Læsetid 5 min.

Hovedstrømning eller en storm i et glas vand?

Ny bog af Jon Helt Haarder diskuterer på højt akademisk niveau, hvordan man bør læse den nye biografiske litteratur
Jon Helt Haarders bog er ikke let tilgængelig, men den virker veloplagt og er ganske glimrende skrevet. Pr-

Jon Helt Haarders bog er ikke let tilgængelig, men den virker veloplagt og er ganske glimrende skrevet. Pr-

Robin Skjoldborg
9. juli 2014

Min fortrinlige læser ved formentlig i forvejen godt, hvad det vil sige at ’glæfte’. »Du glæftede vist,« skriver vi høfligt, når vi modtager en mail uden et lovet attachment. Det at glemme at vedhæfte korter vi ned til et enkelt, mere håndterbart verbum.

Men ved min formidable læser så, hvad det vil sige at ’knause’ eller ’clause’? Det første er nymodens norsk slang for at tale mere om Knausgård – eller for som denne at huske hver eneste lille ligegyldig detalje fra sin egen barndom. Det andet, at ’clause’, vil sige at fornægte Beckværket og kalde værkforvalteren, den senere Nielsen, for Claus. Definitionen leveres af litteraturforsker Jon Helt Haarder i hans for nylig udsendte Performativ biografisme og virker ved sin indforståethed typisk for hele projektet. Men bogen er egentlig tænkt lige modsat, nemlig som et udadvendt formidlende forsøg på at forstå nyere nordisk litteraturs forvandling til et reality-show.

Løgn eller sandhed?

Ved ’performativ biografisme’ forstår Helt Haarder det, at kunstnere bruger både sig selv og andre virkelige personer i en æstetisk betonet interaktion med læserens og offentlighedens reaktioner – i feedbacksløjfer af mere eller mindre umulig skelnen imellem sandhed og løgn. Fænomenet er (af Hans Hauge) blevet kaldt ’fiktionsfri fiktion’, og Poul Behrendt, imod hvem der (stilfærdigt) polemiseres, har ud fra en (især fransk) teori om ’autofiktion’ prøvet at udmønte samspillet af fiktionalitet og faktionalitet i begrebet ’dobbeltkontrakt’.

Heroverfor ivrer Helt Haarder imidlertid for bred kontekstualisering og tværæstetisk historisering, primært fordi performativ biografisme, her forstået som den demonstrativt genetablerede kobling imellem forfatter og værk, tydeligt ses at hænge tæt sammen med gennemgribende forandringer i samfund, medier, kultur, kunst og opfattelse af identitet.

Hvor stort eller hvor vigtigt fænomenet så egentlig er, kan han tilsyneladende ikke helt blive enig med sig selv om. I undertitlen kaldes det for en hovedstrømning i det senmodernes skandinaviske litteratur, men flere steder taler Helt Haarder om »et hjørne« af samtidens litteratur. Og fra at tale om en strømning i et hjørne er der vel ikke langt til at kalde den nye tendens for en storm i et glas vand?

At tage af hovedstolen

Dette ville ligge Helt Haarder selv fjernt. Han var nemlig allerede tidligt opmærksom på, hvordan forfattere generobrede den biografiske relation og gladelig tog af ’hovedstolen’. Frugter af den forskning genbruges i bogens indledende kapitler, hvor Michael Strunges poesialbum Popsange (1983) læses som et foregribende eksempel på selvfremstillende interaktion imellem digter og læser, og hvor Villy Sørensens hårdhændet beskårne dagbøger læses som et problemfyldt led i kampen om »retten til det private«.

Herefter følger et længere definitorisk afsnit med masser af skarp teori og med (bl.a.) Jørgen Leth, Knud Romer og Kim Leine som illustrative eksempler, og derefter igen to grundigt dokumenterede kapitler om Claus Beck-Nielsens værker, en principiel refleksion over Karl Ove Knausgård samt en ret tankevækkende læsning af nyere norske selvbiografiske værker.

