Læsetid: 3 min.

Kærlighed er ikke til at spøge med

En elegant roman på kanten af dybsindighed og kitsch om spillet i teksten
18. juli 2014

Den franske succesforfatter Anna Gavaldas nye roman Billie, den femte, også på dansk, balancerer uhyre elegant på kanten af dybsindighed og kitsch. Og det næsten i bogstavelig forstand, idet de to hovedpersoner, et ungt par, er styrtet ned i en klippespalte under en turistmæssig vandretur med tilhørende æsler i Cevennerne. Dér ligger de mere eller mindre sårede, overladt til en uvis skæbne, han bevidstløs, hun fører ordet i en monolog om deres fælles fortid, i en stadig anråbelse af en enlig stjerne som i en bøn om hjælp.

Romanen er således én lang, rablende grovkornet beretning om hendes liv og hendes kærlighed til denne Franck, i et såre nutidigt, mundtligt ungdomssprog af blomstrende kraftudtryk og med et massemedialt vokabular, der har givet oversætteren Elin Lassen nok at gøre med en vellykket skrivende fuckfinger. Selv er Billie navngivet efter en tekst af Michael Jackson, indforstået fra barn med popkulturen, men nu højnet med associationer til jazzfænomenet Billie Holiday, som den velopdragne Franck har knyttet hende til, også med hensyn til fællestræk i hendes forkomne sociale herkomst.

Billies armod efter en stedmors mishandling har gjort hende kontrær, bitter, men kampberedt i afsky for voksenlivet, sårbar, defensiv og trodsigt udskejende. Men allerede i underskolen har hun observeret og følt sig tiltrukket netop af den sky og isolerede klassekammerat Franck, der viser sig at være homo. En klog fyr, læsehest.

Efter fransk pædagogisk skik blev de to udvalgt til at lære en litterær tekst udenad, en bid af Alfred de Mussets skuespil, et såkaldt proverbe, Man spøger ikke med kærligheden, for derefter at fremføre den for klassen.

Skuespil

Langsomt bliver indlæringen af replikkerne og den kyndige Francks belæring og udlægning en alvorlig sag for hende og en afgørende livserfaring – og hermed også hele romanens pointe. Mødet med kunsten forvandlede hendes lorteliv. Lidenskabens vildveje i skuespillet og deres alvorlige konsekvenser, risikoen ved at lege med følelser og kølige beregninger vækker en rædsel i hende, som nu mobiliserer alle hendes kræfter her i afgrunden og nattens stjernemørke af kosmiske dimensioner. Hun elsker og elsker med den inverterede Franck. Romanen moraliserer ikke direkte. Et elegant teknisk træk er hendes rollebevidsthed her i farens stund som nu i henvendelsen til stjernen.

»Da det er meget vigtigt, og jeg er dødtræt af at fortælle om os i indirekte form, og sige ’at’ så mange gange, at det gør fortællingen tung, så får du det i dialogform. Du får den med et touch af Alfred de Musset …« og så følger en længere tænkt diskussion om rollefordeling og identitet med kvikke replikker og lange regibemærkninger, som sætter hele skildringen i et lys af illusion og virkelighed. At Billies erkendelsesvej og nattevagt på klippefremspringet desuden er brolagt og spækket – eksplicit og indirekte – med referencer til litteratur, kunst og musik, tradition og aktualitet, populærkultur, massemedier og højkultur, giver alt sammen en særlig blanding af alvor og ironi, originalitet og pastiche. En forfatters publikumsbevidsthed.

Fortid og nutid

Der gik en årrække efter skoletiden, hvor deres bekendtskab slap op, triste år, hvor hun forsumpede, han uddannede sig. Hun levede med tilfældige mænd, én pralede af at have overfaldet og overpisset en lille åndssvag bøsse og efterladt ham i skoven. Hun forstod hvem og trådte i aktion og reddede ham. Men flere vildveje skulle betrædes, også geografisk fra dyb provins til Paris, druk og hor og Francks påtvungne vej hen mod konventionel borgerlighed.

Og så opbrud, dyb trang til at skride fra det hele. Hun overtaler ham til et nyt frit liv: at droppe jurastudierne og kaste sig over sin egentlige interesse, som er smykkekunst. Hun får job i en blomsterbutik. Og såmænd med stor succes og hurtig karriere. Blomster og juveler strøet på vejen mod himmelhøj social position og jetset. Denne lykkelige slutning er selvfølgelig en slem kliché. De reddes nu tilmed helskindet fra afgrunden af det lille, søde æsel, der viser en frelsende vej op, og kærligheden befæstes og besegles på tværs af seksuel divergens, som ellers ikke er til at spøge med.

Det går vel an som her i referatet at gå tæt på slutningen, da , dens genremæssige arrangement som et tekstligt eksperiment. Dette er muligvis en finkulturel opfattelse af bogen mere end en populær læsning, som hendes bøgers masseoplag ellers indikerer.

Anna Gavalda: ’Billie’. Oversat af Elin Lassen. 208 s. 250 kr. Lindhardt og Ringhof

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu