Læsetid: 3 min.

Djævlen ler, mens der kysses på repeat

Københavns Operafestival vil gerne lave skæve vinkler på operagenren. Et vellykket bud på sådan én var forestillingen ’Stum Opera’, hvor Charles Gounods opera ’Faust’ blev klippet sammen med F. W. Murneaus stumfilm fra 1926
1. august 2014

Både F. W. Murneaus stumfilm og Charles Gounods opera tager udgangspunkt i den gamle historie om Faust, videnskabsmanden, der ikke er tilfreds med tilværelsen og indgår en pagt med Djævlen. Som udgangspunkt er det en historie om at begære mere end, hvad Gud umiddelbart har givet. Om at tage sagen i egen hånd, handle og betale for det. Gud giver ikke evig ungdom, Gud giver ikke rigdom, Gud giver ikke frelse over for pesten, Gud laver ikke guld til dig – og videnskaben gør det heller ikke. Så er der kun Djævlen og dig tilbage. Goethes Faust er én af varianterne af historien og har selv flere varianter af den, startende med en urfaust, før det blev til det helt store livsværk. Føromtalte opera og stumfilm er to andre udgaver, men naturligvis – som senere værker – lægger de sig op ad Goethe med mange elementer fra hans Faust. Et helt radikalt, gunstigt kunstnerisk greb ved at forene stumfilm og opera til én installation er, at historien koges ned. Der var kun de tre hovedkarakterer tilbage: Faust, Mefistofeles og Marguerite (på tysk Gretchen). På film: Gösta Ekman, Emil Jannings og Camilla Horn. I operaen: Hallvar Djupvik, Jakob Vad og Stephanie Lippert. Andre karakterer og alle kor var skåret fra, så man stod tilbage med en kammermusikalsk opførelse af Gounods opera, ligesom filmen var kortet ned til de scener, der involverer denne trekant. Det hele imponerende knyttet sammen fra klaveret, der bandt film og opera sammen med improvisationer over filmmusikken. På den måde stod man tilbage med mere urmyte og færre kunstneriske eskapader. Handlingen fulgte operaen, hvor Mefistofeles hjælper Faust til ungdom og kærlighed, og offeret er Marguerite, der bliver forført, befrugtet, gjort til barnemorderske, sat i fængsel og til sidst nådesdræbt af Faust selv. Der var varmt som i Helvede bag mørklægningsgardinerne i salen på N. Zahles Gymnasium.

Kostumer og regi begrænsede sig til nutidig velklædthed i sort og hvidt, to stabler flyttekasser med bøger og et spejl. Ellers ingen rekvisitter udover lidt smykker til Marguerite.

Tempokontraster

To projektorer kastede stumfilm på væggen bag sangerne og flyglet. Ofte var operaens handling synkroniseret med filmens og ind i mellem ikke. Som i starten, hvor Faust på scenen stadig står og synger »Rien!«, »ingenting« – ingenting kan han finde ud af, og han kalder på sin Gud. Her er Faust i filmen allerede i gang med at brænde sine bøger, finde bogen om djævelske kræfter i ilden og ude at stå i en korsvej ved fuldmåne og påkalde sig sorte magter.

En ting, der bliver meget tydelig, er operagenrens langsomhed. Man kan få ordnet mange ting på film på den mængde tid, som en operasanger bruger på at få sunget »jeg elsker dig«, og ofte måtte filmen sættes i stå eller, hvad der var endnu mere genialt: sættes på repeat. Sådan blev der på film hængt ubehageligt længe ved billedet af Djævlen, der dyppede og dyppede sin pen i Fausts blodåre for at få ham til at skrive under på pagten, eller sådan blev der løbet rundt om træet i haven og kysset det samme kys en million gange, mens de stadig kun stod og sang om det på scenen. Operaens evindelige tekstgentagelse bliver forrået overført til film, masturbant og komisk og meget effektfuld. Slet ikke dårligt. Gösta Ekman kysser fantastisk.

Murneaus film er fuld af filmiske effekter, der kan slå enhver fantasyfilm af i dag. Rika Yasui Hammen forstod at bruge filmen som råstof og selv tilsætte effekter og billeder, der lukkede nutiden ind i den gamle historie. For eksempel særligt stærkt i scenen, hvor Marguerite giver efter for Faust, og Djævlen ler. Kysset blev sat på repeat i samlejets ryk, skeletter red over himlen, taget fra starten af Murneaus film og underlagt et mødomsfarvet rødt filter og tv-optagelser af den fysiske undfangelse, æstetiserede billeder fra underlivet, og kvindelig løssluppenhed i form af halvnøgne dansepiger blev klippet ind. Et stærkt portræt af Marguerites fald og alt det, der i operaen kun er et »Ah!« fra hende.

Sangerne kæmpede bravt i det fyldte og ophedede skolelokale langt fra operahusets akustik, og aftenens stjerne var så afgjort pianisten Oscar Micaelsson, der holdt hele forestillingen sammen med sit følsomme spil og evne til at improvisere.

’Stum Opera’, Københavns Operafestival, N. Zahles Gymnasieskole, Mandag 28. juli

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu