lykkes ikke rigtig for Stones at forsvare deres signifikans under den sidste koncert på deres Europa-turné. Det lykkes som historisk performance, det lykkes ikke rigtig rent musikalsk. Der går også i perioder røvbalderock i showet (jeg behøver ikke høre Satisfaction’s guitarriff igen foreløbig). Og sammensætningen af koncerten som helhed er sløset med et kviksand af for langstrakt jammede numre og Keith Richards-solosange (her er Jagger backstage, sikkert for at suge ren ilt), der lukker den hårdt optjente intensitet ud af koncerten. Den bliver kun vundet tilbage i begrænset omfang med afslutningens hitparade, der sætter betinget trumf på det for lange sæt.

Bedre sent end aldrig.

Jens Nørgaard Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vibeke Rasmussen
  • Henning Egholk
Vibeke Rasmussen og Henning Egholk anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henning Egholk

Trods min alder var det også 1. gang jeg så Rolling Stones live. Så dem sammen med min 26årige søn der syntes at det var en super koncert! Det var der også mange andre unge mennesker der tydeligt syntes der hvor vi stod. Det svingede da bare også under jammede sessioner. Jeg tænkte på et tidspunkt på Gospel stemning, men også lidt den der svingende sound som Grateful Dead kunne levere. De gamle hits kom så spredt ud over showet, og fint nok. Og jeg kunne også godt høre nogle kiks og falske toner ind imellem, men hva faen. Rock & Roll will never die! Thanks Stones.

Anne Eriksen, Torben Nielsen, lars abildgaard og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
Kjeld Hansen

70 år og fit for fight. Det er bare utrolig og enestående og et levende bevis på, at alder ikke har nogen betydning, når bare man holder sig i gang.

- Tak til Rullestenene for deres ambassadør indsats for "alder ingen hindring". I er bare så fede.

Anne Eriksen, Holger Madsen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Når Roskilde tager Rolling Stones på plakaten, kan det ikke være fordi de er nogle ligegyldige nogen. At anmelderen har ondt i røven over deres alder, siger måske mest om hans egen angst for at blive ældre, men det er jo ikke relevant for læserne. Jeg vil tro, Roskilde tager disse folk ind fordi de repræsenterer noget unikt, en tidsmæssig epoke, der ikke rigtig er overgået siden måske, kniber det lidt med at finde moderne rockmusik, der rykker ligeså meget, som det gjorde dengang? I mangel heraf kan man jo altid håne dem for deres alder, hvilket i øvrigt er i strid med diverse diskriminerings-paragraffer.

Niels Mosbak, ulrik mortensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Jens Østergaard Petersen

Det var også første gang for mig live, mig der er syv år yngre end den yngste Stone, men alle de tyve-årige der stod med mig i pitten ( nej, jeg har ikke hvidt hår - det andet kan vi snakke om) var alle henrykte, ikke bare af museal beundring, men af only rock and roll. Bevares, Keith kan ikke synge og hans guitarspil var til tider hakkende på den dårlige måde, men Mick Jagger (efter han havde løbet sig hæs efter de første numre) tog alle med storm, og dem jeg var sammen med stod med smil fulde af satisfaction da det hele var ovre (bortset fra hende der måtte gå før tid). Mick Taylor var en overraskelse - bare han havde haft ork til noget mere. Samlet set var det Mick Jaggers koncert, helt sikkert.

Jens Østergaard Petersen

Det var også første gang for mig live, mig der er syv år yngre end den yngste Stone, men alle de tyve-årige der stod med mig i pitten ( nej, jeg har ikke hvidt hår - det andet kan vi snakke om) var alle henrykte, ikke bare af museal beundring, men af only rock and roll. Bevares, Keith kan ikke synge og hans guitarspil var til tider hakkende på den dårlige måde, men Mick Jagger (efter han havde løbet sig hæs efter de første numre) tog alle med storm, og dem jeg var sammen med stod med smil fulde af satisfaction da det hele var ovre (bortset fra hende der måtte gå før tid). Mick Taylor var en overraskelse - bare han havde haft ork til noget mere. Samlet set var det Mick Jaggers koncert, helt sikkert.