Læsetid: 3 min.

Fløjlsblød misantrop holder behersket brandtale

Uforlignelige Morrissey langer samfundskritiske linjer ud på sit 10. soloalbum, hvor han dog stadig synger med gammeleuropæisk charme
Morrisey er 55 og udgiver nu sit nye og 10. album, som er fyldt med mindeværdige melodier. Her optræder han  ved Nobels fredsprisfest i Oslo i 2013.

Daniel Sannum

12. juli 2014

Nu har det jo aldrig været medmenneskelig empati, der har gennemstrømmet den følsomme misantrop, vi kender og elsker som Morrissey. Så er det udtryk for et drastisk skift, når den verdenstrætte spradebasse på sin nye plade World Peace Is None Of Your Business nærmer sig noget, der ligner en politisk rocksanger?

Hvis det er tilfældet, påtager han sig rollen på sin sædvanlige kuldslåede manér: Hans majestætiske, fløjlsbløde croon er så vellydende som altid, når han med gammeleuropæiske charme jubler over en tyrefægters død eller depraveret besynger kærlighed mellem mænd. Om man foretrækker Morrissey solo eller i Smiths-sammenhæng, har altid været et spørgsmål, der har delt vandene. Set med nutidens øjne ligner The Smiths et band, der ene og alene kunne have eksisteret inden for den historiske kontekst af Thatcher-æraen, der muliggjorde Morrisseys vittige, elokvente og regnvåde spidninger af klassesamfundet, kunsten og kønslivets skærmydsler.

Der har været noget gammeldags, ja, nærmest reaktionært over dette yndlingsguitarband, der afskyede synthezisere og hellere ville se sort-hvide film fra 1950’erne, alt imens den elektroniske musik detonerede omkring dem.

Frisat fra den begrænsede 80’er-bandramme har Morrissey i løbet af sin solokarriere med varierende succes holdt sig på højde med sig selv og omverdenen, men naturligvis altid på karakteristisk sarkastisk afstand. Han er i hvert fald ikke i overhængende fare for at blive et spøgelse fra fortiden, der stavrer omkring med en hastigt svindende anderumpe, sådan som det ellers så ud, da han under sæbeoperalignende omstændigheder aflyste sin seneste turné.

Det er naturlig forlængelse af den lyksalige løsrivelse fra 80’erne, at Stephen Patrick Morrissey på sit 10. soloalbum til dels har ofret de skønåndede sprogblomster, der tilsyneladende tilflyder ham så nemt, til fordel for mere direkte samfundsmæssige betragtninger. »You must not tamper with arrangements, work hard and sweetly pay your taxes,« lyder det på titelnummeret, der med magtens sprog giver ordre til at kende sin plads i rangordenen og pligtskyldigt gøre, hvad man får besked på.

De ord kommer vel og mærke fra en sanger, der for nylig kaldte præsident Obama »nyttesløs« og hævdede, at »alle verdens ledere er diktatorer«.

Livsfornægter

Der er masser af mindeværdige melodier på pladen, der ud over den mangeårige samarbejdspartner Boz Boorer skal tilskrives den nytilkomne Gustavo Manzur. »I’m Not A Man« spidder maskuline stereotyper til en vidunderligt forudsigelig doo-wop-agtig akkordprogression. Og den fejende flot instrumenterede »Staircase At The University« overgår sig selv fra sekund til sekund med sine pralende blæsere, krukkede håndklap og en overdrevent virtuos flamencoguitar – uden sangens karosseri af den grund braser sammen under vægten af falbeladerne. Det er alligevel få stemmer og personligheder i musikken, der har pondus til det.

Men lige så sprælsk og flamboyant, som Morrissey tager sig ud, lige så underligt er det, at han på sit 55. år stadig insisterer på at sige nej til livet. Alderen har ikke formildet hans ungdommelige dekadence. Han lyder stadig, som om han hellere vil sidde i et hjørne og se genudsendelser af Brideshead Revisited end at blive belemret med uhumske kropsvæsker, snasket forplantning og rockens vulgære bejaen af livets tumult. Vi mærker dyrevennens harme på den antispecistiske »The Bullfighter Dies«, og vi mærker hans velkendte reproduktionsskepsis, når han rablende begynder at harcelere: »Everyone has babies. Babies full of rabies. Babies full of scabies.« Til slut binder det fænomenale slutnummer »Oboe Concerto« en klagende sløjfe på livstrætheden med linjen: »And there’s a song I can’t stand and it’s stuck in my head«. Og sådan går det alligevel videre i livet for Morrissey, der stadig kan finde interessante og vellydende anvendelsesmuligheder for sit tilsyneladende uudtømmelige vid.

Morrissey: World Peace Is None Of Your Business (Universal). Udkommer mandagw

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Esben Nielsen

WPINOYB har åbenbart fået blandede reaktioner på nettet, men er selv af den holdning, at det er det bedste han har lavet siden You Are the Quarry.

C'mon hvis man bare er lidt Morrissey-fan vil man jo fryde sig over møden han fraserer verselinjerne "What those in power do to you/Reminds us at a glance/How humans hate each other's guts/And show it given the chance" i Mountjoy. God musik til sommeren (og resten af 2014 ).

Esben Nielsen

WPINOYB har åbenbart fået blandede reaktioner på nettet, men er selv af den holdning, at det er det bedste han har lavet siden You Are the Quarry.

C'mon hvis man bare er lidt Morrissey-fan vil man jo fryde sig over møden han fraserer verselinjerne "What those in power do to you/Reminds us at a glance/How humans hate each other's guts/And show it given the chance" i Mountjoy. God musik til sommeren (og resten af 2014 ).