Store dele af bogens indhold har været offentliggjort før, men helheden fungerer smukt, i hvert fald for dem, som er i stand til at læse hen over indforståetheden.

Hvad der især gør Jon Helt Haarders bog fagligt udbytterig, er hans afvisning af at lægge al teori på hylden, blot fordi en ny litteratur udfordrer de gamle begreber.

Tre forfattertyper

Han skelner f.eks. mellem tre forfatterfunktioner: en modernistisk, en politisk samt en ny, ’semionautisk’, og hæfter sig ved, at den første, som dyrkede ’det autonome værk’, baserede sig på den trykte og dermed afstandsskabende tekst, hvorimod den anden kom til i en 70’er-kultur præget af medieret mundtlighed. Med den tredje – den semionautiske – position viser det sig, hvordan computeren og internettet afgørende har ændret kunstens vilkår. Iscenesættelsen er i dag blevet allestedsnærværende! Hvad der før kunne ses som rammer, præmisser og ydre grænser, er nu rykket ind i genstandsfeltet. Det muliggør mærkeligt nok, at det reelle kan vende tilbage, her i skikkelse af en forfatter, der gør sit liv til materiale og eksperimenterer med offentlighedens reaktioner på bekendelser og private pinligheder – eller barske anklager mod andre.

Hvor intrikat spillet kan blive, fik vi et klart vidnesbyrd om ved udgivelsen af Daniel Denciks Anden person ental, der bogstaveligt talt flyttede romanen ud i virkeligheden, samtidig med at forfatteren rykkedes ind i rammen.

Helt Haarder taler i forbindelse med den slags manøvrer om en ’mellemtilstand’, der kun ophæves ved at besværge det aktuelle værk som enten kunst eller ikkekunst, og han beskriver hele den performative biografisme som en slags tærskel-æstetik, »hvor læseren på samme tid stilles over for noget ’kunst’ med den særlige distancerede forholdsmåde, som den kræver, og over for nogle handlinger, der skaber følelser og kræver stillingtagen, som var disse handlinger del af verden uden for kunsten«.

Nielsen vs. Knausgård

Men netop her hvor bogens begreber er lige ved at blive for generelle og åbne, dens egne læsninger lidt for markedsføringsagtige, glatte, sættes Helt Haarders udfordrende hovedpointe ind, som groft forkortet lyder, at den performative biografisme i Norden indtil nu kun har skabt én eneste virkelig kunstner, Claus Beck-Nielsen, hvis samlede oeuvre betegnes som strømningens mest spektakulære værk.

»Der er tydeligt og erklæret tale om et absurd forsøg på at gøre det umulige,« skriver Helt Haarder, som i Nielsens værker ser en markant og genkendelig kunstnerisk signatur.

Mere blandet bliver vurderingen af Knausgård, hvis ambition om ’at skrive livet’ mislykkedes, men som ifølge Haarder har haft held med at skabe nye biografiske og selvbiografiske performativer, hvilket har resulteret i »den relationelle neoavantgardes gennembrud som biografisk bestsellerføljetonroman«. For tiden tiljubles nordmanden i USA med en begejstring på linje med den, der kommer selveste Marina Abramovic til del!

Hvad angår gennemslagskraften i Jon Helt Haarders bog, kan man spå den en gylden fremtid som pensum på landets læreanstalter, på trods af at den i enkelte passager truer med at forvandle sig fra en akademisk afhandling til et avantgardehistorisk aktstykke med henblik på den ultimative helgenkåring af Nielsen.

Og når dette er sagt, skal jeg endelig ikke ’glæfte’, men tværtimod vedhæfte den dom, at bogen virker veloplagt og er ganske glimrende skrevet.

Jon Helt Haarder: ’Performativ biografisme. En hovedstrømning i det senmodernes skandinaviske litteratur’. 314 s. Illustreret. Kr. 299,95. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu