Læsetid: 3 min.

Prædiken for de allerede omvendte

Den over to timer lange koncert med Neil Young & Crazy Horse i onsdags fungerede mest som platform for koryfæets mærkesager – at krig er noget skidt, og kloden miljømæssigt bevæger sig mod afgrunden
Den over to timer lange koncert med Neil Young & Crazy Horse i onsdags fungerede mest som platform for koryfæets mærkesager – at krig er noget skidt, og kloden miljømæssigt bevæger sig mod afgrunden

Hans Klaus Techt

1. august 2014

Uha. Stod Informations udsendte virkelig og skævede til uret under en Neil Young-koncert? Med skam at melde: ja, jeg gjorde. For selvom jeg anser Young som en af rockepokens allerstørste sangskrivere og performere og har set manden utallige gange og aldrig forladt koncertsalen mindre end tilfreds, var der noget over den over to timer lange seance i Forum onsdag aften, der bare ikke rigtig stemte. Og det var ikke de utallige guitarsoloer, selvom de godt nok ind i mellem forekom alenlange. For der har været aftener, hvor man vitterligt har ladet sig løfte op i en anden sfære, når denne Young med noget nær neurotisk indædthed maltrakterede spaden i det uendelige. Hvor man ekstatisk fulgte hans soniske ekskursioner udover klippekanten og durk ned i afgrunden. Og tilmed sagt tak og amen bagefter. Sådan var det ikke i onsdags.

Værtshusorkester

Jamen, var det så backingbandet Crazy Horse og dets karakteristisk gumpetunge rytmefornemmelse, der minder lidt om at slæbe en sæk cement henover et stengulv? No sir, det er en del af dealen, selvom det i onsdags var mest Horse og ikke en skid Crazy. Dét sagt er jeg ikke ubetinget vild med hele den der Neil Young & Crazy Horse-mytologi, hvor dette andenrangs værtshusorkester på en eller anden måde kommer til at stå som en garant for noget (tør jeg bruge ordet) autentisk. Selvfølgelig er Everybody Knows This Is Nowhere (1969) den første plade, parterne indspillede sammen, en klassiker, men dengang hed guitaristen i gruppen også Danny Whitten og hans efterfølger, Frank Sampedro, har aldrig på samme måde givet Young modspil. På samme måde er det svært at komme uden om Rust Never Sleeps fra 1979, én af karrierens fineste. Og jo, jeg har en svaghed for Sleeps With Angels, der så efterhånden også er 20 år gammel. Derimod fandt jeg det sidste samarbejde parterne i mellem, Psychedelic Pill (2012), uendelig langtrukkent. Som i øvrigt koncerten i Forum i onsdags.

Allerede fra første nummer, det kilometerlange »Love and Only Love« (det første af ikke færre end tre numre fra det i øvrigt gennemsnitlige Ragged Glory-album fra 1990; skulle det endelig have været, ville »Fuckin’ Up« have været et mere passende valg), fik jeg den der synkende fornemmelse af, at en lang og ikke ubetinget god rejse lå forude. Young selv virkede sammenbidt (om end han tøede op undervejs), og Crazy Horse lød som altid (også selvom bassist Billy Talbot grundet sygdom afløstes af Rick Rosas), eneste nyt var et par sorte korsangerinder, der løbende gav seancen et gospelskær, hvilket vel passede meget godt, eftersom aftenen partout skulle stå i kærlighedens forsonende tegn, at dømme ud fra de utallige gange ordet love indgik i teksterne. Der i al deres naivitet bygger på en klippefast tro på kærlighedens helende effekt. Right.

Højdepunkt

Så slog Young over i mestersangen »Powderfinger«, der blev et tidligt og enkeltstående højdepunkt, for den sangs lysende kvaliteter satte kun resten af det pauvre repertoire i et grelt lys. Når det betænkes, hvad Young har at vælge i mellem, var det sgu et noget næringsfattigt udvalg, der var havnet på sætlisten i onsdags. Og selv en så mesterlig sag som »Barstool Blues« fremstod flosset og overflødig. Der var lidt for meget prædiken for de allerede omvendte over seancen som helhed og alt for lidt nervespidssitrende rock’n’roll til min smag. Ok. Neil Young bryder sig ikke om krig. Fint nok. Og han mener, at vi kollektivt bevæger os på randen af et økologisk sammenbrud. Det er muligvis tilfældet. Men hvorvidt der sættes en stopper for det ved at give en koncert, der i glimtende neon slår disse selvevidente sandheder fast, er ikke til at sige, men hvis han vil animere mig til at tænke på klodens bedste, mens jeg passer mit job, bedes han medbringe nogle bedre sange.

Midt i sættet gav han så pludselig to numre solo, udelukkende akkompagneret af akustisk guitar. Bob Dylans »Blowing in the Wind« (guddødeme så!) samt hans eget største hit, »Heart of Gold«. Der peakede aftenen for mig. Måske var jeg mere i stødet til en solokoncert med koryfæet, hvem ved? Nå, at dømme ud fra bifaldet til resten af de generelt abnormt langvarige numre, var størstedelen af de fremmødte åbenbart tilfredse. Det var bare negative mig, der hele tiden følte sig rastløs og stod og tænkte på, hvornår det dog var slut!

Neil Young & Crazy Horse, Forum, København, onsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jan Skjerning Thomsen

3 dage skulle DET tage. Alle har ret til en mening, naturligvis, og jeg kan høre Jan Toftlunds Anmeldervise i baggrunden :)