De fortrængte bomber i litteraturen

Den tyske forfatter W.G. Sebald rejser i skarp polemisk essaysamling spørgsmålet om, hvorfor de allieredes massive bombning af de tyske byer under Anden Verdenskrig aldrig blev en del af den tyske samtidslitteratur. Hans svar er en omfattende fortrængning hos forfatterne, der formede den nye forbundstyske virkelighed efter krigen
Et luftfoto af et hjørne af et totalt udbrændt Hamburg efter RAF’s massive bombardement i juli 1943. 
 Arkiv

Et luftfoto af et hjørne af et totalt udbrændt Hamburg efter RAF’s massive bombardement i juli 1943.
Arkiv

Schultz Reinhard
18. juli 2014

Da de allierede i sommeren 1943 med ’Operation Gomorrha’ udløste en sand bibelsk ildstorm over Hamburg var ødelæggelserne ubegribelige, og ofrene blev talt i titusindvis. I det hele taget krævede de allieredes bombning af de tyske storbyer med utallige RAF-fly på togter under Anden Verdenskrig omkring 600.000 civile ofre og var dermed et kæmpe traume for den tyske nation.

Ikke desto mindre er det vanskeligt at gøre sig en nogenlunde klar forestilling om omfanget af de ødelæggelser, der ramte de tyske byer, eller nogenlunde præcist forestille sig de rædsler, de var forbundet med. Vi ved det faktisk ikke. Ødelæggelsesaktionen, der var uden historisk fortilfælde, er nemlig kun optaget i nationens annaler i form af tørre tal og vage generaliseringer. I den tyske efterkrigslitteratur var katastrofen med meget få undtagelser derimod stort set fraværende.

Vi erfarede således meget lidt om den afsindige stank af død og fordærvet kød, der steg op fra murbrokkerne, fede rotter, tætte sværme af grønglinsende fluer og fingerstore mider, der spiste de døde, grotesk forbrændte kroppe der gik i et med den boblende varme asfalt, asken fra hele familier, der kunne samles i små baljer eller bare dødsangsten fra dem, der befandt sig i udkanten af katastrofens epicentre.

Katastrofen er aldrig blevet en central national erfaring. Hvordan kan det være, spørger den tyske forfatter W.G. Sebald i den posthumt udgivne essaysamling Luftkrig og litteratur. Hvordan kan det være, at så massive ødelæggelser af byer og skader på sjælen stort set er fraværende i en litteratur, der ellers ikke anerkender nogen tabuer?

Man må forstå lidt af baggrunden for at forstå dimensionerne af Sebalds kritik. Hans projekt er bemærkelsesværdigt, eftersom han i bogen leverer en karsk kritik af den tysksprogede efterkrigslitteratur, først og fremmest den berømte Gruppe 47 (altså den gruppe af tyske forfattere grundlagt i 1947 med blandt andre forfattere som Heinrich Böll, Alfred Andersch, Aleksander Kluge, Peter Weiss, der i høj grad dominerede den tyske litteratur efter krigen). Sebald siger i sin bog, at de har svigtet både moralsk og æstetisk ved ikke at beskæftige sig med emnet.

Hvorfor har de fortiet disse traumatiserende oplevelser, hvorfor har ingen af dem beskæftiget sig med dem? Et svar er, at man i forsøget på at lægge fortiden bag sig også har dækket de betændte sår til. Men hvordan kan en kultur se sig selv i øjnene, hvis den ikke vil være ved den virkelighed, som den kommer af, spørger Sebald videre?

Hvorfor formåede de ikke at skrive om det, de så lige foran deres øjne, så det også kunne blive fastholdt i den kollektive erindring? Eller som han formulerer det i bogen: »Det, de tyske forfattere frembragte efter krigen, var ofte præget af selvbedrag og et mere eller mindre ubevidst ønske om at fremme deres egen yderst prekære position i et samfund, der i moralsk henseende var næsten fuldstændig miskrediteret.«

Og han fortsætter: »For et overvejende flertal af de forfattere, der forblev i Tyskland under Det Tredje Rige, var det at redefinere deres selvopfattelse efter 1945 et mere påtrængende problem end skildringen af de reelle forhold, der omgav dem.«

Bogen er en bearbejdning af de poetikforelæsninger, Sebald holdt på Puppentheater i Zürich i efteråret 1997 og altså udgivet posthumt som bog i 2001, samme år som Sebald tragisk døde i en trafikulykke.

Nu får vi så heldigvis også dette vigtige bidrag til fortidsbearbejdelsen på dansk. Til forskel fra hans øvrige bøger, som er ekstremt litterære og sproglige mirakler, så er denne bog helt enkel og polemisk. Det fremstår også helt tydeligt i Judyta Preis og Jørgen Herman Monrads kongeniale og præcise oversættelse.

Da Sebald til forelæsningerne præsenterede sin tese om, at bombningerne af de tyske byer under Anden Verdenskrig i udstrakt grad var undgået i den tyske litteratur, udløste det en voldsom vrede og efterfølgende debat. Men det lykkedes aldrig for alvor at gendrive Sebalds påstand og komme med en masse eksempler på litteratur, som han havde overset. Og hvis man kunne pege på anden litteratur, så var den påfaldende ofre blevet negligeret af kritikken.

Tværtimod beviste Sebalds forelæsninger, at emnet stadig er ekstremt følsomt, og at der stadig hænger et tabu over både den indre og ydre ødelæggelse. Eftertiden havde frembragt en individuel og kollektiv amnesi, »styret af ubevidst selvcensurerende processer, beregnet til at tilsløre en verden, der er blevet ubegribelig. Som følge af en overenskomst, der var indgået i stilhed, kunne den sande tilstand af materiel og moralsk tilintetgørelse ikke beskrives, det forblev en skamfuld familiehemmelighed«.

Sebald er en af de største tyske efterkrigsforfattere. Han er født i slutningen af Anden Verdenskrig som barn af den såkaldte ruingeneration, men i en landsby i Allgäu i Alperne og dermed så godt som uden direkte berøring med den katastrofe, der ramte Tyskland. Han har i særegne romaner, der på overfladen bærer træk af det dokumentariske, især beskæftiget sig med jødernes skæbne i Hitlers Tyskland og hele det tab af humanitet, som Holocaust betød.

Selv om Sebald ikke i direkte forstand har været vidne, så har han været optaget af sporene fra krigen og de inhumane overgreb på andre mennesker og optaget af de ar på sjælen, som en hel kultur efterfølgende kan bære rundt på. Men også optaget af, hvordan man erindrer, og hvordan man kan blive ved med at holde katastrofen i live i den kulturelle bevidsthed. Og ikke mindst hvordan man litterært beskriver og bearbejder katastrofen.

I den sammenhæng dukker også dr. Hachiayas dagbog fra Hiroshima op i Luftkrig og litteratur. Det skyldes, at man netop i en tekst som dr. Hachiayas notater præget af præcision og omhu kan finde de svar på, hvad det vil sige at overleve en katastrofe, som en hel kultur hungrer efter.

Det kræver netop præcision og omhu af prosaen. Kun derved kan man komme ind bagved og skildre den sande menneskelige katastrofe. Denne pointe kunne i høj grad også gælde de aktuelle bombardementer af Gaza og på Vestbredden.

Som et lille p.s. til denne anmeldelse er det faktisk meget bemærkelsesværdigt, at vi på dansk sidste år fik en fremragende litterær skildring af ildstormen over Hamburg, nemlig i Simon Pasternaks roman Dødszoner. Den ville Sebald uden tvivl have sat stor pris på.

W.G. Sebald: ’Luftkrig og litteratur’. Essays. Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. Tiderne Skifter. 156 sider. 225 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu