Læsetid: 4 min.

Kunst og cola i kredsløb

Den brasilianske kunstner Cildo Meireles modificerer pengesedler og Coca-Cola i sine kritiske interventioner mod kulturimperialisme og kapitalisme
Tre af kunstneren Cildo Meireles’  brasilianske colaflasker fra 1970’erne, hvorpå han har skrevet navnet på sit projekt ’Insertions into ideological circuits’ og sine initialer. Han satte flaskerne tilbage på hylderne, hvorefter de indgik i et uvist kredsløb. Foto fra udstillingen
18. juli 2014

Coca-Cola markedsfører sig for tiden med ’individualiserede’ produkter, der taler direkte til den enkelte forbruger. Det nye salgstrick består i at udstyre hver enkelt flaske med et navn. Find flasken med dit navn, og din lykke er gjort med sukkervand, der som et håndskrevet brev er direkte henvendt til dig – som var det skabt med dig i tankerne.

I en verden med stadig flere masseproducerede varer glider alting lettere ned indsvøbt i den søde illusion om det unikke, det sjældne og det specialtilpassede med et personligt præg. Der er imidlertid intet personligt eller unikt over Coca-Cola, som er et af de mest succesfulde og globalt udbredte nordamerikanske brands.

Dit navn på flasken indikerer blot med overtydelighed, at livsstilsbrands sælger dig identitet. Kalkuleret bestræber Coca-Cola sig på at skabe en art fusion mellem deres navn og dit navn: et ubrydeligt slægtskab, der skaber følelsen af loyalitet og intimitet.

At Coca-Cola repræsenterer en vellykket form for kulturimperialisme, som i efterkrigstiden har stillet produkter fra USA i et frihedens stolte skær, er ikke nogen nyhed.

Med den nye strategi suppleres denne tendens af en ublu følelsesimperialsme, der spiller på den direkte appel til individet og behovet for anerkendelse. Coca-Colas emblematiske karakter af glinsende fetich, tilbedelsesværdig og fascinerende, bemærkede og dyrkede popkunstnere som Andy Warhol og Mel Ramos, der i 1970’erne repeterede den attråede flaske ad absurdum i deres værker.

Kritiske interventioner

Den brasilianske kunstner Cildo Meireles (f. 1948), hvis værker denne sommer kan opleves på Kunsthal 44 Møen, arbejdede også med Coca-Colas produkter i 1970’erne, men langtfra i nogen anerkendelse af deres fascinatoriske dimensioner. Tværtimod har Meireles’ brug af Coca-Cola karakter af kritiske interventioner, der længe inden firmaet selv fandt på det, anvendte den direkte kommunikation som en særlig henvendelsesform.

I 1970 lavede Meireles sit Coca-Cola Project med titlen Insertions into ideological circuits. Projektet bestod i, at han opkøbte fulde Coca-Cola-flasker i butikker i Brasilien og diskret, næsten uanseligt, påtrykte flaskerne teksten »Yankees go home!« samt visuelle anvisninger i, hvordan man transformerer Coca-Cola-flasker til molotovcocktails. Derpå satte han dem tilbage på hylderne i butikkerne, hvor han havde købt dem, og lod dem indgå i det almindelige varekredsløb.

Disse kunstneriske indgreb, som blot var signeret med Meireles’ initialer, gik således en uvis skæbne i møde, helt hinsides kunstnerens kontrol. De kan ses som en form for kunstnerisk aktivisme, der på et tidspunkt, hvor Brasilien var styret af et militærdiktatur, benyttede sig af varestrømmenes bevægelser til at udbrede politisk orienterede budskaber og manifestere en subtil modstand mod USA’s kulturelle indflydelse.

Men trods det aktivistiske islæt er Insertions into ideological circuits mest af alt et konceptuelt værk, som cirkulerer en bestemt idé uden nogen intention om at den nødvendigvis skal føre til nogen konkret handling. Man kan anskue strategien som en udvidet form for readymade, der benytter og modificerer forhåndenværende materialer og kredsløb til at distribuere kunstværket.

Projektet er blevet sikret en plads i kunsthistorien gennem dets inklusion i udstillingen Information på Museum of Modern Art i New York i 1970, som pejlede kunstens nye brug af elektroniske og fysiske netværk, frem for konventionelle udstillingsplatforme såsom gallerier og museer.

Det er imidlertid ikke det eneste interventionsværk, Meireles har lavet. Projektet Insertions into ideological circuits er et pågående værk, som laves i stadig nye varianter. Det er blandt andet i flere forskellige nationale sammenhænge blevet udført som modifikationer af pengesedler, der er blevet genindsat i de eksisterende pengestrømme. Til udstillingen i Kunsthal 44 Møen laver Meireles indgreb i danske 50-kronesedler, som man måske kan være heldig at støde på næste gang, man udveksler sedler med ekspedienten i supermarkedet.

Kredsløb

Selv om Meireles begyndte sin kunstneriske løbebane som tegner, skiftede han i 1968 – efter at have været udsat for militærstyrets censur – til at lave skulpturer og ’virtuelle rum’ af mere konceptuel karakter, ligesom han har lavet en række lydværker. Meireles’ arbejder fra 1970’erne foregriber på mange måder dele af samtidskunstens interesse for aktivisme og socialt engagement, ligesom den kan ses som en fortsættelse af situationistiske strategier fra 1950’erne og 1960’erne.

Udgangspunktet som tegner fornemmer man dog tydeligt i mange af Meireles’ værker, ikke mindst det mest dominerende værk på den aktuelle udstilling, La Bruja (Heksen) fra 1979-81. Værket består i en simpel kost, der læner sig op ad en væg, men hvis børster breder sig viltert ud over et kæmpeareal i to af kunsthallens største sale i form af en sammenhængende bomuldssnor på mere end 1.000.000 meter.

Selv om La Bruja umiddelbart forekommer meget forskelligt fra Insertions-værkerne, er der i begge en optagethed af rum, skala og distribution, som man kan genfinde i de fleste arbejder af Meireles. De skiftende ekspansivt voluminøse og koncentreret enkle linjeføringer, som bomuldssnoren i La Bruja foretager, vidner således både om Meireles udgangspunkt som tegner og om hans interesse for kredsløb og netværk.

Udstillingens titelværk Fio (Tråd) fra 1990 er ved første øjekast blot en høstak, men kigger man efter, ser man glimtvist en guldtråd, som væver sig ind og ud af høet. I enden af guldtråden sidder angiveligt en guldnål i 18-karat guld, hvorved værket ud over sine materielle referencer til minimalistiske kubestrukturer også bliver en illustration af et ordsprog.

Det er ikke en decideret retrospektiv udstilling, Kunsthal 44 Møen viser. Alligevel giver udstillingen gennem et præcist værkudvalg et fint indblik i Meireles’ mangefacetterede praksis. Det er temmelig imponerende, at en privat kunsthal på Møn bliver det første sted, der viser en samlet udstilling af denne centrale og særdeles relevante brasilianske kunstner, som i de senere år har været genstand for store separatudstillinger i såvel Amerika som i Europa.

Cildo Meireles: ’Som nål i en høstak …’ Kunsthal 44 Møen. Fanefjordgade 44. Askeby. Indtil den 14. september.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu