Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Fri omgang med Hemingway

Den finske fotograf Heli Rekula viser dragende smukke billeder i en lidt usammenhængende udstilling om forfatteren Ernest Hemingway
Heli Rekula udnytter Hemingway og den kolossale mytologi omkring hans personlighed til at skabe en diffus selvfremstilling, uklart spejlet i hans billede. 
 Foto fra udstillingen: Gator, 2012
Kultur
11. juli 2014

Det er en af de store finske fotografer, der henover sommeren kan ses på Fotografisk Center. Heli Rekula (f. 1963) tilhører den stilbevidste og teknisk raffinerede Helsinki-skole, som siden 1990’erne har markeret sig internationalt som dagsordenssættende, konceptuelt arbejdende fotografer. Til daglig fungerer Rekula som professor i fotografi på Kunst- og designhøjskolen i Bergen, hvor hun har været ansat siden 2009.

I sine fotografier arbejder Rekula primært med stærkt iscenesatte scenarier eller landskabs- fotografier. I Fotografisk Centers nye lokaler i Kødbyen viser hun sin seneste serie In Hemingway’s Garden fra 2012. Serien blander hendes velkendte kunstneriske strategier i skikkelse af det iscenesatte fotografi – ofte med kønsmæssige implikationer – og landskabsfotografiet. Men Rekula tilføjer også nye blandformer, hvor tekst og billede sammenføjes i komplekse, serigrafiske collager.

In Hemingway’s Garden tager afsæt i Ernest Hemingways tidligere hjem i Key West, Florida, som i dag huser et museum over den berømte journalist og forfatter. Der er imidlertid langt fra tale om nogen dokumentarisk skildring af museet, ligesom Rekula heller ikke er interesseret i at karakterisere Hemingway på nogen poetiserende måde.

Det er en mere fri omgang med Hemingway og hans museum samt forskelligt arkivmateriale om ham, som præger Rekulas tilgang.

Identitetssampling

Hemingway og den kolossale mytologi omkring hans personlighed udnytter Rekula til at skabe en diffus selvfremstilling, uklart spejlet i hans billede. Med lige dele Rekula og Hemingway bliver serien således en undersøgelse af, hvordan identitet kan stiliseres og koges ind til simple visuelle markører, som peger i bestemte retninger, indikerer bestemte steder og tilhørsforhold.

Seriens største værker er næsten abstrakte og alt andet end naturalistiske farveflader, der skildrer de tjavsede blade på palmetræer, som reflekteres i en swimmingpools vandover-flade, isprængt funklende lysreflekser og bevægelsesmønstre i vandet. Det er smukke, næsten overlækre fotografier, hvis forførende repetetive og dulmende enstonethed danner et malerisk ornament af minimalt forskudte stemninger henover væggen – et register af affekter, som i billeder mimer Hemingways økonomiserende og distinkte skrivestil.

En række mindre arbejder kombinerer tekst og billede i indramninger, hvor glasset danner grund for serigrafiske tryk, som lægger sig som en sproglig hinde over de bagvedliggende fotografier. Eller omvendt: Glasset bærer stiliserede visuelle serigrafier, som halvt skjuler en bagvedliggende affotografering af et tekstark.

Rekula har hentet tekstmateriale fra Hemingways omfattende arkiv, publicerede tekster og håndskrevne noter af ham, der aftegner hans markante personlighed.

»To Gertrude Stein« hedder det et sted, efterfulgt af en ukærlig parafrase: »A bitch is a bitch is a bitch is a bitch« – håndskrevet, så den danner en cirkel. Billedet bagved viser en strunk kaktus, hvis spids akkurat strækker sig ind i denne cirkels midte. På den måde leger Rekula med Hemingways biografiske arv og kommenterer hans velkendte machismo – som han ironisk nok til dels erhvervede gennem venskabet med Gertrude Stein, som for eksempel vakte hans interesse for tyrefægtning.

Ufuldstændig

Måske er Rekula ude i et forsøg med identitetssampling, sammenføjning af sit selvbillede med Hemingsways selvbillede. Måske er hun ude i et forsøg med at sætte billeder på erindringer, sådan som pressemeddelelsen formulerer det. Der indgår en stor mængde arkivmateriale omkring Hemingway i udstillingen, sirligt ordnet i montrer, som adskiller det fra udstillingens ophængte materiale. Notater, førsteudgaver og magasinartikler ligger side om side, uden at sammenhængen er nærmere forklaret.

Det er heller ikke klart, hvad relationen egentlig er mellem de stemningsmættede fotografier, som ligger fint i forlængelse af Rekulas tidligere landskabsfotografier, og det arkivalske materiale vedrørende Hemingway. Det er til gengæld temmelig åbenlyst, at Rekula har sin styrke i det rent visuelle medie. Fotografierne – især de rent fotografiske varianter – fremstår med en fascinerende skønhed i en rytmisk ophængning. Omvendt forekommer montrerne med arkivmateriale anderledes tilfældige og umotiverede.

Selv om udstillingen er tænkt som et sammenhængende udsagn, består den med andre ord af dele med meget forskellig vægt. Som publikum bliver man ladt i stikken med hensyn til, hvad meningen med disse ulige konstellationer er. Intentionen er muligvis »en konceptuel rammefortælling om tab og ufuldstændighed«, som pressemeddelelsen bebuder, men i så fald er fortællingen om ufuldstændighed selv ufrivilligt ufuldstændig.

’In Hemingway’s Garden’. Heli Rekula. Fotografisk Center. Staldgade 16, Bygning 55. København. Indtil den 17. august

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her