Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

For meget indpakningspapir

Man kan ikke altid få, hvad man peger på. Heller ikke når Stevie Wonder er på Roskilde med et sygt fedt bagkatalog. Som blev serveret med lige lovlig meget gøgl lir og tingeltangel
Stevie Wonder spillede søndag aften på Orange scene

Stevie Wonder spillede søndag aften på Orange scene

Scanpix

Kultur
6. juli 2014

Jeg er ikke Stevie Wonder, lad det være slået fast med det samme. Men lad os et kort øjeblik lege at jeg er. I så fald ville jeg have foretaget en masse andre valg til aftenens koncert, end Wonder havde gjort. Jeg ville have afholdt mig fra at kaste mig ud i en snak om flerkoneri eller parallelkærester som optakt til ”Part-Time Lover”. Jeg ville have droppet perkussionisterne og taget op til flere bækkener fra trommeslageren, så sangene kunne have fået en mere stram rytmisk koncentreret karakter – i stedet for al den gøgl, der fik hele lydbilledet til at sløre. Jeg ville have forbudt el-guitaristerne at spille solo. Og ville nok også have adviseret mine musikere i lidt bedre tid om at jeg ville synge Paul McCartney-samarbejdet ”Ebony and Ivory”, så i hvert fald bassisten slap for en skidt slingrevals efter de rigtige toner. Og jeg ville slet ikke have lavet en alenlang og unødvendig udgave af Beatles-sangen ”Day Tripper” med publikumsdeltagelse som en sportsgren i hastigt forfald alt som minutterne løb af sted.

For det er jo minutterne, der tæller, når man står på en totaludblokket plads foran Orange Scene med en 64-årig legende på besøg måske for sidste gang. Hvad når vi at høre? Hvad går vi glip af? Ikke så meget, er svaret på det første, en del på det andet.

Wonders position i musikhistorien er takket være hans unge Motown-år og især hans 70’er-katalog uantasteligt. 80’erne var ikke så rare for Wonder, men under aftenens koncert fik han dog påpeget at den 60’er-Motown-inspirerede ”Part-Time Lover” fra 1985 faktisk holder. Og så fik han leveret nogle fine fortolkninger af ”Superstition”, ”My Cherie Amour” og ”Living In The City” – den sidste med en introduktion om racisme. ”Excuse me people, but I have to say, that is some hardcore shit.”

Jo, bladet blev taget for munden, mens musikken til gengæld led under alt for meget og for glittet indpakningspapir. Kalorietallet højt med 15 medmusikere/-sangere på scenen og helt unødige lag i flødeskum og tingeltangel. Det stod også hurtigt klart at Wonder trippede for vildt over at høre publikum synge med og at publikum mest af alt gjorde det for hyggens skyld. Den inkluderende stil forplumrede helt enkelt flere klassikere med dansk leverpostej-sing-along.

Slumretæppet var flere gange fremme. Men blev heldigvis lagt til side, og inde bag det hele lyste Stevie Wonder stadig lejlighedsvis, omend med en mere magelig flamme. Han synger stadig fint omend mindre kraftfuldt og kan trylle et ondt groove frem med fingrene.

Efter den sidste halve times forholdsvis fokuserede ramasjang blev der bukket og takket. Musikhistorien var blevet formidlet – stadig med mulighed for, når krudtrøgen har lagt sig, at påskønne kontinuiteten og forbindelsen til nutiden, til alle dem, der skylder til mesteren. Tak for det, hr. Wonder. Tak for besøget, tak for aftenens gode numre – men mest af alt tak for, hvad vi har fået på dine plader.

Stevie Wonder, Orange – søndag aften

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars Peter Simonsen

Det' fan'me godt anmelderen ikke er Stevie Wonder. Det er uendelig uinteressant hvad en anmelder ville ha' gjort i stedet for den artist der rent faktisk har spillet koncerten...

Søren Kristensen

I bogen Cool Memories siger Jean Baudrillard noget interessant om Stevie Wonder, som jeg fandt meget rigtigt. Jeg kan bare ikke huske hvad det var - og jeg har givet bogen væk.

Børge Rahbech Jensen

Det er ikke givet, han kunne synge godt i en hel koncert. Stemmebåndene må være slidt efter de mange år som sanger.

God reklame for yamaha motif.