Læsetid: 6 min.

Refns liv instrueret af Refn

Nicolas Winding Refn er dansk films stortalent, en grådlabil dramakonge og en grim ælling, der med ’Drive’ blev en krukket svane. Hustruen Liv Corfixens dokumentarportræt, ’My Life Directed by Nicolas Winding Refn’, er en lille film om hans ego, men også en subtil nedpilning af hans iscenesatte kunstnermyte
Nicolas Winding Refn er dansk films stortalent, en grådlabil dramakonge og en grim ælling, der med ’Drive’ blev en krukket svane. Hustruen Liv Corfixens dokumentarportræt, ’My Life Directed by Nicolas Winding Refn’, er en lille film om hans ego, men også en subtil nedpilning af hans iscenesatte kunstnermyte

iBureauet/Mia Mottelson

16. juli 2014

På et tidspunkt i My Life Directed by Nicolas Winding Refn filmer Liv Corfixen sin mand, Nicolas Winding Refn, som Corfixen kalder ’Jang’ eller ’skat’. De er i deres penthouselejlighed i Bangkok, hvor de bor med deres to små døtre under produktionen af Refns langsommelige, freudianske actionfilm om moderbinding, Only God Forgives. Refn sidder og arbejder ved sofabordet, han foreslår hende at gå hen til det store vinduesparti og filme ud ad det og så panorere langsomt over mod ham. Corfixen trasker hen til vinduet og filmer den smukke storby fra 42 etagers højde, mens hendes spejlbillede iblandet byens tusind lys reflekteres tilbage mod linsen: Hun er Kvinden med kameraet. Det var ikke meningen, mener hun.

»Men filmen handler jo også om dig,« siger Refn så. I en glidende bevægelse drejer hun kameraet fra sig selv og over på ham. På Jang. Hendes liv, instrueret af Nicolas Winding Refn er en film om Nicolas Winding Refn. Den danske filmkunstner Refn med et nu internationalt kultfølge er, ud over at være en af Danmarks mest interessante filminstruktører, også dansk films nok spøjseste selviscenesætter. Jo tættere, vi kommer på ham, jo længere væk kan han umiddelbart føles. Og Corfixen svæver halvgennemsigtigt et sted derimellem.

Arrogant ælling

Nicolas Winding Refn har påtaget sig rollen som krukket, humørsyg og arrogant persona i dansk film. I Cannes i 2011, hvor han vandt prisen som bedste instruktør for Drive, og hvor han kaldte sig »den grimme ælling, der bliver til en smuk svane«, tog han kraftigt afstand fra Triers berømmede ’nazi-udtalelser’ – mest for at gavne egen karriere, fortalte han siden i Filmmagasinet Ekko. I samme magasin gentog han belejligt opmærksomhedsstrategien med lidt Trier-bashing, hvor Nymphomaniac blev beskrevet som »fem timers porno til internettet«.

»Det er ligesom med The Rolling Stones. Man tænker: Er det ikke på tide at gå på pension,« sagde han. Han skaber konsekvente film, men ikke konsekvent filmsensation. For mange er han ’ham med Pusher’ eller ’ham med Drive’.

»Lars bliver jo heller ikke i dag husket for Breaking (the Waves, red.),« beklager han sig af samme grund i en taxa i Bangkok i hustruens dokumentarfilm. Netop det, den forsmåede krukkethed, føjer til den del af hans fascinationskraft, der ikke handler om hans filminstruktion, men om hans selvinstruktion, om hans kunstnermyte: kunstneren som hængemule, dramakonge og mystifistisk selviscenesættende udkrænger af selvet.

Bekendelses-tv

Lige så meget i øjenhøjde med Refn, som vi tilsyneladende var i Phie Ambos fascinerende dokumentarfilm Gambler fra 2006, der handler om Refns økonomiske krise efter floppet Fear X, lige så meget på månehøjde, dybt forvirrede, forlegne på hans vegne, irriterede og grundfascinerede blev vi i DR2’s talkshow den 11. time. I 2008 skrev Mikael Bertelsen og Mads Brügger spøjs dansk tv-historie, da de lancerede otte timelange interview med en helt selvudsplattende Refn. I et småabsurd møde mellem kulturjournalistik og grænsesøgende eksperimentalfjernsyn skulle den på tidspunktet kriseramte instruktør én gang for alle cementere sin status som dansk films sorte får. På egen bekostning og til offentligt skue skulle han rage den danske filmverdens skeletter ud af skabene. Værterne ville i interviewprocessen med ham skrive en samtalebog med arbejdstitlen Makværk – eller hvordan jeg fyrede 80 millioner filmkroner af på et egotrip og endte som en fiasko og med genrebetegnelsen ’never eat lunch in this town again’. Alt det skulle danne rammen for hans sociale selvmord i kultureliten. Og Refn afslørede velvilligt sin neurotiske egocentrisme i (konkurrence-)forholdet til andre danske filminstruktører. Han fortalte grædende om sin mor, sit storhedsvanvid og mindreværdskomplekser, genfortalte i et helt program sin aldrig realiserede film Liberty Jones og diskuterede en underlødig sms-korrespondance mellem ham selv og Lars von Trier.

»Når man via fjernsynet bruger offentligheden som det store væsen, der skal bevidne ens indre kvaler, er det et tegn på, at vi mangler noget at måle os i forhold til,« skrev sognepræst Sørine Gotfredsen i et debatindlæg i Berlingske som spontanreaktion på programmets leg med det pinagtigt overintime. Samtidig virkede den kunstige oplevelse af liveness, værternes dramatiske medløben, hvor Bertelsen måtte græde, også som stramt iscenesat metafjernsyn om bekendelses-tv. Og i sidste afsnit viste det sig, at Refn slet ikke var på røven, som han hulkende havde sagt, men at han havde masser af succes og ny finansiering.

Denne underlige hårbold af klovneri, maskerade, bekendelse og løgn har hængt ved hans image siden. Selv når Refn ikke virker til at have styr på en skid, så har han det måske. Eller måske er iscenesætterens strategi blot at påstå, at han har en strategi? En sær kunstnermyte var i hvert fald født.

Vild med dans

Nu har Refns hustru filmet og instrueret sin første dokumentarfilm, der altså har fået titlen My Life Directed by Nicolas Winding Refn. Snedigt nok får det ved første øjekast én til at tro, at der er tale om en film af Refn – det ville sælge billetter. Men dokumentaren er ikke en film af Refn. Det er en film om, at Liv Corfixens liv handler om Refn, og derved er det en film om Refn. Som han har bedt hende om at lave. Refns mentor, den chilenske kultinstruktør Alejandro Jodorowsky, lægger i filmens start og slutning tarotkort for hende, der bekræfter denne rolle som hustru. Filmens musik er af Refns komponist, Cliff Martinez. Det hele er hans. My Life Directed by Nicolas Winding Refn er en film om, at det længe har handlet om Refn, og om at det, som Corfixen tror, at publikum gerne vil, når hun laver en film om ’sit liv’, er at vise billeder af sin mand i privaten og på arbejde og ved at vise billeder af jo helt latterligt fotogene good guy Ryan Gosling.

Den antagelse har hun (og filmens titel) sådan set ret i. De fleste af filmens klip med Gosling er således allerede delt på nettet. Vi ser også, ret fascinerende, Gosling og Refn sælge ud, som var de aktører i en international thriller, da de møder op til en privat filmvisning af Drive i Bangkok og indkasserer en kuffert fuld af kontanter som betaling.

Banalt skrøbelig

Men vi ser også, og oftest i filmen, en helt banal Refn backstage, der brokker sig hængemulet og ucensureret, når kun hans hustru er i nærheden. Refn er desperat efter anerkendelse, han hugger som en slange, hvis hun ikke modsiger hans selvbebrejdelser.

I hans mest selvhadende øjeblik, efter filmen er færdigproduceret, men ikke er god nok, synes han, stråler hans øjne af ægte flammende vrede mod hendes kamera. Det er hårdt at være en selvkritisk kunstner. Men så tæt på ser det også helt banalt ud. I denne blottelse sker der noget andet end i den 11. time. Det er ikke en stiliseret og tydeligt kalkuleret udkrængning af selvet.

My Life Directed by Nicolas Winding Refn er således en lille film for fans om en selviscenesættende mands ego og arbejde. Men Liv Corfixen, ’Kvinde med kameraet’, banaliserer altså også subtilt kunstnermyten om Refn. Når en instruktør har formået at iscenesætte sig selv så skarpt og tilsyneladende kalkuleret som Refn, så er det en blød landing at opleve den glasskrøbelige krukke, Refn, beskrevet af en kvinde, der ingenlunde har en mytedannelses distance til ham.

’My Life Directed By Nicolas Winding Refn’. Instruktion og manuskript: Liv Corfixen. Dansk. (Premiere i morgen, torsdag 17. juli i Grand i København, Café Biografen i Odense, Øst for Paradis i Aarhus og Nordkraft i Aalborg)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Martin Åberg
Martin Åberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu