Læsetid: 5 min.

Old hat, passé, yt og lige til affaldskværnen

Poppen har sin egen ubarmhjertige logik, og det kan være svært endsige umuligt at bevare synligheden, når man har passeret sin populærmusikalske udløbsdato. Et par kvindelige veteraner vover ikke desto mindre en arm
2. juli 2014

Det må være en naturlov. At hver ny generation synes netop dens musikalske udtryk er det fedeste. Nogensinde. Ikke mindst målt mod en ca. tusindårig musikhistorie, der med en dekadent håndbevægelse rask væk affærdiges. Sjovt nok altid mens pågældende generation er i alderen sådan cirka 15-25. Og så dominerer dens frembringelser musikkens verden for en tid, indtil endnu en ny generation tropper op med den fedeste musik nogensinde og fejer alt det gamle lort til side. Hvorved en lang række kunstnere, som måske kun er i slutningen af tyverne, pludselig oplever at blive betragtet som old hat, passé, yt og lige til affaldskværnen.

Jo, popmusikken er et grådigt monster, der fortærer sit bytte, mens det er ungt og fast i kødet for derefter at smide det hen i et hjørne med et raskt: »Karriere? Det bliver over dit lig, min fine ven!«

Karriere er kodeordet her. Hvordan skabe en sådan, når spotlyset forsvinder, og ens stampublikum begynder at prioritere deres moneter på en ny og spændende måde; dvs. til bleer, bil og bolig frem for på plader (nu om stunder erstattet af streaming og downloads, ikke den største indtægtskilde), koncerter og træsprit?

Scanpix

Vel, har man været rigtig stor, kan resterne af ens oprindelige publikum måske holde en flydende, bare man ikke gør sig forhåbninger om hits, forsider eller dybsindige analyser om, hvorledes ens seneste frisure/musikvideo/twitter-besked ændrer hele kulturens retning, ja, verdens gang, faktisk! Men de fleste kokser ud i en sej overlevelseskamp for føden. Ikke desto mindre bliver rigtig mange ved, selv efter tyngdekraften og alderen hærgende er draget gennem den fysiognomi, der er en del af pakken i Lalaland. Det er dog de færreste, der som en Roy Orbison eller en Johnny Cash oplever at få et vaskeægte comeback efter at være blevet over 50! For has beens er der sgu ingen, der gider hverken se på eller lytte til – heller ikke selv om de ofte er blevet bedre til at lave musik. Sådan er reglerne.

Gør Dylan ære

Nuvel, det er faktisk næsten præcis 50 år siden, Dolly Parton som nyudsprunget high school-studinde tog bussen til Nashville for der at lægge grunden til en af country musikkens både kunstnerisk og kommercielt mest succesrige og vidtfavnende karrierer. I processen opnåede hun som person noget nær ikonisk status, både grundet hendes ødsle attributter, excessive brug af skønhedsprodukter og hang til parykker og så ikke mindst hendes personlighed, hvor skarphed og sødme møder selvironi (»En ansigtsløftning til, og jeg får skæg,« som hun har formuleret det) og sund fornuft.

Hun fik hul igennem i de tidlige 1970’ere med tre nu klassiske countrynumre (»Coat of Many Colors«, »I Will Always Love You« og ikke mindst det udødelige »Jolene«), før hun hen mod slutningen af årtiet tog springet og blev ren popsanger, hvilket hun forfulgte nogle år, indtil de magre tider meldte sig. I starten af nærværende årtusind vendte hun tilbage mod en stribe rendyrkede bluegrass-plader, der begejstrede kritikerne, men ikke vakte den store opsigt uden for stampublikummet. Men intet kan stoppe Dolly!

Og nu foreligger der så et nyt studiealbum fra dette bundmusikalske 68-årige menneske, ifølge rimelig pålidelige kilder nr. 42 i rækken. Det hedder Blue Smoke, og det er både fornøjeligt og vellykket uden ligefrem at få jorden til at skælve.

Holder man af damen, kan man snildt stige ombord, for hun holder niveauet, selv om det ikke kan skjules, at pladens absolut bedste nummer er den gamle folk-klassiker »Banks of the Ohio«. Hun gør også Dylans »Don’t Think Twice« ære med en stram og behersket bluegrass inspireret fortolkning.

Parton har dog selv skrevet det meste af det velsiddende materiale selv og fremhæves må den intense »If I Had Wings«, der tilmed lyder som en gammel folkesang. Også duetten med gode gamle Willie Nelson, »From Here to the Moon and Back«, vender man gerne tilbage til – som til albummet som helhed, i øvrigt. Men vi skal nok ikke forvente at se det storme op ad hitlisterne. Dertil er det nok både for old school og nok også for forudsigeligt. Trods alt.

Overraskende god

En anden person, der har opnået ikonografisk status, er den ligeledes 68-årige Debbie Harry, den affarvede og ikke decideret frastødende forsanger i gruppen Blondie, som i årene omkring 1980 satte verden i flammer med en række rappe hitdetonationer og deres tilhørende albums. Placeret et sted mellem punk og new wave trak gruppen nogenlunde ligeligt på klangen fra 60’ernes beatgrupper og ditto pigegrupper, tilsat en hårdtslående attitude og et både vittigt og vidende tekstunivers, det hele fyret af med et skævt smil.

Centralt stod Harry – cool og stilfuld med en fremtoning som derangeret Marilyn Monroe blev hun hurtigt pin up for punken, men trods sit image som avanceret sexkilling var hun for bright til at lade sig fange i rollen som sexsymbol, og hun har ned gennem årene formået at gøre sig bemærket som både solist, skuespiller og mediefigur.

Dengang dansede vi som åndssvage til sange som »Hanging on the Telephone«, »Heart of Glass«, »Dreaming«, »Atomic« m.fl., mens vi indforstået blinkede til hinanden i gensidig selvfedme over at fange den. At det var pop, altså, men med kant, nerve og hjerne. Gruppen formåede hurtigt at inddrage genrer som disco, reggae, latin og – som nok det første rockband – hiphop i sit vidtforgrenede udtryk. Men i 1983 var festen forbi, og først i 1999 blev Blondie genforenet og har siden sporadisk gjort sig bemærket uden helt at kunne genvinde fordums storhed. Tilbage er kun tre af de oprindelige medlemmer, udover Harry, guitaristen Chris Stein og trommeslageren Clem Burke, mens keyboardmanden Jimmy Destro desværre har søgt andre jagtmarker.

Ghosts of Download, det fjerde album gruppen har udsendt, siden det blev gendannet, sigtes der tydeligvis mod dansegulvet med en overvejende elektronisk finish, selv om et kraftigt pust af latin er hørbart på flere af skæringerne. Sangskrivningsniveauet holder et flot niveau, og kun en lidet gennemtænkt version af 80’er-klassikeren »Relax« falder igennem. Desværre er Harrys distinkte stemme lidt slidt i det efterhånden og står ikke så centralt i lydbilledet, som man kunne ønske sig. Gad vide, hvordan nærværende album ville blive modtaget, hvis der her var tale om et debuterende band?

En sang som »A Rose By Any Name« er således fuldt på højde med det meste, man hører i æteren. Ja, og flere af sangene er på niveau med gruppens eget output i storhedstiden, så som helhed er pladen faktisk overraskende god, selv om gruppen gerne må skrue lidt op for rockknappen næste gang. Hvor god en idé, den medfølgende cd, hvor gruppen har genindspillet 11 af sine største hits, egentlig er, kan besvares med et: ikke særlig god. Stick with the originals, som de siger i Dragør. Derimod kan man sagtens gå frisk til Ghosts of Download … også selv om man ikke var med dengang, hvor det at tage speed på et lokum var selve indbegrebet af livskvalitet.

Dolly Parton: ’Blue Smoke’ (Dolly Records/Sony Music) . Dolly Parton giver koncert i Forum, Kbh., den 8. juli.

Blondie: ’Ghosts of Download’ (Noble ID) Special import

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rasmussen

Er praktikanten blevet sat til at skrive underrubrikken? Det var synd, og må kunne gøres bedre, så den lever op til sproget i artiklen.

Således giver fx ordet "endsige" ingen mening i den benyttede forbindelse. Der skulle snarere have stået "endog", "for ikke at sige", el.lign.

Og når man "vover" er det ikke en arm men et øje.

For blot at nævne et par eksempler.