Læsetid: 5 min.

Hvem er egentlig den voksne?

Hvad er autoritet? Hvem har den? Er det noget, nogle bare fortjener, eller skal man gøre sig fortjent til den? En række nye børnebøger stiller spørgsmål ved meget af det, vi tager for givet
Mange forældre har været vidne til, hvor stor kærlighed en rendegraver faktisk kan blive tildelt. Illustration fra bogen ’Ib læsser jorden af’.

Mange forældre har været vidne til, hvor stor kærlighed en rendegraver faktisk kan blive tildelt. Illustration fra bogen ’Ib læsser jorden af’.

19. juli 2014

Skal man altid lytte til, hvad en brandmand siger? Hans uniform siger ja, og det samme gør den autoritet, hele hans profession er omgærdet af. Han ved, hvad han taler om. Men hvad hvis det, han siger, er tåbeligt? Hvis han for eksempel bliver ved med at advare andre om ild, når det er hans egne bukser, der brænder?

Et meget relevant spørgsmål, og det er det, der stilles i en af Peter Nordahl og Rasmus Bregnhøis nye børnebøger om hunden Ib. Og brandmanden må da også til sidst takke og rose Ib for ikke at adlyde, da brandmanden råbte »gå væk«, men i stedet insisterede på at gøre ham opmærksom på ilden i hans bukser.

Hunden Ib i Peter Nordahl og Rasmus Bregnhøis (ill.) serie for de mindste er generelt god til at undersøge fænomener, som respekt, tillid og autoritet. Hvordan får man det? Nogle gange er det for eksempel ved at vise et øjebliks venlighed.

I Ib læsser jorden af må Ib fælde en tåre af ren taknemmelighed, da en arbejdsmand spørger ham, om han vil prøve rendegraveren, som han længe har stået og beundret. I den fineste lille scene, spørger en forundret arbejdsmand om Ib er ked af det, mens Ib gennem tårer svarer »Nej, jeg kan bare så godt lide rendegravere.«

Mange forældre har været vidne til, hvor stor kærlighed en rendegraver faktisk kan blive tildelt, og man bliver næsten helt rørt over dette menneskes gestus. Sådan kan man også vinde respekt.

Den voksnes behov

Men det er ikke kun i Ib slukker brandmanden, at fænomenet autoritet efterprøves. Rasmus Bregnhøi har også illustreret to nye børnebøger af Andreas Bræstrup Kirstein, der efter succesen med bøgerne om Poul og far, nu lancerer en ny om Pia Linda og Mor.

Kirstein har efterhånden raffineret den kunst at fortælle historier, der problematiserer den tåbelige opfattelse, at den voksne altid opfører sig som den voksne. Og det tema tager han op igen i Pia Linda og Mor leger. Pia Linda vil gerne lege med sine kammerater efter børnehave, men der er ingen der kan. Men som noget helt usædvanligt, så vil Mor godt. Det har hun ellers aldrig tid til, fortæller Pia Linda. Desværre får vi aldrig nogen forklaring på, hvorfor mor gerne vil lege netop i dag. Den savnes, men måske er den udeladt for at fortælle den sandhed, at når man har hentet ungen i børnehaven, så har man nogle gange overskud, men for det meste har man ikke. Det er ikke kun barnet, der skaber ulvetimen. Opmærksomhed fra forældre tildeles lige så vilkårligt, som god service i et supermarked. Den voksne kan tage sin handel et andet sted hen, hvis den er utilfreds, mens barnet bare må glæde sig over det, det får. Derfor er Pia Linda, da også ovenud lykkelig, selv om Mor vil have alt det sjove legetøj og tager alle de flotte farver til sin perleplade, så der kun er de brune tilbage til Pia Linda. Det er kun Rasmus Bregnhøis streg, der afslører, at Mors perleplade er et hjerte, hvor der står Mor i midten.

Behersket ekvilibrisme

Det er typisk for Rasmus Bregnhøi at være gavmild i sine illustrationer. Det giver bogen længere levetid, at man gang på gang opdager nye detaljer i tegningerne. Det var for eksempel først ved 4. eller 5. gennemlæsning, at jeg opdagede, at han har tegnet, hvad der ligner et selvportræt ind i en plakat på Pia Lindas væg, en plakat der også i sig selv refererer til en anden af hans illustrationer. Hvad man vel må kalde interillustrative referencer er ligeledes en af Bregnhøis styrker – i al stilfærdighed går Pia Linda for eksempel rundt med en dukke, der ligner Poul fra Poul og Far, der i øvrigt har en dukke, der hedder Pia Linda.

Det er faktisk en svær balance at være illustrator med hang til detaljen, for hvornår er man detaljerig, og hvornår overforbruger man og lader tegningen overskygge teksten? De skulle helst give hinanden modspil og medspil, uden at kæmpe om magten. Når man sidder med både historierne om Pia Linda og om hunden Ib fremstår det tydeligt, hvor velovervejet detaljemængden er. Historierne om Hunden Ib er til mindre børn og meget mere simple i streg og fortælling, og detaljerne følger den ambition – men bliver ikke uambitiøse af den grund. De fortæller deres egen lille parallelle historie, som fluen, der stjæler Ibs kødben i Ib tænker sig om en ekstra gang. Også disse korte historier får et langt liv.

Nostalgi

Rasmus Bregnhøis måde at tegne Pia Linda og Mors ansigtsudtryk på fortæller næsten i sig selv historien om et afmægtigt barn og en mor, der ikke forvalter sin autoritet særligt hensigtsmæssigt.

Mor opfører sig lige så behovsorienteret i Pia Linda og Mor – Dukken, da legetøjsbutikken hvor Pia Linda skulle have en dukke er lukket, da de endelig når derhen efter mor lige skulle sove længe, og hygge sig med brunch og have et karbad og tale med en veninde og sidde på café. Mor siger det endda ligeud: »Jeg har også nogle behov.«

Bogen har en fuldstændig genial slutning. Mor får en idé, der skal trøste Pia Linda. Hun bliver så begejstret for sin egen idé, at hun tager fat i Pia Lindas arm og nærmest flår hende hjem. Pia Linda bliver selvfølgelig også begejstret, da Mor beder hende lukke øjnene, fordi hun har en overraskelse. »Pia Linda er MEGET spændt,« står der. »Se, skat!« råber Mor og med et smil, der næsten fylder hele ansigtet, overrækker hun en halvskaldet, snavset og laset dukke, der nærmest stirrer olmt på Pia Linda: »Det er min helt egen gamle dukke!«

Og så kan Pia Linda ellers sidde der og kramme Mors nostalgi. Som voksne så ofte beder deres unger om at gøre, når de viser dem film og læser bøger fra dengang de var små. Men Pia Linda siger ikke noget. Hun ved godt, at det er meningen, at hun skal være glad for dukken. Det har hendes Mor behov for.

Andreas Bræstrup Kirsteins bøger er underholdende, og det er af den slags, man burde kalde ’alalderlitteratur’, for portrættet af Pia Lindas Mor er selvfølgelig også en hilsen til den mor eller far, der læser op. Der er en del nyere børnelitteratur, der har den henvendelse i sig, og en del af dem er tilmed blevet beskyldt for mest at være skrevet for at more den voksne, men Andreas Bræstrup Kirsteins fortælling er almen gyldig. Hvis der er noget, der kan få et barn til at grine eller undre sig, så er det når en voksen gør noget, de ikke forventer. Noget, der er uciviliseret eller barnligt eller behovsstyret. For sådan opfører de sig jo ikke normalt, vel? I hvert fald ikke i børnebøger. De skal jo forestille at være de voksne.

’Ib læsser jorden af’, ’Ib slukker brandmanden’ og ’Ib tænker sig om en ekstra gang’ af Peter Nordahl og Rasmus Bregnhøi (ill.), Gyldendal.

’Pia Linda og Mor leger’ og ’Pia Linda og Mor – Dukken’ af Andreas Bræstrup Kirsten og Rasmus Bregnhøi (ill.), ABC forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Men børn elsker nu den sikkerhed og følelse af tilhørsforhold, der ligger i at overtage det gamle. Bare ikke altid.